Flemming Chr. Nielsen: DF er blevet partiet med de politiske skåneærmer

Indlysende for enhver var folketingsvalget i juni måned et stygt kollaps for Dansk Folkeparti, og der findes et sammenskrab af forklaringer: Nye Borgerlige, Rasmus Paludan, den socialdemokratiske højredrejning, en omfartsvej ved Mariager, et tog til Billund og så videre. Men under dem alle har sommeren afsløret en årsag, der må være endnu mere frygtindgydende for partiet.

Tilfældigt har jeg nu og da i agurketidens medier hørt og set et par af partiets absolutte frontfigurer, nemlig Søren Espersen og Pia Kjærsgaard, og hvor de tidligere har kunnet vække selv dasende journalister, virker de nu som harmløse spøgelser fra fortiden. Pia Kjærsgaard har repeteret, hvad "vi danskere ikke vil finde os i", hvad vi "gerne vil skånes for", og hvilken ”mangel på respekt vi udsættes for”.

Søren Espersen fremtoner lidt mere overlærer Andersen-agtig, for helt konkret lufter han i Radio24syv sin forargelse over, at han aldrig ser muslimer med slør i Roskilde Domkirke, på Rosenborg Slot, ved Hammershus og på Dannevirke.

Man skal vist være en Misse Møhge for at kunne beundre overlærerens iagttagelsesevne. Både dér og ved iskiosker er det nemlig fortrinsvis turister, der står i kø.

Men det er givetvis sandt, at Espersen som politisk overlærer tilbringer meget af sin fritid ved de nationale mindesmærker, og hvad dertil hører af hans hengemte tøj, naftalin og mølkugler. Andet har han ikke at byde på, for hos ham er vores historie reduceret til kun mursten og montrer. Han er ikke som Palle Lauring eller Erik Kjersgaard en lidenskabelig fortæller om levet liv. Han er en kustode i sort.

Og har muslimer og hjemmefødte danskere ikke andet til fælles, så deler de dog med alle folkeslag en afsky for sortklædte kustoder, der er som menneskelige fugleskræmsler. De kan tage initiativet og begejstringen fra enhver. Hvem vil stå på Dannevirke og lade sig belære af en træstang i gammelt tøj? Hvem vil møde op ved Hammershus og have sin religiøse holdning nedvurderet af samme politiske gespenst?

Problemet er derfor den karikatur af muggenhed og datid, der hviler over Dansk Folkeparti.

Flemming Chr. Nielsen

Hvad angår partifællen Pia Kjærsgaard er det museale om muligt endnu mere påtrængende. Det var vist i én af sommerens TV-Aviser, hun orienterede om al den muslimske "mangel på respekt", vi "gerne vil skånes for". Og pludselig antog hun skikkelse af endnu en genganger.

Ikke et ondt ord om afdøde tv-kok Kirsten Hüttemeier, men det var desværre hende, jeg kom til at tænke på ved synet af Folketingets tidligere formand.

Kirsten Hüttemeier indledte sin karriere med en bestseller, der hed 'Sylt uden Sukker'. Hun begejstrede siden sit publikum, når hun offentligt bagte brunkager og ikke rævekager for Irma, og hun kronede for alvor sin karriere som nationens forkvinde, da hun på tv lancerede sine skåneærmer.

Yngre generationer kender dem næppe, men skåneærmer var noget, man iførte sig for ikke at få sit tøj tilsmudset eller spoleret ved madlavning. De kunne også bruges, når man ville rykke brændenælder og andet ukrudt op med rode.

Og i politisk henseende har netop skåneærmerne overlevet i Dansk Folkeparti. De er partiets evige beklædningsgenstand. Med dem vil Pia Kjærsgaard og Søren Espersen og hele partiet skåne os for muslimers stænk og snavs, skvæt og smuds, klinte og ugræs.

Problemet er derfor den karikatur af muggenhed og datid, der hviler over Dansk Folkeparti. Og beklageligvis er karikaturen så smitsom, at også store dele af partiet Venstre er inficeret. Kan eksempelvis tidligere integrationsminister Inger Støjberg en dag stille op til et formandsvalg i Venstre uden at få de delegerede til fnisende at se for sig en lidt opdateret Kirsten Hüttemeier med hvide skåneærmer som beskyttelse mod flygtningeskarn og -skidt?

Sådan er der hele tiden en tidslomme, der ubarmhjertigt lurer på politiske partier. Før eller siden går det op for deres vælgere, at partiet længe har ligget begravet i fortidens lommeuld. For Dansk Folkepartis vedkommende er lommeulden ikke andet end fremmedfjendske læserbreve fra gulnede aviser. Siden engang i 1980'erne har ordene været præcis de samme, og lektien har enstonigt lydt: Vi bliver overrendt af flygtninge, vores kultur går til grunde, vi bliver til et mindretal i vort fædreland, vores kristendom bukker under.

Se selv efter, hvis du har gamle debatsider fra Berlingske og Jyllands-Posten liggende som hyldepapir i en arvet kommode.

Men selv mange års trofaste vælgere og oversiddere ser ud til efterhånden at have fået nok af at give deres stemme til en falmet tidslomme. Uden for de rullegardinbesatte ruder rykker imens helt andre problemer ind på livet af os: klimakatastrofer, storpolitiske tordenskyer og verdensøkonomisk kollaps …

Hverken domkirker eller dannevirker kan skåne os for alt det. Dansk Folkepartis jordfæstelse bliver mere og mere tydelig. Og til forskel fra andre begravelser har den ikke spor andet end et skær af komik over sig.

-----

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.