René Christensen og Lars Løkke er et oplagt match

René Christensen røg ud af Folketinget ved valget i 2022 og skiftede kort efter til en karriere i det private erhvervsliv. Og nu altså til Moderaterne.

Skiftet er nu slet ikke så underligt, som det kan se ud ved første øjekast. René Christensen har selv gennem årene været rimeligt åben om, at Dansk Folkeparti i sin tid havde været et blandt flere partier, han havde overvejet, da han i sin tid blev kommunalpolitisk aktiv.

Skiftet er nu slet ikke så underligt, som det kan se ud ved første øjekast

Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Fhv. MF, fhv. økonomi- og indenrigsminister (LA)

Det kunne nok lige så vel have været blevet Venstre. I stedet endte det i Dansk Folkeparti, hvor han primært stod for finans- og fødevarepolitikken.

Fra min tid som økonomi- og indenrigsminister i VLAK-regeringen kan jeg bevidne, at Christensen sjældent var begejstret for Kristian Thulesen Dahls på grund af en lidet forhandlingsvenlig linje.

Tværtimod så han sig selv som en blå DF'er med en økonomisk politik, der ikke lå langt fra den, Venstre havde under Lars Løkke Rasmussen.

Ikke bare én gang har René Christensen og jeg fundet hinanden i en aftale, som Kristian Thulesen Dahl senere rev tæppet væk under, selvom der lå et klart forhandlingsmandat. Bare fordi han kunne.

Jeg har set frustrationen i René Christensens øjne over ikke at kunne få indflydelse. Og jeg forstod ham. For jeg havde det lige sådan. Men sådan var tiderne.

René Christensen nævner selv EU-politikken som en anden årsag til skiftet. Han har aldrig været decideret modstander af projektet, og han blev både overrasket og skuffet, da Kristian Thulesen Dahl strammede partiets profil under pres fra dele af partiet.

Og så nævner han kommunikationen, som er blevet mere spids. Især på de sociale medier.

Det læser jeg som en eufemisme for at udlændingepolitikken er drevet længere ud til højre end i det meste af Dansk Folkepartis levetid.

Ingen tvivl om, at René Christensen går ind for en stram udlændingepolitik. Men det gør Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne sådan set også. Hvem gør ikke det i dag?

Selv Martin Lidegaard har sagt, at udlændingepolitik ikke skal forhindre de radikale i at gå i regering.

På den måde har Dansk Folkeparti sejret ad helvede til. Men udlændingepolitikken har aldrig været hjerteblodet for René Christensen.

Jeg har kendt ham siden valget i 2005, hvor vi begge stillede op i den daværende Storstrøms Amtskreds. Han talte meget om at forbedre forholdene for almindelige mennesker i deres dagligdag. Nærmest kun om udlændinge, når han blev spurgt om det.

Ingen tvivl om, at René Christensen går ind for en stram udlændingepolitik. Men det gør Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne sådan set også. Hvem gør ikke det i dag?

Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Fhv. MF, fhv. økonomi- og indenrigsminister (LA)

Til gengæld har Dansk Folkeparti rykket sig siden Morten Messerschmidt overtog ledelsen og måske især efter optagelsen af to af Nye Borgerliges folketingsmedlemmer; Mikkel Bjørn og Mette Thiesen.

Sammen med europaparlamentariker Anders Vistisen bliver de mere og mere skarpe på de sociale medier.

De deler gerne videoer fra det yderste europæiske højre og fra mere eller mindre halvracistiske profiler. Ungarn forsvares, Trump forklares og der stilles tvivl om, hvor længe Ukrainestøtten kan bevares.

Ikke lige den udlændingepolitik René Christensen havde købt ind i.

Han vil hellere have indflydelse på politikken. Det siger han endda selv. Det fik man under Pia Kjærsgaard, det blev undermineret under Kristian Thulesen Dahl, men det er nærmest væk i Morten Messerschmidts kamp for at få en klar profil i en verden med et tocifret antal partier i Folketinget.

René Christensen og Lars Løkke Rasmussen er et glimrende match. Pragmatiske. Fleksible. Glade for indflydelse. Borgerlige, men ikke så meget, at det gør noget. En fjer i hatten for Løkke.

Skiftet viser, at seriøse politikere gerne vil sidde sammen med ham oppe ved voksenbordet. Mon ikke vi snart ser Christensen tilbage på Christiansborg?