Spørg om retsforbeholdet - Hvorfor kan samarbejdet om Europol ikke bare fortsætte som hidtil?

Spørgsmål fra Christian
En af grundene til, at vi skal stemme, er, at Europol-samarbejdet overgår til at være overstatsligt samarbejde og ikke mellemstatslig samarbejde.
Men hvad er forskellen?
Hvorfor kan eller vil EU og medlemsstaterne ikke fortsætte med det mellemstatslige?

Kære Christian

Mellemstatsligt samarbejde er den måde, som stater oftest arbejder sammen med hinanden på, for eksempel i FN eller andre internationale organisationer. Det foregår sådan, at et enkelt land kun er forpligtet af noget, hvis det selv har sagt ja til det.

Det er den måde, det meste af EU-samarbejdet foregik på i gamle dage, hvor et enkelt land kunne blokere for, at der blev vedtaget fælles regler.

EU adskiller sig fra andet internationalt politisk samarbejde ved, at det også har en overstatslig dimension. Forskellen er, at der i et overstatsligt samarbejder kan vedtages regler med direkte virkning i de enkelte lande – uanset om disse lande vil det eller ej - hvis der er et flertal blandt EU-lovgiverne for det. Ligesom EU-systemet på andre måder også kan gribe ind i staternes egenbestemmelse, for eksempel via EU-Domstolen og gennem den magt, vi har givet til Kommissionen.

Politisk ønske
Landene har valgt at gå fra det mellemstatslige samarbejde til mere overstatsligt samarbejde, fordi der har været et politisk ønske om et tættere og mere forpligtende samarbejde, hvor det ikke var muligt for ét land at holde alle de andre tilbage, og hvor man ikke altid blev nødt til at gå efter laveste fællesnævner.

Den overgang er sket glidende i løbet af EU’s historie og er gået hurtigt på nogle områder, som for eksempel landbrug, men langsomt på områder som for eksempel retspolitik - og virkelig langsomt på udenrigspolitikken, som stadig i grove træk foregår som samarbejde staterne imellem.

Hvad med Europol?
På retspolitikken specifikt har området udviklet sig, siden vi fik vores forbehold i 1993. På det tidspunkt foregik hele samarbejdet mellemstatsligt, hvilket betød, at Danmark godt kunne være med på trods af forbeholdet. Det har gradvist ændret sig, så først civil- og familieretten overgik til de almindelige EU-spilleregler, hvor hovedreglen er flertalsafgørelser. Siden Lissabon-traktaten trådte i kraft i 2009 gælder dette nu hele retsområdet - også politisamarbejdet.

Det er derfor ikke muligt at fortsætte på mellemstatsligt plan, når man opdaterer reglerne omkring Europol, sådan som man er i gang med nu. Og det er derfor, at Danmark står til at må træde ud af samarbejdet, hvis ikke der findes en anden politisk løsning, inden de nye regler træder i kraft.

Venlig hilsen 

Rikke Albrechtsen
Altingets EU-redaktør

Du kan også skrive til brevkassen. Send dit spørgsmål til [email protected].
Du kan læse svar på tidligere spørgsmål her og her