Jeg mødte terroristerne fra Hamas, da de var børn

Det var kort efter terrorangrebet i USA 11. september, og året forinden var den anden intifada begyndt, da den israelske politiker Ariel Sharon aflagde et kontroversielt besøg på Tempelbjerget i Jerusalem.

Det var med andre ord en periode, hvor man havde fornemmelsen af, at verden stod på kanten af en stor krig – og hvor alles øjne var rettet mod Mellemøsten. Nøjagtig som nu.

I dag er Khalis’ børn blevet voksne, og selv om jeg hverken har haft kontakt med ham eller bageren Khaled siden, kan jeg ikke lade være at tænke på, om de selv eller deres børn var blandt de terrorister, der 7. oktober gennemførte et blodigt og bestialsk angreb på Israel.

Mange børn går til fronten, fordi deres fædre ikke gør det

Eyad El Serraj
Psykiater i Gaza, 2001

Den aktuelle konflikt er nemlig i ekstremt grad historien om en bebudet krig. For allerede dengang, i 2001, var børnene faktisk mere aktive i kampen mod Israel end deres egne fædre.

I Gaza blev jeg hver eneste dag passet op på gaden af palæstinensiske børn, der stolt trak op i blusen eller buksebenet for at vise deres skudsår. Det var statussymboler, der viste, at de var blevet ramt af israelske kugler, når de havde kastet sten mod besættelsesmagtens soldater.

Fædrene lå på sofaen

Det var én af de mange ting, der undrede mig: Hvorfor udsatte børnene sig selv for livsfare ved at kaste sten mod soldaterne? Og hvor var deres fædre henne?

En fremtrædende psykiater i Gaza havde svaret:

"De ligger derhjemme og ser fjernsyn eller sover dagen væk. Ofte kan de ikke forsørge deres familier, og de er bange for at slås med israelerne, fordi de godt ved, hvem der er stærkest," sagde Eyad El Serraj – en internationalt anerkendt psykiater, der i mange år boede og arbejdede i Gaza.  

"Det er meget demoraliserende, og fædrenes status i Gaza har lidt enorm skade," sagde han.

Det var derfor, børnene kastede med sten, forklarede han:

"Mange børn går til fronten, fordi deres fædre ikke gør det. De gør det, faderen burde gøre, nemlig at forsvare familien," sagde han.

Eyad El Serraj havde også noteret sig en skræmmende udvikling, dengang i 2001:

I årene op til den palæstinensiske opstand havde mange børn identificeret sig med israelske soldater, fordi de så tydeligt viste styrke. Det havde ført til meget aggressive børn, fordi de følte skyld over at identificere sig med fjenden. Men nu var der sket noget nyt, noterede han:

De børn, der kaster med sten, er ikke lavet af sten. De er bange om natten

Eyad El Serraj
Psykiater i Gaza, 2001

"Under den nuværende intifada (i 2001, red.) identificerer børnene sig med selvmordersterrorister og martyrer. Børnene glorificerer kampen mod besættelsesmagten, og når de stolte fremviser deres skudsår, er det som beviser på, at de er med i den kamp," sagde han.

Børnene er bange om natten

Derfor advarede han om en generation, der ikke længere lyttede til deres fædre, fordi de ikke respekterede dem.

"Børnene tager initiativet og lever deres vrede ud gennem stenkast. De har slet ikke samme forhold til døden som vi voksne," sagde han.

Men er de slet ikke bange?

"Jo, i høj grad. De børn, der kaster med sten, er ikke lavet af sten. De er bange om natten. Det kan man se ved noget helt banalt som sengevæderi, der er meget udbredt, også blandt store børn. De forsøger at beskytte sig mod den frygt, de føler om natten, ved at være ekstra macho om dagen," sagde den palæstinensiske psykiater.

Hamas delte penge ud

Eyad El Serraj, der i øvrigt døde i 2013 på et hospital i Jerusalem, så ikke lyst på fremtiden dengang, jeg mødte ham i Gaza i 2001:

"Fremtiden ser ikke godt ud. Selv hvis der skulle blive fred, vil der være megen vold i vores samfund," sagde han.

Problemet var ikke kun konflikten med Israel, men også de interne konflikter mellem det daværende dybt korrumperede palæstinensiske selvstyre ledet af Yasser Arafat, og den stadigt mere magtfulde organisation Hamas.  

