Messerschmidt risikerer sit partis eksistensberettigelse. Fire grafer viser hvorfor

Messerschmidt-effekten er udeblevet  

Forud for valget af Morten Messerschmidt som formand i januar 2022 havde Dansk Folkeparti lidt flere valgnederlag.

Situationen i partiet var krigerisk og tumultarisk, og der var ikke udsigt til fremgang i målingerne. Det var derfor den nyvalgte formands opgave at hente nogle af de tabte stemmer.

At der i begyndelsen ikke var nogen synlig fremgang for Messerschmidt er til at forstå: For den interne borgerkrig fortsatte i månederne efter, hvor en håndfuld helt centrale figurer i partiet – Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup, Søren Espersen – blandt andet meldte sig ud af Dansk Folkeparti.

Da vælgerne i efteråret skulle sætte kryds ved folketingsvalget, klarede partiet akkurat at kravle over spærregrænsen.

Men siden da er det stadig ikke for alvor lykkedes Morten Messerschmidt og co. at indhente specielt mange af de tabte vælgere.

Det må være stærkt foruroligende for DF, at partiet stadig roder rundt et godt stykke under fem procent ifølge professor Kasper Møller Hansens vægtede snit af målinger.

Også fordi konkurrenterne i Nye Borgerlige er faldet fra hinanden oven på sager om intern splid og et kaotisk forsøg på at skifte ud på formandsposten.

Samtidig har Socialdemokratiet blødt flere end 150.000 vælgere siden valget – og det er kun lykkedes DF at samle en brøkdel af de utilfredse stemmer. 

Derfor er det heller ikke til at komme uden om, at Morten Messerschmidt som person kan udgøre et problem for partiet.

Han slog ellers alle danmarksrekorder og scorede en halv million stemmer til europaparlamentsvalget i 2014.

Messerschmidt er en fantastisk oratorisk begavelse, og det gav pote blandt vælgerne, at han i EU-valgkampen var skarp, flabet og arrogant. Sådan en type ville mange gerne sende til Bruxelles.

Men det er bare noget ganske andet, rollen som partiformand kræver. Vælgerne skal kunne identificere sig med ham, og han skal føre et liv, hvor de tror på, at han også forstår deres hverdag.

Her er Messerschmidt noget anderledes end de foregående DF-formand, Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl, der begge havde en meget folkelig stil.

Kristian Thulesen Dahl spiller old boys-fodbold i Thyregod. Messerschmidt drikker champagne, spiser østers og hører klassisk musik.

Hans levevis adskiller sig med andre ord rigtig meget fra den måde, DF-vælgerne lever på.

Og det er altid et problem, hvis man er meget anderledes, end det dominerende vælgersegment i ens parti.  

En blå profil passer ikke DF's vælgere

Da Morten Messerschmidt overtog formandsposten i Dansk Folkeparti, markerede han tydeligt, at der ikke ville være store ændringer i den politiske linje. Det var i udgangspunktet et rent personopgør mellem Messerschmidt og Thulesen; ikke et politisk opgør.

Men halvandet år efter – i august 2023 – præsenterede han alligevel et rimeligt drastisk kursskifte i Berlingske: DF skulle føre blå politik, og (top)skattelettelser var pludselig ikke noget, partiet var kategorisk imod.

Kigger man på partiets vælgere, er der en klar overvægt af ældre pensionister med ingen eller korte videregående uddannelser og beskedne indkomster. 

Og når man har undersøgt vælgernes syn på at lette på skatten i toppen, har de kronisk været imod.

Derfor passer en drejning mod borgerlig økonomisk politik simpelthen ikke med partiets vælgerprofil.

Samtidig afskærer en mere ren blå politik partiet fra de vælgere uden for det traditionelle borgerlige segment, det ellers har haft godt fat i over årene.

Det er vigtige vælgere, fordi de kan flyttes over midten. Men det bliver ganske enkelt svært for DF at indtage den gamle rolle, partiet har haft, ved at indskibe sig i en økonomisk politik, der ikke afviger særlig meget fra de andre borgerlige partier.

Derfor risikerer DF helt at miste sin eksistensberettigelse. 

DF er grundlæggende blevet et mindre interessant parti

Kigger man på, hvor mange vælgere fra henholdsvis Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige og Socialdemokratiet der ifølge Epinion har Dansk Folkeparti som andetvalg i dag, er det tydeligt, at der er sket en stor udvikling over de seneste to årtier:

Mens det nu er især Inger Støjberg og Pernille Vermunds støtter, der kunne overveje at gå over til Morten Messerschmidt, var virkeligheden engang en ganske anden. Her var det Socialdemokratiet (og Venstres) vælgere, som DF fristede.

Det afspejler for det første en spaltning på højrefløjen. Og så illustrerer det, at Dansk Folkeparti er blevet et meget mindre interessant parti. 

For i det samlede billede betyder det meget lidt for fordelingen af den politiske magt i Danmark, om vælgerne hopper rundt mellem DF, Danmarksdemokraterne eller Nye Borgerlige. Det er dybest set ret ligegyldigt.

Men det havde derimod en ekstremt stor betydning, dengang DF var i stand til at tage 15-20 procent af de socialdemokratiske vælgere.

I dag er det uhyggeligt få S-vælgere, der overvejer at stemme på partiet. 

Dermed risikerer Dansk Folkeparti endegyldigt at miste den evne, der gjorde partiet til en af de magtfulde spillere på Christiansborg i næsten 25 år.