Højborg: Fundamentet vakler under folkesocialisterne i Nakskov

Vi anbefaler, at du læser denne artikel på en desktop computer, da videoer måske ikke vises korrekt på iPhone og iPad.

To gange i minuttet ånder ventilationsanlægget på den enorme fabrikshal så højlydt ud, at hovedet instinktivt vender sig for at opsøge kilden til spektaklet.

Først ser man ikke andet end endeløse rækker af røde mursten, der vokser mod himlen. Men så går døren i bunden af synsfeltet op, og ud på kajen i Nakskov pibler blå uniformer med hvide hjelme i hastig fart mod omklædningsrummet. Aftenholdet erstatter de trætte arme og ben, som siden morgenen har svejset tonstunge moduler til Siemens og Vestas’ havvindmølleparker.

East Metal beskæftiger som underleverandør cirka 50 af de metalarbejdere, der tidligere udgjorde hjertet af Nakskovs erhvervsliv. Nu er der kun et fåtal tilbage. To af dem, Mathias og Steven, tager sig tid til at fortælle om arbejdet på havnen, mens resten enten har travlt med at komme hjem eller ikke har tillid til, at journalister kan fortælle objektivt om livet i Nakskov.

I gamle dage, da der stadig blev bygget skibe i Nakskov, var byen kendt som en rød bastion. Metalarbejderne ikke bare stemte SF, men leverede også kandidater til kommunalbestyrelserne, og var i det hele taget engageret i lokalmiljøet.

Men sådan er det ikke længere, forklarer Mathias, som bor i Nykøbing. Ingen ved deres fulde fem ville i dag stemme SF, siger han. Dansk Folkeparti har som det eneste parti svaret på Lolland-Falsters udfordringer, og det involverer at få sendt størstedelen af de udlændinge hjem, som stjæler arbejdet fra danskerne.

Begge smedelærlinge brokker sig over, at bylivet mange steder er dødt. Nakskovs sidste diskotek måtte for nylig dreje nøglen om, så nu skal man til Maribo for at more sig. Det er naturligvis ikke folkesocialisternes skyld, men Steven, som er født og opvokset i Nakskov, husker stadig tiden, hvor SF sad på flæsket. Man havde i maskinarbejderen Flemming Bonne en borgmester og senere MF, som forstod de lokale bekymringer, men nu er han død, og med ham også troen på, at det politiske svar ligger til venstre for midten.

Her kunne fortællingen om SF i Nakskov så passende slutte. Hvis det altså ikke var for, at partiet ved folketingsvalget i 2011 høstede 30,4 procent af stemmerne i Nakskov og 18,3 procent på hele Lolland. Og det vel at mærke et år efter, at koryfæet Flemming Bonne i 2010 døde efter kort tids sygdom.

Nakskov er med andre ord det sted i Danmark, hvor SF står stærkest. Eller stod. Først må vi blive klogere på, hvad baggrunden for det stærke bånd mellem partiet og den gamle skibsværftsby er.

Et kvarters tid før motorvejsafkørslen ved Maribo er Ole Hersing i røret. Ole er skibsbygger og gammel københavner, som for 25 år siden flyttede til Rødby for at veksle stigende boligudgifter med det harmoniske liv på landet. Og det fandt han på sydspidsen af Lolland, hvor blå himmel og åbne landskaber dagligt fylder ham med glæde.

Jobbet hos en underleverandør for B&W mistede han dog efter kun tre år. Herefter fulgte 15 års arbejdsløshed, som blev fyldt ud med et stigende politisk engagement. Men da han for syv år siden troede, at efterlønnen stod for døren, fik han så jobbet som chauffør for Fælleskøkkenet, som leverer mad til ældre på hele Lolland.

Nu fortæller han, at vi bare skal dreje af ved Maribo og herefter svinge til venstre mod Holeby, og så skal vi nok finde ham - et sted derude i en hvid varevogn med et køleranlæg på taget. Og ganske rigtigt. Ti minutter senere møder vi chaufføren i skriggrøn sweatshirt - i færd med at levere mad til dagens sidste stop.

