Holstein: Flere ting er gået helt galt i boligydelse-sag

NØDBREMSE: Sagen om at skære i pensionisters boligydelse, der tirsdag blev trukket tilbage, har været farceagtig, mener Altingets politiske kommentator, Erik Holstein. Han kalder det skandaløst, at embedsmændene igen har regnet forkert.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Cecilie Gormsen

Først stemte Dansk Folkeparti for regeringens forslag om at skære i boligydelsen til pensionister. Men da beregninger fra Finansministeriet viste, at også pensionister med lave indkomster ville blive ramt, kunne Dansk Folkeparti ikke længere stå bag forslaget, og tirsdag blev de blå partier enige om at trække forslaget tilbage.

Sagen imponerer ikke Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

”Det har været en farceagtig sag, der var ved at få ødelæggende konsekvenser for Dansk Folkeparti. Nu fik de trukket i nødbremsen, og det kan måske gøre skaden tidsbegrænset,” siger han og fortsætter:

"Politisk har sagen givet Dansk Folkeparti ridser i partiets image som indædt forkæmper for pensionisterne. Men Dansk Folkeparti tog i det mindste konsekvensen og fik forliget suspenderet. Det giver et skær af amatørisme, men var man bare kørt videre, havde det lugtet af kynisme og arrogance. Det havde været langt værre."  

Flere ting er gået galt
Erik Holstein peger på, at baggrunden for besparelsen egentlig var forståelig nok, fordi udgifterne til pensionsternes boligydelse er blevet højere end forventet. Det er blandt andet sket, fordi ældreboligerne er blevet dyrere end forventet.

”Men det rigtige havde jo været først at sætte loft over huslejerne på ældreboliger - og først derefter reducere boligydelsen tilsvarende. Her foregik det i den omvendte orden, og det er overraskende, at Dansk Folkeparti overhovedet gik med til den model," siger han. 

Ifølge Erik Holstein er der flere ting, som er gået helt galt i sagen om den udskældte beskæring af pensionisternes boligydelser. Det gælder såvel beregningerne bag forliget, den interne koordinering mellem Dansk Folkeparti og Venstre - og selve timingen af besparelsen på boligydelsen.

Røde ører i Finansen
Og sagen er langt fra kun et problem for politikerne, vurderer Altingets politiske kommentator:

”De må også have glohede ører i Finansministeriet, der stod for de forkerte beregninger af konsekvenserne. Det bragte Kristian Thulesen Dahl (DF) i en helt håbløs situation, men det gik lige så galt for finansminister Claus Hjort Frederiksen (V). Han nåede lige at forsikre, at de dårligst stillede pensionister ikke ville blive ramt, før det viste sig, at den oplysning ikke holdt. Jeg gad godt have set Hjorts udtryk, da han fandt ud af det," siger Erik Holstein og fortsætter: 

"Igen regner embedsmædene forkert i en sprængfarlig politisk sag. Akkurat som det skete i dagpengesagen, som Finansministeriet også var involveret i. Det er jo skandaløst."

Ikke slut endnu
Sagen er dog ikke helt lukket endnu, da blå blok ikke har opgivet at spare på boligydelsen. Parterne skal i foråret prøve at finde pengene på baggrund af et oplæg fra regeringen, og de skal findes indenfor boligydelsesområdet.

"Hjort og Thulesen har dermed ikke fået lukket sagen definitivt. Det vil være klogt af DF at garantere, at man kun deltager i et nyt forlig om boligydelsen, hvis de fattigste pensionister friholdes,” siger Erik Holstein.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Holstein

Politisk kommentator, journalist, Altinget
journalist (DJH 1990)

0:000:00