Grøndahl: Kvindekroppen som kulturel slagmark

I Frankrig tager man verdsligheden alvorligt. Religiøsitet er en privat sag, og det er snart mange år siden, at muslimske hovedtørklæder blev forbudt i skolerne. I forrige uge blussede debatten om tilsløring op igen, da ministeren for kvinders rettigheder, Laurence Rossignol, udtalte sig til en radiokanal om Dolce Gabbana, H&M og andre modefirmaer, der er begyndt at lancere tøj målrettet til muslimske kvinder.  

Le Mondes søndagsudgave viste et eksempel fra Marks & Spencer. Ved første blik lignede de let taljerede buksedragter med tætsiddende hætter kostumerne til en science fiction-film, men der var ikke tale om beboere på Månebase Alpha.

Kollektionen af ”burkinier” er designet til et segment, der går under navnet ”hijabistas”: unge, muslimske kvinder, der gerne vil være smarte og samtidig overholde de traditionelle forskrifter for blufærdig påklædning. Ministeren skældte firmaerne ud for at være uansvarlige i deres promovering af den religiøst begrundede indespærring af kvindekroppen. Det kunne godt være, at det var kvindernes eget valg, sagde hun, men der havde også været amerikanske negre, der gik ind for slaveriet.

Sammenligningen og ordvalget udløste en lavine af indignerede kommentarer, men Laurence Rossignol fik også støtte fra toneangivende intellektuelle i sit opgør med modehusenes holdningsløshed. Muslimske feminister beskyldte Rossignol for umyndiggørende ”neokolonialisme”, mens den egyptiske forfatter Mona Eltahawy derimod mente, at ”blufærdighedskulturen lægger en enorm vægt på pigernes og kvindernes skuldre, mens drengene og mændene ikke behøver at tage noget som helst ansvar.” Som om det var kvindens opgave at beskytte sig selv mod mandens libido og ikke mandens pligt at beherske sig.

Er den afklædte krop friere end den tildækkede? Eller er det bare underkastelse på vrangen forklædt som forfængelighed?

Jens Christian Grøndahl
Forfatter

Den farlige livslyst
Samme skisma gik igen i debatten efter nytårsaften i Köln, hvor grupper af muslimske mænd begik sexovergreb foran banegården. Begivenheden fik den algierske forfatter Kamel Daoud til at skrive et indlæg om ”den seksuelle misère i den arabisk-muslimske verden, det syge forhold til kvinden, til kroppen og begæret.” (Le Monde, 31. januar)

Ifølge Kamel Daouds fremstilling repræsenterer kvinderne, fordi de giver liv, også en provokerende og farlig livslyst. ”Islamisten elsker ikke livet,” skriver Daoud. For den religiøse puritaner er livet spild af tid, eftersom han kun har evigheden for øje - paradiset, som kvinderne distraherer ham fra. Den arabiske kultur går ud på at undertrykke kvinden. Hendes krop tilhører kulturen, ikke hende selv, og hendes ære er samfundets, faderens, brødrenes og ægtefællens, men ikke hendes egen.

Hvis de små prinser desuden er vokset op med, at en ydmyg, filippinsk au pair-pige står nede i kælderen og lægger deres tøj sammen, er vejen banet for en mentalitet, der reducerer pigerne til pornografiske trofæer for et fjoget, umodent begær.

Jens Christian Grøndahl
Forfatter

Daouds kommentar udløste endnu stærkere reaktioner end den franske ministers udfald mod de store tøjmærkers islamvenlige opportunisme. Et rasende kor anklagede ham for at gå højrefløjens ærinde og sprede fordomme om muslimer, og han endte med at trække sig fra debatten. Det hører med til historien, at Daoud har en fatwa hængende over hovedet.

Köln blev et vendepunkt 
To holdninger står stejlt over for hinanden. Den ene er multikulturalismen, der ikke mindst i lyset af Frankrigs fortid som kolonimagt forsvarer det muslimske mindretals ret til at efterleve sine religiøse normer. Multikulturalisterne mener, at den ene kultur kan være lige så god som den anden. Værdier er relative, og det giver ikke mening at dømme muslimers adfærd med en europæisk målestok. Omvendt hævder mange af Frankrigs verdslige, republikanske intellektuelle, at menneskerettigheder som for eksempel kvinders ligestilling er universelle og derfor hævet over mangfoldigheden.