Tidligere B&W-arbejder Ole Hersing (2 min)

Og Ole er sur, skuffet og indigneret over, at politikerne - inklusive dem fra hans eget parti - ikke har formået at finde en løsning på udkantens problemer.

“Et af de største problemer hernede er, at vi mangler ungdommen til at køre toget videre. Mange af de unge vil gerne uddanne sig, men så er de nødt til at flytte til København eller Roskilde, og så ser vi dem altså ikke igen,” siger han.

Da SF gik i regering med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, troede Ole Hersing, at det skulle blive startskuddet på en række reformer, som ville gøre livet lettere for de socialt udsatte og samtidig mindske afstanden mellem land og by. Men det gik lige modsat.

“Nogle følte sig helt klart taget ved næsen. Men hvis man vil lave tingene om, hjælper det ikke at rejse. Vi havde under Villy en diktatorisk hovedbestyrelse, som eksempelvis nægtede at anerkende Meta Fuglsangs næstformandskab. Nu er det mit indtryk, at Pia Olsen Dyhr har fået lagt låg på, så vi kan komme videre,” siger han.

Ole stemmer altså stadig SF. Og kunne ikke drømme om andet. Én gang SF, altid SF, synes devisen at være. Problemet er bare, at de færreste vælgere tænker sådan i dag, og han frygter da også, at partiet efterhånden mister opbakningen i Nakskov og omegn.

Man behøver ikke lede længe efter beviser på, at SF ikke længere nyder samme lokale opbakning som tidligere. I 2013 mistede partiet ved kommunalvalget to ud af tre stemmer på Lolland, således at man gik fra være på størrelse med socialdemokraterne til kun at være Lolland Kommunes femtestørste parti. Et halvt år efter valget smuttede den tidligere viceborgmester Torben Hansen så til Dansk Folkeparti, så SF i dag råder over to byrådsmedlemmer.

Madchaufføren taler om, at SF gik mere eller mindre i opløsning efter Flemming Bonnes død. Bonne var stjernen, der i løbet af otte år som borgmester i Nakskov og tre år i Folketinget formåede at blive Lollands markante stemme.

Vi forlader Ole på grænsen af Nakskov og drager ind i SF-højborgens midte.

Går man en tur på gaden i Nakskov en tilfældig onsdag eftermiddag, er det mere end svært at opstøve en SF-vælger.

Et stenkast fra havnen har to ældre kvinder bevæget sig ud på en spadseretur i solskinsvejret, som de gør det hver onsdag eftermiddag. Linda og Kirsten havde så i dag fornøjelsen af at støde ind i deres gode veninde Birthe.

Og udover at være rasende over, at TV2-udsendelsen “På røven i Nakskov” fremstiller dem alle som sociale tilfælde, så er de også enige om, at det ikke længere kan betale sig at stemme SF. To af dem stemmer socialdemokratisk, mens den sidste sætter sit kryds ved DF.

Foran pølsevognen spiser en mor sin kolde skinkesandwich, mens datteren fornøjer sig med en fransk hotdog og slush ice. Heller ikke her stemmes der SF, men blåt - uden nærmere partiangivelse.

Og på dagens sidste stop i tøjforretningen Mazar i gågaden er indehaveren Lisbeth enig med ekspedienten Tine i, at udviklingen de sidste otte år er gået den gale vej.

“Før kommunesammenlægningen gik det fint, men så mistede vi rådhuset og politistationen, og jeg må indrømme, at jeg efterhånden har svært ved at få øje på lyspunkterne forude,” siger Lisbeth.

Næste gang sætter hun kryds ud for Venstre, mens Tine gentager stemmen på DF.

