Klimamål skal være realistiske, hvis de skal være troværdige – det er Parisaftalens ikke længere

Det betyder også, at beslutningstagerne er havnet i en ægte klimatisk og politisk kattepine.

For 2023-tallene viser med al tydelighed, at det politiske system, også globalt set, ikke har formået at omstille samfundet i tide og tilvejebringe tilstrækkelige drivhusreduktioner i atmosfæren til, at vi holder os under en temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader.

Den globale middeltemperatur i 2023 var på flere punkter rekordsættende. Ifølge EU’s klimatjeneste Copernicus var den målte og beregnede middeltemperatur med 1,48 grader et mulehår fra 1,5 graders målsætningen. 

Desuden viser de sidste 12 måneder fra Copernicus’ beregninger, fra februar 2023 til januar 2024, at den globale middeltemperatur var 1,52 grader. Mens beregninger fra Berkeley Earth viser, at temperaturen i 2023 nåede 1,54 grader, altså over 1,5 grader.

I 2023 blev 1,5 graders stigningen i middeltemperatur til nutid.

Sebastian Mernild
Professor, SDU og medforfatter, IPCC

Det gør 2023 til det første år med en stigning over 1,5 grader sammenlignet med det førindustrielle niveau (1850–1900).

At temperaturstigningen er over 1,5 grader er et skrapt advarselstegn på, hvor tæt klimasystemet er på at overskride Parisaftalen fra 2015. Det er et problem, der kalder på øjeblikkelig politisk og samfundsmæssig handling og på realistiske reduktionsmål fremfor. 

Hvis vi skal lære mest muligt af 2023, må vi forholde os til, at målet har rykket sig. 1,5 graders stigning er ikke længere noget, der venter ude i fremtiden. I 2023 blev 1,5 graders stigningen i middeltemperatur til nutid.

Det må vi forskere tage højde for i vores fortsatte bidrag til at forstå og forudsige klimaændringerne, og det må de store samfundsmæssige indsatser hurtigst muligt kalibrere efter.

For uanset hvordan vi opgør tallene og forklarer årsagerne bag, blev 2023 det varmeste siden 1850.

Dykker vi endnu længere ned i tallene, blev 2023 også det første år, hvor middeltemperaturen for alle 365 dage (fra januar til december) oversteg én grad over det førindustrielle temperaturniveau.

Knap halvdelen af dagene var tilmed mere end 1,5 grader varmere, og for første gang nogensinde blev to dage i november målt til at være mere end 2 grader varmere.

En temperaturudvikling FN’s klimapanel (IPCC) for bare få år siden vurderede til først at finde sted langt senere. Her vurderedes middeltemperaturstigningen på 1,5 grader til først at blive overskredet inden for en 10-årig periode, det vil sige i begyndelsen af 2030’erne.

Den politiske troværdighed vil blive sat på spil, hvis der fortsat tales om 1,5 graders målsætningen som noget, vi kan nå, hvis bare vi tror på det!

Sebastian Mernild
Professor, SDU og medforfatter, IPCC

Inden længe, og forventeligt før vi får set os om, vil klodens middeltemperatur målt over flere år ikke længere kunne holdes under 1,5 grader. Og dermed står vi med en alvorlig udfordring og problem, såvel klimatisk som politisk.

Den politiske troværdighed vil blive sat på spil, hvis der fortsat tales om 1,5 graders målsætningen som noget, vi kan nå, hvis bare vi tror på det!

For siden 2015, hvor Parisaftalen blev aftalt blandt 196 lande, har dataene vist, at det hverken er lykkedes at reducere de globale udledninger af drivhusgasser til atmosfæren i det nødvendige omfang eller at forfølge bestræbelserne på at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader.

Dette til trods for, at det senest afholdte COP-møde i Dubai var det 28. af slagsen. Data viser, at CO2-koncentrationen i atmosfæren siden det første COP-møde er steget betydeligt – fra omkring 345 ppm i 1985, til 422 ppm i 2023. Trods gode intentioner har de mange COP-møder ikke medført tilstrækkelig handling.

