Folketinget åbner: Her er regeringen og oppositionens vedtagelsestekster

Traditionen tro har partierne grupperet sig og fremfører deres vedtagelsestekst til åbningsdebatten. Teksterne indeholder alt fra klima til koranafbrændinger.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Frida FlinchMalte BruhnMagnus Garde-Strandberg

Under normale omstændigheder bliver der ved Folketingets åbningsdebat fremlagt to forskellige vedtagelsestekster.

Den ene kommer fra partierne til venstre for midten. Den anden kommer fra partierne til højre for midten.

Men blokpolitikken, som vi kender den, er aflyst og erstattet af en ny politisk virkelighed med en regering hen over den politiske midte, og det afspejlede sig også i de vedtagelsestekster, der torsdag blev fremlagt ved åbningsdebatten.

Regeringspartiernes (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) vedtagelsestekst blev læst op af Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, i forbindelse med hans ordførertale. 

"Folketinget konstaterer, at den danske økonomi er stærk, men Folketinget anerkender samtidig, at der er et behov for tiltagende at sikre flere medarbejdere med de rette kompetencer til både den offentlige og private sektor," lød de første ord af teksten. 

Læs også

"Derfor vil Folketinget lette skatten og gennemføre lønløft på de offentlige områder hvor rekrutteringsudfordringerne er størst," sagde ordføren. 

"Derudover vil Folketinget forbedre vilkårene for danske iværksættere. Folketinget ønsker desuden at fritsætte den offentlige sektor for unødvendig bureaukrati, så der bliver mere tid til kerneopgaven samtidig med, at borgerens frit valg udvides, og den faglige frihed styrkes," lød det fra Christian Rabjerg Madsen. 

"Folketinget mener, at det er nødvendigt, at investere i de danske uddannelser, herunder at løfte erhvervsuddannelserne markant. Folketinget finder det nødvendigt at fortsætte opprioriteringen af vores sundhedsvæsen, herunder den ambitiøse plan for psykiatrien som bekræfter det."

"Folketinget bakker op om en grøn omstilling, der indfrier vores ambitiøse klimamål og gør os uafhængig af russisk gas," sluttede Christian Rabjerg Madsen af med. 

Klima og velfærd

SF har slået pjalterne sammen med Enhedslisten og Alternativet. De tre partiers vedtagelsestekst blev læst op af SF's formand, Pia Olsen Dyhr.

For de tre venstrefløjspartier var det ikke overraskende klima og velfærd.

"Folketinget konstaterer, at både de globale klimaproblemer og de danske velfærdsproblemer fortsat vokser. Disse problemer løses ikke af skattelettelser men af investeringer. Der skal konkrete og ambitiøse tiltag til, der øger tempoet på den grønne omstilling og forbedrer vores nødlidende havmiljøer," lød det fra formanden. 

Læs også

"Landbruget må og skal tage sin del af ansvaret. Betydningen af at genoprette vores natur og genskabe nyt liv i havet omkring os, styrke biodiversiteten, sikrer rent drikkevand, reducerer CO2-udslip og styrke den kollektive trafik kan slet ikke overvurderes," sagde Pia Olsen Dyhr og fortsatte: 

"Tiden er ikke til flere skattelettelser. Børnepasning, undervisning, uddannelse, pleje og omsorg, hjælp til mennesker med handicap, psykisk syge og udsatte skal tværtimod styrkes." 

Partierne var også tydelige om deres holdning til de omdiskuterede kommunale budgetter. 

"Kommuner og regioner skal ikke sættes i den situation, at de skal spare på velfærden og afskedige velfærdsmedarbejdere, mens regeringen uddeler ulighedsskabende skattelettelser," lød det fra talerstolen.

"Folketinget forpligter sig til at sikre velfærden, ligheden, integrationen og den grønne omstilling, og dermed sikrer et samfund med en bedre balance og styrket sammenhængskraft," afsluttede hun vedtagelsesteksten med. 

Undskylder på regeringens vegne

De tilbageværende partier i blå blok har samlet sig om en vedtagelsestekst til Folketingets åbningsdebat.  

Det var Inger Støjberg, der læste vedtagelsesteksten op for partierne Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. 

"Folketinget konstaterer, at vi kan gøre det danske samfund bedre og beklager, at regeringspartierne har store udfordringer med at nå til enighed, så intet sker, eller så det tager unødvendig lang tid," startede Danmarksdemokraternes formand vedtagelsesteksten.

Partiformanden kom herefter med den første opfordring til regeringen. 

Læs også

"Folketinget opfordrer regeringen til at lytte til kritikken af regeringens lovforslag om såkaldt utilbørlig behandling af religiøse symboler og trække lovforslaget tilbage."

"Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for et velfærdssamfund med værdig pleje af de svage, mere frit valg, konkurrerende serviceleverandører, samt mindre skat på arbejde og virksomheder, og hvor familierne og vores frivillige fællesskaber styrkes," lød det fra partiformanden og fortsatte. 

"Folketinget opfordrer regeringen til at gøre mere for at få flere modtagere af overførelsesindkomst i arbejde i en tid, hvor efterspørgslen på arbejde er stor."

Partierne satte også et klimaaftryk på teksten. 

"Folketinget opfordrer regeringen til at efterleve klimalovens målsætning om en ambitiøs grøn omstilling i respekt for erhvervslivet og miljøet, samt sætte tempo på implementeringen af aftaler."

"Folketinget opfordrer regeringen til at føre en fast udlændingepolitik," var den afsluttende opfordring fra formanden.

Radikale vil have generationskontrakt 

Noget atypisk havde Radikale og formand Martin Lidegaard valgt at gå solo og lavet en vedtagelsestekst alene.

I talen udtrykte Lidegaard behovet for en ny generationskontrakt, der skal sikre fremtidens Danmark.  

"Folketinget erkender, at vores nuværende politik risikerer, at vi giver et dårligere Danmark videre. Det ønsker vi ikke. Vi forpligter os derfor til at arbejde for en ny generationskontrakt, der genopretter balancen, mellem de ressourcer vi bruger på os selv, og dem vi investerer i vores børns liv og fremtid."

"Det skal ske ved en gennemgribende grøn omstilling indenfor fem år, ved at satse markant mere på de tidligere forbyggende indsatser i sundheden og ved at satse på bedre uddannelser til alle fra abc til ph.d.," lød indledningen fra Martin Lidegaard, der fortsatte:

"Alle disse indsatser vil vi finansiere ved at sætte den offentlige sektor fri ved at invitere mere international arbejdskraft til Danmark, og ved at bede flere udlændinge og ressourcestærke ældre i Danmark bidrage mere på arbejdsmarkedet – og give dem lov til det. Samtidig vil vi holde hånden under alle nedslidte ældre og andre udsatte grupper. Vi vil give et bedre Danmark videre."

Når åbningsdebatten slutter omkring midnat, skal folketingsmedlemmerne stemme om 'en af lovteksterne, der løbende er blevet præsenteret.  

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Rabjerg Madsen

MF (S), politisk ordfører, fhv. indenrigs- og boligminister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2012)

0:000:00