Kandidatreformen har lært os noget meget vigtigt om SVM-regeringen

Kort sagt lancerede regeringen et upopulært reformudspil med mange forskellige forsøg på forklaringer, men ingen af dem ramte en klangbund hos interessenter, eksperter og andre partier.

På den baggrund kan det synes forunderligt, at det flere måneder lange forløb endte med, at Egelund kunne præsentere en reform, hvori hun selv kan se aftrykkene fra regeringens udspil tydeligt, og som et bredt flertal af så forskellige partier som SF og Danmarksdemokraterne bakkede op om.

Regeringen stod i starten af forhandlingsforløbet fast. Den insisterede på, at der var en samfundsøkonomisk gevinst ved forslaget. Og at der var problemer at løse med udspillet.

Oppositionen fandt sine skarpeste forhandlingskrav frem, begyndte at grave sig ned i skyttegravene. Blandt andet gik SF, Liberal Alliance og Konservative sammen i et forhandlingsfællesskab.

De satte fælles krav om at det ikke skulle være halvdelen af de studerende, der skulle have korte kandidater, men derimod fem til ti procent.

I stedet foreslog partierne en nedskæring i universiteternes optag - en såkaldt dimensionering - på fem procent. Et forslag, der få måneder før havde været umuligt for et parti som SF at være med til. 

Ifølge kilder, Altinget har talt med, forventede mindst et af partierne at blive smidt ud af forhandlingerne ved det første møde, alene fordi det kompromisforslag lå så langt fra regeringens eget forslag.

En regering vælger sit eget flertal fra

Fra starten i forhandlingerne viste der sig dog en meget ejendommelig dynamik. Partierne i forhandlingsfællesskabet Konservative, SF og Liberal Alliance blev ikke smidt ud efter deres skarpe krav, men blev inviteret indenfor og lyttet til.

I dansk politik er det almindeligt, at, at en regering lytter Folketingets partier for at samle flertal om sine forslag, men SVM-regeringen er en sjældent set flertalsregering, så den behøvede det ikke.

Alligevel oplevede partierne en minister og en regering, der i stigende grad over forhandlingsforløbet viste sig meget uvillig til at tage sit eget flertal i brug.

Der er to hovedårsager til det. Den ene knytter sig til den historiske tradition for brede forlig i Danmark: Samfundsforandrende politik holder længere, jo bredere forliget er.

Men en anden årsag er, at regeringen kort før sin lancering af udspillet om kandidatreformen havde været igennem dens allerførste og mest voldsomme stormvejr om afskaffelsen af store bededag.

Her havde regeringen trykket på den store røde knap og tromlet beslutningen igennem med sit eget flertal, med det resultat regeringen fik en vælgermæssig nedtur.

Regeringen sad altså med mandaterne til at gennemføre kandidatreformen helt i tråd med udspillet, men den valgte damptromlermetoden fra og inviterede til forhandlinger.

Det betød, at partierne omkring regeringen pludselig indså, at de var nødvendige for regeringen at have med i en endelig aftale, og at Egelund var nødt til at tage deres krav alvorligt.

Derfor blev der lavet væsentlige justeringer af regeringens forslag undervejs - blandt andet omkring målsætningen om, hvor mange studerende, der skal have korte eller erhvervsrettede kandidatuddannelser.

Den faldt fra halvdelen til 36 procent til den endelige aftales 30 procent - heraf kun en tredjedel på de étårige kandidatuddannelser.

SF, Konservative, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne, der stod der med de tre regeringspartier og præsenterede den endelige aftale, kan henover efteråret indløse adgangsbilletter til at lave investeringer i resten af uddannelsessystemet, da regeringen har planer om reformer på både professionsuddannelser og erhvervsuddannelser.

Hvordan forhandler SVM-regeringen, når den er presset?

Forløbet viser, at selvom SVM-regeringen har sit eget flertal, så fungerer dansk politik i substansen stadig ved at brede flertal forhandler sig frem til et konsensus, som binder dem sammen i årevis i et forlig, der forpligter til samarbejde.