I byen Rafah besøgte jeg et af de kontorer, hvor Hamas uddelte nødhjælp til de lokale og i det hele taget udførte omfattende socialt arbejde.

I  er i gang med at invitere Taleban til Mellemøsten

Raji Sourani
Leder af Palæstinensisk Center for Menneskerettigheder, 2001

Indtil 2001 stod Hamas ikke på USA's liste over terrororganisationer. I begyndelsen blev organisationen også diskret støttet af Israel, fordi det kunne svække Arafats selvstyre.

"Vi har en meget høj troværdighed i lokalsamfundet, fordi folk stoler på, at de penge, vi modtager, også går videre til folk her," sagde en af de ansatte på kontoret.

På besøg hos Hamas-lederen 

Et andet sted i Gaza mødte jeg én af Hamas' grundlæggere, den lægeuddannede Abdul Aziz al-Rantisi, som på det tidspunkt var næstkommanderende i organisationen. Hans kontor lå i en anonym boligblok i Gaza By, fyldt med bevæbnede vagter.

Han lagde ikke skjul på, at han betragtede væbnet kamp som den eneste farbare vej for palæstinenserne.

Hvis de insisterer på at dræbe vores børn og angribe vores flygtningelejre. Hvordan skal vi så forsvare os?

Abdul Aziz al-Rantisi
Hamas-leder, Gaza, 2001

"Hvis de insisterer på at dræbe vores børn og angribe vores flygtningelejre. Hvordan skal vi så forsvare os? Selvmordsbomber får israelerne til at besinde sig et stykke tid," sagde han.

Hvad får Dem til at tro, at der findes en militær løsning på konflikten?

"Nu har forhandlingerne varet i ti år, og resultatet er blodsudgydelser, belejring og en fordobling af antallet af bosættelser. Vi har virkelig tabt meget på de ti år," sagde Rantisi og tilføjede:

"Vi har ikke noget valg."

Nogle få år senere blev han øverstkommanderende i Hamas, men efter mindre end et år på posten blev han dræbt, da en israelsk helikopter i 2004 fyrede et missil mod hans bil.  

De moderate stemmer fandtes

Andre steder i Gaza kunne man sagtens finde moderate stemmer, der advarede mod selvmordsbomber og andre former for terror.

"Der er ingen pointe i at tage til Tel Aviv og slå civile ihjel. Det vildleder det internationale samfund om, hvad der foregår her, og det skader vores sag" sagde for eksempel Gazas daværende ombudsmand, Haider Abdel Shafi.

En anden moderat stemme, lederen af Palæstinensisk Center for Menneskerettigheder, Raji Sourani, kritiserede EU for at lade konflikten køre helt af sporet.

"Jeg fatter ikke, at Vesten ikke lægger pres på Israel for at standse besættelsen, så palæstinenserne igen får andet end Hamas at tro på. I er i gang med at invitere Taliban til Mellemøsten," sagde Surani.

Den palæstinensiske børnelæge var enig. Han kritiserede også EU for at se gennem fingrene med alle problemerne i det palæstinensiske selvstyre.

"Det burde være en klar og ufravigelig betingelse for støtte til selvstyret, at det standser korruptionen og begynder at respektere menneskerettighederne," sagde han.

Gazas børn blev glemt

Den slags stemmer fyldte meget i aviserne dengang. Men omtrent samtidig havde USA netop indledt krigen i Afghanistan som reaktion på terrorangrebene 11. september. Og godt et år senere gik USA også ind i Irak.

Konflikten mellem Israel og palæstinenserne gled i baggrunden. Gaza gled i baggrunden. Gazas børn blev glemt. Men deres voldelige og udsigtsløse hverdag fortsatte.

Og den generation af børn, der stolt viste skudsår frem på gaden i 2001, er nu blevet de voksne, der nøjagtig som deres egne fædre kæmper mod en overmagt, de ikke kan slå.

Nogle af dem har sikkert resigneret, sådan som deres egne fædre gjorde. Men andre af børnene har holdt fast i den selvforståelse, som Hamas-lederen al-Rantisi delte med mig i Gaza By nogle år før, han blev dræbt.

7. oktober 2023 viste de hele verden, hvor farligt det er, når en hel generation af børn vokser op i utryghed og mister sin retningssans.