På spring til Folketinget: Peter Hummelgaard

BOBLERE: Peter Hummelgaard Thomsen er folketingskandidat for Socialdemokraterne. På Christiansborg vil han gå til stålet over for de borgerlige og de præmisser, der bliver lagt for den økonomiske politik. Vi har stillet ham fem spørgsmål.

Foto: Pressefoto
Lise-Lotte Skjoldan

Som ung meldte Peter Hummelgaard Thomsen sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) for at støtte op om Poul Nyrup Rasmussen i valgkampen i 2001.

Nu stiller den 32-årige socialdemokrat selv op til Folketinget i Københavns Storkreds, og han bliver vurderet som favorit til at tage et af de fire mandater, som Socialdemokraterne står til at få i landets hovedstad.

Vi har stillet Peter Hummelgaard fem spørgsmål om hans politiske engament.

Hvorfor blev du politisk aktiv?

"Jeg er vokset op i et kvarter, hvor langt de fleste er kortuddannede og lavtlønnede. Det var ikke alle, der havde det lige godt. Det var med til at gøre mig til socialdemokrat.

Op til valget i 2001 kunne jeg fornemme, at mange fra mit kvarter begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, om Poul Nyrup var den rigtige at stemme på. Jeg havde den helt modsatte opfattelse, nemlig at det kun var Socialdemokraterne, der kunne sikre det velfærdssamfund, som kunne hjælpe min egen familie og de mennesker, jeg boede ved siden af i boligblokken. Derfor meldte jeg mig ind i DSU for at være en del af 2001-valgkampen."

Hvem er dit politiske forbillede?

"Blandt danske politikere må jeg nok sige Poul Nyrup. Det var ham, jeg i sin tid meldte mig ind for at hjælpe. Jeg synes, han var en fremragende statsminister.

Men noget af det, der har været med til at vække mig ideologisk, har været seks år krise. Poul havde allerede inden finanskrisen forudset og advaret om nogle af de dårligdomme, der var i finanssektoren, som endte med at føre til det store krak. Også efterfølgende har han været fuldstændigt vedholdende i sin kritik af markedets fejl og mangler og den grådighed, der er."

Hvilken politisk modstander har du mest respekt for?

"Bertel Haarder er jo altid blevet nævnt som en del af den "sorte skole" i Venstre, men jeg kan godt lide, at man grundlæggende og igennem mange år arbejder på at trække sit parti derhen, hvor man synes, det hører hjemme. Jeg er selvfølgelig uenig i hans politik, men jeg har respekt for det, han er for sit parti og det, han vil med sit parti.

Jeg synes også, man må respektere ham for hans store kærlighed til folkestyret som ide og ånd. Han dyrker jo virkelig den folkelige inddragelse og den demokratiske debat gennem sine foredrag og i højskolelivet."

Hvor var du i går, da valget blev udskrevet?

"I de sekunder var jeg på vej hen for at hænge nogle plakater op. Jeg havde vurderet, at valget ville blive udskrevet, og derfor var hele mit kampagne-hold på vej hen for at hænge plakater op i lygtepælene, fordi vi skulle have de bedste først."

Hvad kan du bidrage med, hvis du bliver valgt ind i Folketinget?

"Jeg kan være en, der går til stålet over for de borgerlige og over for præmisser, der bliver lagt for den økonomiske debat. Jeg håber at kunne bidrage til, at vi i dansk politik kommer til de rigtige konklusioner oven på krisen, så vores samfund i højere grad bevæger sig i en mere lige, tryg og tillidsfuld retning end det, der har været tilfældet de sidste mange år."

Dokumentation

I valgkampen sætter Altinget fokus på nogle af de kandidater, der står på spring til at komme i Folketinget ved valget 18. juni. Peter Hummelgaard er den fjerde kandidat i rækken.

Læs de andre interviews her:

Mette Abildgaard (K)
Teis Volstrup (SF)
Morten Dahlin (V)


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00