Tidligere pressechef i FH: Mørklægning af Lizette-sagen er den visse død

Et hemmeligt sted. Mobiler med kameraer er bandlyst. Rapporterne må ikke forlade rummet. Ifølge A4 Medier vil de udleverede rapporter endda være nummererede og vil blive samlet ind igen, før mødet er slut.

Men 3F-formand Henning Overgaard, HK-formand Anja C. Jensen, FOA-formand Mona Striib, Dansk Metal-formand Claus Jensen og de andre magtfulde fagbosser i forretningsudvalget er nødt til at rive skægget og de blå briller af og spille med åbne kort i den største krise i fagbevægelsen i nyere tid.

Ellers bliver krisen bare endnu værre. Det vil give den samlede danske fagbevægelse en uoverskuelig række af problemer, hvis ikke forretningsudvalget besinder sig og lægger de centrale forløb og konklusioner i rapporten åbent frem. 

For det første har de selv lovet, at fagbevægelsen vil gå forrest og gøre op med tabuer og chikane – ikke mindst når det sker i egne rækker og endda helt i toppen.

Fagbosserne i forretningsudvalget er nødt til at rive skægget og de blå briller af og spille med åbne kort

Jakob Elkjær

Men man kan ikke have en sund og ordentlig proces med hverken hovedbestyrelsen, personalet, de angivelige ofre, medlemmerne eller andre, hvis forløbet ligger hen i dunkelt tusmørke.

Hvordan pokker skal de delegerede på den kommende kongres for eksempel kunne tage stilling til, om de vil stemme på kandidat og fungerende formand Morten Skov Christiansen, hvis de ikke må vide præcis, hvad der står om hans rolle i den interne håndtering af sagen?

I 2020 indrykkede Lizette og 53 andre formænd et manifest mod sexchikane i Politiken under overskriften ‘Toppen af fagbevægelsen vil gøre endeligt op med seksuel chikane i vores samfund’.

Her lyder det blandt andet:

“Vi vil i fagbevægelsen gå forrest for at bidrage til den kulturændring, der skal til. Og vi skal se indad. For de samme sexistiske strukturer kan også findes hos os selv" ... "Konkret foreslår vi at indføre et ‘indirekte objektivt arbejdsgiveransvar’, således at arbejdsgivere fremover skal hæfte for chikane, der udøves af kolleger, kunder, klienter og andre."

Hensynet til dem, som står lavest i eller helt udenfor hierarkiet, må være større end hensynet til de høje fagbossers retssikkerhed

Jakob Elkjær

Det skal så stilles overfor, at en række unge mennesker blandt andet har sagt til Berlingske og Ekstra Bladet, at de har oplevet upassende opførsel fra den første underskrift i manifestet, nemlig Lizette Risgaard. Hele fem af dem fortæller, at de er blevet taget på røven. En enkelt, at han er blevet klappet på røven. 

Hvis man vil se indad, sørge for, at arbejdsgiveren tager sit ansvar og gøre op med en dårlig kultur, så er en forudsætning selvfølgelig en åben dialog om det, som rent faktisk er sket.

For det andet, så er de vidneberetninger, som har været fremme, inden for FH’s egen definition af sexchikane. Jeg tænker nogle gange: Herregud, hvor slemt kan det være? Men det er ligegyldigt, hvor din eller min grænse går. Spørgsmålet er hvor fagbevægelsens grænse går.

Ligesom alle andre, skal FH måles på sine egne standarder. Og FH argumenterer selv for en vidtgående definition, hvor blandt andet følgende kategoriseres som sexchikane:

• Uønskede seksuelle kommentarer om krop, tøj eller livsstil.
• Uønsket fysisk kontakt med seksuelle undertoner, for eksempel klap og kys.

For det tredje, så stiller FH store krav til andre arbejdsgivere. Sidste år var FH med til at forhandle en trepart om seksuel chikane. Treparten indeholdt blandt andet højere bøder og mulighed for at udelukke firmaer fra at have lærlinge og elever ved gentagne tilfælde af seksuel chikane.

Aftalen blev ledsaget af ordene: "Nu gør vi op med det tabu, at nogen oplever skyld og skam, når de udsættes for seksuel chikane. Det er aldrig nogensinde den krænkedes ansvar. Seksuel chikane er udtryk for en syg kultur, der skal stoppes helt på linje med andre overgreb."

Man kan ikke gøre op med tabuer, en syg kultur og skyld og skam med en hemmelig rapport, som kun inderkredsen har adgang til. Og man kan for den sags skyld heller ikke få afvist uberettigede eller tyndt funderede anklager.

For det fjerde, så har Lizette Risgaard i et opsigtsvækkende interview på finans.dk frikendt sig selv og har trukket alle tidligere tilståelser af upassende adfærd tilbage. Hun har ikke taget nogen på røven. De unge mennesker taler altså ikke sandt.

Det er de unges fordømmelse, som fagbevægelsen bør frygte, ikke et eventuelt sagsanlæg fra Lizette Risgaard

Jakob Elkjær

Det er selvfølgelig rigtigt, at FU skal tage hensyn til Lizettes Risgaards retssikkerhed, men nu har hun selv kastet den første sten. Og fagbevægelsen skylder de mulige ofre et klart svar på, om de er blevet krænket af den øverste chef eller ej? De kan ikke bare lade det stå hen.

FH er ikke en arbejdsgiverorganisation, men en lønmodtagerorganisation. Hensynet til dem, som står lavest i eller helt udenfor hierarkiet, må være større end hensynet til de høje fagbossers retssikkerhed.

Og så er vi fremme ved det femte argument for åbenhed. Lizette Risgaard kommer i interviewet med en bemærkning, som fik mig til at tænke på RokokoPosten. Hun siger: "Ikke mindst i mødet med den yngre generation, vil jeg være mere reserveret."

Mon ikke også de unge har det sådan i mødet med Lizette og fagbevægelsen?

De er nok blevet lidt mere reserverede. Hvis de ovenikøbet oplever, at fagtoppen mørklægger sagen, så vil det da være den visse død. Det er de unges fordømmelse, som fagbevægelsen bør frygte, ikke et eventuelt sagsanlæg fra Lizette Risgaard.

Fagbevægelsen styrtbløder, ikke mindst de unge fravælger medlemskabet. 72 procent af lønmodtagere under 25 år er uorganiserede. Det viser FH’s egne tal. 

Hvis den tendens fortsætter, så dør den danske model. Så der er ingen vej uden om åbenhed og respekt for dem, som har stået frem. 

Det betyder ikke nødvendigvis, at hele rapporten skal offentliggøres. Det kan der være hensyn til kilder og impliceredes retssikkerhed, der forhindrer.

Men det betyder, at hele forløbet og sagen skal belyses grundigt i et fyldigt resume tilgængeligt for alle på hjemmesiden. Ellers kan bevægelsen ikke leve op til egne fine ord om at "gå forrest for at bidrage til den kulturændring, der skal til."