Google-chef bliver spindoktor for Søren Pind

SPIN-NYT: Søren Pind henter sin tidligere særlige rådgiver Martin Ruby tilbage.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Cecilie Gormsen

Justitsminister Søren Pind henter en gammel kending ind som sin særlige rådgiver.

Det bliver nemlig Googles politiske chef i Danmark og Norge, 42-årige Martin Ruby, der skal rådgive den nyslåede justitsminister, oplyser Justitsministeriet. Og de to kender hinanden særdeles godt, Martin Ruby var nemlig også Søren Pinds særlige rådgiver i 2010 til 2011, da Pind var udviklingsminister og senere integrationsminister i den tidligere VK-regering. 

Den nu afgående Google-chef, der er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet, har tidligere været souschef i Venstres Politisk-Økonomiske Sekretariat på Christiansborg. Her arbejdede Martin Ruby særligt med udenrigsområdet og med Venstres udviklingspolitik i fem år.

Med Søren Pinds særlige rådgiver på plads, er der nu sat navne på 10 ud af 17 ministres særlige rådgivere. Også statsminister Lars Løkke Rasmussen, finansminister Claus Hjort Frederiksen, udenrigsminister Kristian Jensen, skatteminister Karsten Lauritzen, beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen, integrationsminister Inger Støjberg og uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen, sundheds- og ældreminister Sophie Løhde og undervisningsminister Ellen Trane Nørby har ansat særlige rådgivere.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00