Naser Khader: Selvfølgelig får vi sat navn og ansigt på døde israelere, mens ofrene i Gaza reduceres til tal

Er der én bærende søjle i demokratiet, der aldrig kan sættes spørgsmålstegn ved, er det, at et menneske betragtes som et autonomt individ og som sådant skal behandles med respekt og værdighed. Skrabes alle de mere udvendige lag ved demokratiet væk, kommer man uvægerligt ind til denne uomgængelige kerne. 

Uden respekt for enkeltindividet, intet demokrati. Så simpelt kan det siges. 

I et totalitært samfund eller ideologi er det stikmodsat. Her er mennesker per definition en grå masse og et værktøj for ideologien. 

Det betyder også, at man til enhver tid kan ”ofre” enkeltindividet på sagens alter, hvis det anses for påkrævet. Der findes ganske enkelt ikke nogen rød etisk linje, der siger ”stop” lige inden, man går i gang med at smadre andre mennesker for at nå i mål med sit ideologiske projekt.

Uden respekt for enkeltindividet, intet demokrati. Så simpelt kan det siges

Naser Khader
Writing fellow, tænketanken Middle East Forum, tidligere medlem af Folketinget (K)

Et spørgsmål om værdighed

Israel er et demokrati, og befolkningen kan stille politikerne til regnskab. Premierminister Netanyahu, der tidligere var Mr. Security, kritiseres hårdt for at svigte sit ansvar og for at have være uforberedt på Hamas' terrorbølge 7. oktober. 

Familierne til de israelske gidsler demonstrerer med skilte med navne og fotos af deres kære, og kræver mere handling.

Netanyahu kritiseres også for at tillade så mange civile ofre blandt palæstinenserne, selv i Israel og USA. Noget tyder på, at han lytter til kritikken. 

Selvfølgelig får vi sat ansigter og navne på gidsler og døde israelere. Vi har at gøre med et demokrati, hvor det enkelte menneske har betydning

Naser Khader
Writing fellow, tænketanken Middle East Forum, tidligere medlem af Folketinget (K)

I forrige weekend har han lovet at anvise flere sikre områder i det sydlige Gaza til de mange civile på flugt. Efter krigen følger et regnskab, der skal gøres op.

Behandlingen af de israelske gidsler i Gaza er for israelerne i høj grad et spørgsmål om værdighed. Man går langt for at få gidslerne frigivet i live, og hvis nogen dør, skal liget bringes hjem.

For nogle år siden lykkedes det Hamas at tage en israelsk soldat som gidsel, Gilad Shalit. Han endte med at blive frigivet til gengæld for flere hundrede palæstinensiske fanger.

Eli Cohen spionerede dygtigt for Israel i Syrien i 1960'erne. Men han blev afsløret med hjælp fra russerne, dømt til døden ved offentlig hængning og henrettet i Damaskus i 1965.

Eli Cohen blev begravet i Syrien, og lige siden har Israel og hans efterkommere kæmpet for at få hans jordiske rester udleveret. Det er et spørgsmål om værdighed. Sådan er det i et demokrati. Man kerer sig om sine borgere. 

De civile må klare sig selv

I et demokrati har mennesker en værdi i sig selv, også efter deres død – ikke kun som et nummer i rækken. 

Autoritære samfund og ideologier betragter ofte mennesker som en grå masse og et værktøj for ideologien. Borgerne har ingen værdi. De er primært til for statens/ideologiens skyld – ikke omvendt.  

Hamas føler ikke med nogen som helst enkeltindivider. De billeder, vi ser på tv-skærmene af skræmte, grædende mænd, kvinder og børn, er nøje udvalgt propagandamateriale

Naser Khader
Writing fellow, tænketanken Middle East Forum, tidligere medlem af Folketinget (K)

Hamas' ledere henviser gerne til, at kineserne mistede millioner af mennesker i deres frihedskamp. Det samme gjorde vietnameserne. Hamas er derfor parat til at ofre mange menneskeliv i kampen mod Israel. 

Hamas-lederne har også fastslået, at det omfattende tunnelsystem under Gaza er bygget til Allahs krigere; de civile må klare sig selv. 

Det er noget man har kalkuleret med. Jo flere civile, der bliver dræbt, jo større pres på det israelske demokrati.

Det siger alt om den kynisme, der præger totalitære ideologier. Man er ligeglad med det enkelte menneske og dets værdighed, uanset om det drejer sig om islamisme, kommunisme, nazisme eller fascisme. Man har ingen problemer med at ofre andres børn. 

Selvfølgelig får vi sat ansigter og navne på gidsler og døde israelere. Vi har at gøre med et demokrati, hvor det enkelte menneske har betydning, og hvor befolkningen kan stille deres folkevalgte til ansvar.

Hamas skal stå til regnskab

I Vesten demonstreres i stort tal i protest mod de mange civile ofre.

Hvornår har man sidst set en større, folkelig protest vendt mod Hamas’ terror? Og hvornår har man set palæstinensere udtale, at Hamas' lederskab skal stå til regnskab efter krigen?

Hamas føler ikke med nogen som helst enkeltindivider. De billeder, vi ser på tv-skærmene af skræmte, grædende mænd, kvinder og børn, er efter min overbevisning nøje udvalgt propagandamateriale, et dødsteater, der skal trykke på lige præcis den knap, som man ved skaber sympati hos de fleste demokrater: enkeltmenneskets lidelser. 

For Hamas er disse ofre blot kanonføde i den store ideologiske kamp. Præcis lige som alle de andre civile, man er parat til at holde frem foran sig som et skjold i kampen mod demokratiet, og mod alt hvad vores eget samfund står for og har kært. Til fordel for et totalitært samfund baseret på den mest brutale og undertrykkende ideologi af alle i nutiden: islamisme.