I en by, hvor hver tredje vælger statistisk set skulle sætte kryds ved folkesocialisterne, er der altså noget, der tyder på, at Bonne-effekten er forsvundet. Og spørgsmålet er, hvad man så stiller op?

Bag et byhus i det centrale Nakskov har tre SF’ere sat hinanden i stævne i på terrassen for at drøfte, hvordan de får bragt partiet på ret køl. For bordenden under den gennemsigtige plastoverdækning sidder Winnie Elmgreen. Hun er formand for SF-Lolland og dermed i nogen forstand ansvarlig for, at partiet ikke synker yderligere mod bunden.

Det er også hende, der lægger hus til, og derfor tilskriver almen høflighed, at vi begynder med hendes analyse af situationen.

Flemming Bonne betød meget SF i byen  (1 min) 

“Mange af de gamle vælgere er skuffede over SF og mener, at vi skulle have forladt regeringen tidligere. Det er tydeligt, at vi bliver straffet hårdt for regeringsdeltagelsen. Og hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg aldrig, at vi kommer tilbage på det tidligere høje niveau igen,” siger hun.

Tal og fakta taler på mange måder deres klare sprog:

• To tredjedele af vælgerne smuttede ved kommunalvalget.
• Ligeledes har to tredjedele af de lokale medlemmer meldt sig ud, siden antallet toppede under Søvndal.
• I sidste valgperiode forlod en tredjedel af byrådsmedlemmerne SF’s gruppe.
• Og både Ole Sohn og Astrid Krag, der i 2011 blev valgt til Folketinget i Sjællands Storkreds, som Lolland-Falster hører under, er i mellemtiden skiftet til Socialdemokratiet.

“Der er ingen tvivl om, at vi risikerer at blive straffet for de mange partihop ved næste valg. Men der er ikke andet at gøre end at kigge vælgerne i øjnene og love, at vi fremover ikke forlader posten,” siger hun.

Til daglig arbejder Winnie Elmgreen som UU-vejleder i Nakskov. Her møder hun en stor del af de unge, som fremover kommer til at sætte deres kryds på stemmesedlerne i Nakskov og omegn. Og hun kan godt fornemme, at mange af de unge i dag er tiltrukket af de svar, som Dansk Folkeparti giver på udkantsdanmarks problemer.

“De unge læser ikke aviser på samme måde, som vi andre gør. Mit indtryk er heller ikke, at de interesserer sig nævneværdigt for politik, så meget af det handler om, at der sker nogle lokale politiske bevægelser, som smitter og breder sig blandt de unge.”

En væsentlig del af genrejsningen af SF handler derfor om at få de unge med tilbage ombord, siger hun og vifter med et læserbrev, som skal sendes ind til avisen. Debatbidraget tager afsæt i hendes erfaringer som uddannelsesvejleder, hvor hun oplever, at en stor del af de unge bliver tabt på gulvet.

Partiet vil altså samle de vælgere op igen. Men hvordan?

Ansigtet på valgmaterialet, som drøftes på terrassen i Nakskov, tilhører Flemming Stenild. Godt nok deler Stenild fornavn med den lokale helt Bonne, men derudover har de to ikke meget til fælles.

Mens Bonne markerede sig som stærk kommunalpolitiker, har Stenild tilbragt 28 år i amts- og regionsrådet. Her har han i samtlige år været formand for SF’s gruppe og besidder derfor en væsentlig stemme internt i partiet. Men udadtil er der ikke mange, der kender ham. Det er han godt klar over, og derfor er hans vigtigste opgave at vise folk, hvem han er, og hvad han står for.

Hovedfjenden ved valget bliver Dansk Folkeparti, forventer han. Men partiet kan besejres, hvis bare man bruger den rigtige strategi.

“Folk stemmer ikke DF på grund af udlændingepolitikken. Jeg tror, at mange af stemmerne kommer fra folk, som føler sig utrygge, og derfor finder sikkerhed i partiets ønske om at vende tilbage til kerneværdierne. Men Lolland har altid været rødt, og folk skifter ikke bare sådan politisk observans, så jeg tror, at vi kan vinde mange af dem tilbage igen ved at vise, at SF atter er til at regne med.”