Nytårsaften i Köln blev et vendepunkt i integrationsdebatten. Fra højre til venstre er stort set alle danskere nu enige om, at der må være en grænse for den multikulturelle tolerance, og at grænsen går ved respekten for kvinder. Både officielt og i civilsamfundet er jævnbyrdigheden mellem kønnene noget bærende, en forudsætning for alt andet. Efter hundrede års kvindefrigørelse har vi vænnet os til at tage ligestillingen og respekten for givet. Vi mangler at få nogle flere kvinder ind i erhvervslivets bestyrelser, og vi har også et hængeparti omkring ligeløn og mænds barsel, men ellers er vi vist ved at være der. Eller er vi?

Ydmygelser på gymnasier 
Omtrent samtidig med den franske debat om burkinier kom det endnu en gang frem, at der blandt drengene på gymnasier i de velhavende kvarterer nord for København trives en subkultur, hvor seksuelle ydmygelser er et tilbagevendende element. Klassens kønneste piger inviteres til ”puttemiddage” med det formål at stå til rådighed seksuelt, og den sociale accept knyttes til sadomasochistiske indvielsesritualer, som siden kolporteres på de sociale medier uden ofrenes accept. Selv ved gymnasiefester er striptease blevet et tilbagevendende indslag, tilsyneladende med lærerkollegiets stiltiende billigelse.

Ifølge avisartiklerne har gymnasiernes rektorer været så sendrægtige og vattede i deres reaktion på løjerne, at man må spørge sig selv, om de har den fornødne kompetence til at lede. Men hvordan kan det ske i ligestillede Danmark? Og hvorfor sker det netop blandt elitens børn?

Psykologer har forsøgt at forklare de groteske udskejelser med, at der er tale om en socialgruppe, hvor forældrene er så optaget af deres karrierer, at de forsømmer at opdrage deres børn. De forkæler dem i stedet og fremmer på den måde en egoistisk forbrugermentalitet også i de menneskelige relationer. Hvis de små prinser desuden er vokset op med, at en ydmyg, filippinsk au pair-pige står nede i kælderen og lægger deres tøj sammen, er vejen banet for en mentalitet, der reducerer pigerne til pornografiske trofæer for et fjoget, umodent begær.

Indtil videre har forældrene glimret ved deres fravær i debatten. I det mindste burde de afstumpede drengebørns mødre vel føle sig anfægtet? Man kan også have så travlt med sin emanciperede karriere, at man glemmer at få baglandet med, men hvis det danske samfunds top ikke er i stand til at værne om respekt og ligestilling, hvem skal så gøre det? Hvordan skal vi uden at blinke kunne fortælle nyankomne muslimer med et konservativt syn på tingene, at arrangerede ægteskaber, barnebrude, omskæring af piger og grænseoverskridende gramseri på diskotekerne er no go i Danmark?

Er respekten for kvinden relativ?
Ligesom franskmændene bliver vi nødt til at beslutte os for, om respekten for kvinder har universel gyldighed eller blot er en kulturel specialitet. Noget relativt, som man kan vælge til eller fra. Og hvis man mener det første, kan man ikke nøjes med at belære muslimske mænd om, at Vestens kvinder ikke er ludere, bare fordi de ikke bevæger sig rundt i et villatelt. Så må man vende blikket indad.

Kulturen på Ordrup Gymnasium er et grelt, men ikke enestående eksempel på, at kvindekroppen også i vores kultur er en slagmark for forestillinger, der strider mod principperne om frihed og integritet. Igen og igen kan man læse, hvordan unge kvinder sulter sig og får mindreværdskomplekser i deres angst for ikke at leve op til kriterierne for social accept og seksuel markedsværdi.

I et forbrugersamfund, hvor ånd og dannelse er kørt ud på et sidespor, bliver menneskesynet og ikke mindst blikket på kvinden tilsvarende afstumpet, godt hjulpet af facebookkulturens blanding af kælen selvoptagethed og frenetisk frygt for udstødelse. Har jeg likes nok? Er mine bryster store nok?

Måske er det ikke så mærkeligt, hvis muslimske piger vælger tørklædet og tækkeligheden som et paradoksalt værn mod flertallets invasive sexfiksering. Er den afklædte krop friere end den tildækkede? Eller er det bare underkastelse på vrangen forklædt som forfængelighed? Grænsen er flydende mellem kulturel tvang og personlig frihed, og den kulturbetingede konformisme kommer altid af sig selv. Det gør friheden ikke.

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.