Som atmosfæren ser ud nu, er målet om at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader ikke længere realistisk, og desværre ej heller 2,0 grader. Det skal ikke mindst ses i lyset af de stadigt stigende CO2-koncentrationer i atmosfæren og udledninger over tid.

Det er derfor på høje tid at få realismen ind i klimadebatten og -handlingsplanerne og erkende, at vi må styre efter et nyt mål.

Det er på høje tid at få realismen ind i klimadebatten og erkende, at vi må styre efter et nyt mål.

Sebastian Mernild
Professor, SDU og medforfatter, IPCC

For overskridelsen af de 1,5 grader har kun givet os endnu mere travlt, hvis vores fælles samfund ikke skal lide alt for voldsomt under de klimakonsekvenser, der vil komme.

Vi har brug for en realistisk debat baseret på data og fakta og ikke personlige overbevisninger eller politiske hensyn, heller ikke selv om det er svært og krævende at navigere efter mål, der flytter sig.

I en så vigtig sag som de samfundsmæssige konsekvenser af klimaændringerne har vi ikke brug for politisk styrede 1,5 graders-aktører til at vildlede debatten. Det afsporer samtalen fra det, der er det vigtigste at tale om, nemlig reelle klimahandlinger og mål, så vi kan sikre vores samfund.  

At mærke og tro noget, når vi allerede har fakta, der viser noget andet, er politisk drevne meningsudtalelser, der vil blive gjort til skamme, som tiden går, netop fordi de videnskabelige vurderinger viser, at vi forventeligt vil passere en temperaturstigning på 1,8, 2,0, 2,5 eller 3,0 grader, uanset hvor meget vi insisterer på, at tallet skal være 1,5.

Temperaturstigningen på 2,0 grader ser vi ind i allerede med udgangen af 2040’erne, om blot 25 år. Dermed kan vi også vinke farvel til Parisaftalens mål og formuleringer om at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur til et godt stykke under 2 grader. 

I 2023 fik vi en grum forsmag på, hvilken virkelighed der venter os, når det gælder konsekvensen af vejrrelaterede katastrofer i forhold til for eksempel varmeekstremer, tørkehændelser, kraftig og vedvarende nedbør og oversvømmelser.

At der til stadighed holdes fast i målsætningen på 1,5 grader, er derfor ved at udvikle sig til et problem for os alle. Mål skal være realistiske og inden for rækkevidde, hvis de skal være troværdige. Kun ved at tage bestik af den virkelighed, vi har data på, kan vi handle hurtigt og gøre det nødvendige.

Mål skal være realistiske og inden for rækkevidde, hvis de skal være troværdige.

Sebastian Mernild
Professor, SDU og medforfatter, IPCC

Blot fordi det internationale politiske system siden Parisaftalen har sovet i timen og handlet alt for fodslæbende, må vi ikke slække på reduktionskravene ud i tid, fordi vi insisterer på at sigte efter et mål, der ikke længere kan nås.

Vores fælles mål skal fortsat være at reducere vores alt for store udslip af drivhusgasser, og med 2023 i frisk erindring skal vi se at få hævet barren for vores ambitionsniveau i en vis fart.

Og så skal vi holde op med at diskutere forhold, der ikke får betydning for det, der rent faktisk sker i verden.

Klimasystemet responderer nemlig ikke på, om vi som mennesker tror på 1,5–2,0 eller mere end 3,0 grader. Klimasystemet responderer alene på, hvor mange drivhusgasser vi smider ind i systemet, og hvor hurtigt omstillingen til et klimaneutralt samfund finder sted. Det handler om ’net zero’ og i højere grad om ’beyond net-zero’.

Vi skal derfor stoppe med at diskutere det forkerte og acceptere, at målet har rykket sig. Og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at motivere hinanden til omstilling og maksimal handling gennem realistiske mål, der er faktabaserede.

Så selvom det er langt sværere at udforme politiske beslutninger omkring mål, der flytter sig, så er det præcis, hvad vi som samfund er nødt til at lære af rekordåret 2023.