Jesper Petersen forlader SF

NYHED: SF's politiske ordfører, Jesper Petersen, er fortid i partiet. TV2 News oplyser, at han skifter til Socialdemokraterne. Jonas Dahl bliver ny ordfører (opdateres).
Foto: Facebook
Morten Øyen

Regeringspartiet SF har tirsdag aften mistet en af sine unge, store profiler. Partiets politiske ordfører, Jesper Petersen, har valgt at melde sig ud og i stedet melde sig ind i Socialdemokraterne.

Det oplyser TV2 Nyhederne.

Jesper Petersen følger dermed en anden tidligere ung profil hos SF, Mattias Tesfaye, som meldte sig ind hos Socialdemokraterne tidligere på året. 

Jesper Petersen ansøger nu om at blive medlem af Socialdemokraternes folketingsgruppe. En beslutning, der kræver to tredjedeles støtte i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Selve afstemningen vil finde sted onsdag morgen på partiets gruppemøde. 

Inden Jesper Petersen blev valgt ind i Folketinget for SF, var han formand for partiets ungdomsorganisation SFU. En post han delte med nuværende sundhedsminister Astrid Krag. 

Jesper Petersen var en markant del af gruppen omkring Thor Möger, som under Villy Søvndal forsøgte at skabe et nyt SF. I formandsopgøret sidste år var Jesper Petersen også en stræk tilhænger af Astrid Krag som ny formand for SF. Hun blev dog slået med et stort flertal af Annette Vilhelmsen.

Jesper Petersen har været folketingskandidat for SF siden 2000 og blev første gang valgt ind i 2007. 

Beslutningen kommer samme dag, som SF's pressechef Claus Perregaard, har sagt sin stilling op.

Ny politisk ordfører for SF bliver Jonas Dahl. 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00