Flemming Stenild om chancerne for at vinde vælgerne tilbage i Nakskov (1 min)

Og til det formål har den 68-årige politiker, der siden 2013 har fået tiden til at gå som pensionist, fået udarbejdet en række slogans, som skal bruges i annoncerne i lokalaviserne og på valgplakaterne:

• En god start for alle børn
• Stop centralisering
• Flere voksne i børnehaven
• Flere grønne job
• Oprør fra udkanten

Blot et udpluk af de mærkesager, som han tror kan få SF tilbage på bølgelængde med vælgerne.

“Jeg oplever, at der i dag er givet grønt lys til at tale negativt om folk, som står udenfor arbejdsmarkedet. Det vil jeg ændre på, og så vil jeg kæmpe for, at handicappede og ældre ikke rammes af nedskæringer på samme måde som i dag,” forklarer han, mens han nidkært stopper piben med tobak.

“Mit slogan er også, at folk i yderområderne skal have samme vilkår som i storbyerne. Her tænker jeg især på erhvervsstøtten, som er mærkbart højere i København, end den eksempelvis er i Nakskov. Vi kan meget selv, men det er i mine øjne håbløst, hvis politiske prioriteter decideret flytter økonomiske midler væk fra øerne.”

Det er nemt at joke med, at den typiske SF-vælger er offentligt ansat, og helst i pleje- eller uddannelsessektoren. Alternativt er hun på folke- eller førtidspension. Men når man lytter til Flemming Stenilds strategi for at skrabe nok vælgere sammen til et sæde i Folketinget, så er der noget om snakken.

“Jeg har meget fokus på folk, som gerne vil efterlade en ordentlig ø til deres børnebørn. Desuden oplever jeg, at mange hernede ser sig selv som modsætning til eliten i København, som bare skraber til sig og helst vil have et samfund, som er styret fra hovestaden,” siger han.

Et af hans mål, skulle han blive valgt ind, er derfor at få flyttet uddannelsesinstitutionerne tilbage til provinsen.

“Efterhånden som uddannelsesinstitutionerne bliver selvejende, kan de største af dem trække flere og flere studerende til sig og dermed generere stadig større overskud. Det betyder i sidste ende, at de mindre seminarier må lukke, fordi der ikke er kunder nok i biksen, og på den måde ender man med at trække tæppet væk under udkantsområderne.”

“Det samme ville ikke ske, hvis det var politikerne, som skulle træffe beslutningen om at lukke uddannelsesstederne.”

Og hvad med hans egne chancer for at blive valgt ind?

Han vurderer dem selv som 50/50, men skæver man til Altingets geografiske prognose fra november sidste år, hvor SF stod til 6,4 procent af stemmerne, var Flemming Stenild ikke i spil til partiets anslåede to mandater. Det første mandat forventes at gå til Trine Pertou Mach, mens kampen om det andet ifølge professor Søren Risbjerg Thomsen står mellem Meta Fuglsang og den unge Jacob Marc.

Altså ingen Flemming der.

Men hvem ved om Flemming Stenild - som hans forgænger - kan blive den Flemming, som Nakskov atter kan samle sig om. Og som kan sætte partiet tilbage på den sydlige del af Danmarkskortet som det sted, hvor folkesocialisterne høster flest stemmer.

Altinget har besøgt de steder i landet, hvor partierne ved folketingsvalget i 2011 fik deres bedste valg. Dette er Femte reportage i serien: 

Læs vores reportage om Dansk Folkepartis højborg i Thyregod her

Læs vores reportage om Venstrehøjborgen Kalvslund her

Læs vores reportage om S-højborgen Randers her

Læs vores reportage om Enhedlisten på Nørrebro i København her.