Forløbet viser også, at SVM-regeringen på nogle områder kan flyttes - og er villig til at blive flyttet en smule selv på sine mærkesager, hvis gevinsten er det brede samarbejde, der kan gøre reformerne holdbare.

Måske allermest afgørende er det dog, at forløbet viser, at selvom SVM-regeringen kan flyttes, og dens mærkesager kan bøjes, så kan den få sin dagsorden igennem.

Fremtidens universiteter i Danmark kommer til at tilbyde op mod 30 procent af pladserne som mere erhvervsrettede kandidatuddannelser, det står nu fast. Enten i form af kortere kandidater end de nuværende toårige eller i form af erhvervskandidater, som er uden SU, men tages ved siden af et fuldtidsarbejde på fleksible vilkår.

Universiteteterne bliver desuden underlagt en dimensionering, så de i fremtiden skal optage otte procent færre studerende end i dag. 

Fremtidens universitet kommer dermed til at lugte en smule mindre af elfenbenstårn. Om det er en god udvikling, afhænger nok af øjnene, der ser. Men i Socialdemokratiet er man nok meget tilfredse med den udvikling.

Her har både udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) i bogen De lærdes tyranni og børne- og undervisninsminister Mattias Tesfaye (S) med sin bog Kloge Hænder med forskellig betoning talt for at af-akademisere det danske uddannelsessystem.

Dermed går den socialdemokratiske uddannelsesdrøm nu i opfyldelse ved Christina Egelunds hånd.

Hvad har Radikale sagt nej til?

Nu står politikerne med en færdig aftale i hænderne, men der er mere arbejde, der skal gøres. Først og fremmest skal der laves en tillægsaftale til den vedtagne aftale, hvor der blandt andet skal laves et kommissorie for det udvalg, der skal målrette reformen.

I den nye aftale er det ikke vedtaget, hvilke hovedområder, der skal lave flest af deres kandidatuddannelser om. Forventningen er, at det bliver de humanistiske og samfundsfaglige områder.

Den endelige beslutning skal tages af et såkaldt kandidatudvalg, men kommissoriet for udvalget skal udformes politisk. Det skal aftales af partierne, der er med i aftalen.

Dernæst kommer der flere forhandlinger om investeringer i både professionsuddannelser og erhvervsskoler. I forbindelse med aftalen om nye kandidatuddannelser er der frigivet 400 millioner årligt til erhvervsuddannelser og 300 millioner årligt til videregående velfærdsuddannelser.

Her kan de partier, der har været med til at skaffe pengene se frem til at have en del at skulle have sagt. For et parti som SF eksempelvis er aftalen ikke nem at være i, da beskærelser på uddannelse kan være svære at sluge for partiets yngre vælgere. Her kan et par uddannelsespolitiske storinvesteringer være med til at klinke skårene.

Partiet har valgt at være med i en svær aftale for at få indflydelse på uddannelsespolitikken fremover.

Helt omvendt endte det for Radikale, som trods et stærkt fokus på videregående uddannelse ikke er med i aftalen.

Partiets rationale var, at man gerne ville investere i hele uddannelsessystemet, men ikke tage penge fra et sted i sektoren og investere dem i andre dele. I stedet ville man have investeringer fra råderummet.

Men det er ikke utænkeligt, at det argument kommer til at blegne, når partiets medlemmer får at se, hvad det betyder at stå uden for den indflydelse, som andre partier får.

Forhandlingerne om kandidatudvalget begynder i løbet af det kommende folketingsår. Her forventes det også, at regeringen vil fremlægge et udspil til en reform af SU'en, som vil inkludere en afskaffelse af retten til det sjette SU-år.

Forventningen er også, at der kommer udspil til styrkelse og investeringer i professionsuddannelserne eller erhvervsuddannelserne inden året er omme.

Regeringen er med aftalen kommet i mål med første etape af sin uddannelsespolitiske plan.

Nu kommer den næste etape, hvor regeringen skal folde sit uddannelsespolitiske projekt ud for alvor. Den har skabt frie midler, der kan investeres. Og den har nu også en flok partier, der har været med til at tage de svære valg om, hvor pengene skal komme fra.