SF: Organdonation er et personligt valg – ikke en samfundspligt

Skyldfølelse

Det er ganske vist et hårdtslående argument, at mennesker dør, mens de er på venteliste til et organ fra en borger, som ikke længere har brug for det – men som ikke lige fik taget stilling.

Jeg er da også helt enig med regeringen i, at det ikke er en løsning at gøre ingenting. Men argumentet tjener kun organmodtagerens sag – mens tvivlende donorer rammes af skyldfølelse, fordi de endnu ikke har taget stilling.

Og hvornår har skyld og skam nogensinde fremmet en bestemt stilling i svære etiske spørgsmål?

Vi skal både rumme hensynet til patienter, som mangler organer, og hensynet til organdonorer. Det tror jeg bedst vi gør med obligatorisk stillingtagen[LM1]  – som SF allerede har foreslået sammen med De konservative og Dansk Folkeparti.

Forslaget indebærer, at vi på udvalgte tidspunkter bliver bedt om at tage stilling. Det kan være, når vi får et pas, et kørekort, NemID eller blot på udvalgte tidspunkter med bestemte terminer.

Forslaget giver stadig mulighed for at ændre eller udsætte beslutningen – men forslaget sikrer først og fremmest, at vi kan regne med de svar, som den enkelte borger selv har givet. 

Ikke entydige erfaringer

Regeringen har i stedet foreslået en såkaldt blød model med formodet samtykke, hvor alle borgere i udgangspunktet er registreret som organdonorer.

I den bløde version er det forudsat, at vi selv skal bekræfte, at vi ønsker at være tilmeldt donorregistret. Gør vi ikke det, så vil det være pårørende, som skal træffe beslutningen – nøjagtigt som det sker i dag for de 70 procent, som ikke selv har taget stilling.

En række nabolande har allerede gjort sig nogle erfaringer med regeringens model. Erfaringerne er ikke entydige.

Modellen har i nogle tilfælde resulteret i flere bekræftede donorer. Men det er også en erfaring, at forholdsvist flere borgere ikke får bekræftet deres stilling, fordi de tænker, at det formodede samtykke er et gældende samtykke.

Det efterlader stadig flere pårørende med beslutningen, men uden viden om, hvad den pågældende faktisk selv mente om organdonation. Og så mangler vi svar på, hvordan vi tager hensyn til borgere, som ikke har pårørende – nøjagtigt, som det også er tilfældet i dag.

Et personligt valg frem for samfundspligt

Jeg tror på kampagner. Og uanset hvilken model man måtte vælge, så er der brug for oplysning til borgerne om organdonation, som også kan give bolden op til samtaler i familierne om, hvad vi hver især har af ønsker, hvis vi ikke længere selv kan svare for os.

Det er i familierne, at man sammen kan tage livtag med nogle af de bekymringer, som man måtte have – og sammen søge tilgængelige informationer.

Det er også nogle af de pointer, som førende eksperter på området peger på. For selv om det er lettere at slå op i en facitliste, så er det helt afgørende for opbakningen til organdonation, at vi aldrig går på kompromis med respekten for såvel den døende som de pårørende.

Det er i høj grad sundhedspersonalets integritet, som skal sikre den fortsatte opbakning til organdonation.

Etiske dilemmaer er også politiske dilemmaer, men de er først og fremmest følelsesmæssige dilemmaer og skal behandles som sådan.

Det gør vi ikke ved at ophøje bestemte politiske holdninger til lov. Vi gør det i stedet ved at række ud og bygge bro – både til tilhængere, tvivlere og til dem, som ikke ønsker at være organdonorer.

Og det gør vi bedst ved at respektere, at organdonation er et personligt valg – og ikke en samfundspligt.