Statsforvaltningen: Holst fik ulovlig hjælp under valgkamp

UNDERKENDT: Det var ulovligt, da forhenværende regionsrådsformand Carl Holst fik hjælp fra en regionsansat til at føre valgkamp, lyder konklusionen fra Statsforvaltningen.

Foto: Linda Kastrup/Scanpix
Cecilie Gormsen

Carl Holsts brug af en kommunikationsmedarbejder i Region Syddanmark under folketingsvalgkampen i sommer var i strid med reglerne. Sådan lyder konklusionen fra Statsforvaltningen, der har gennemgået sagen, der var med til at koste Carl Holst posten som forsvarsminister.

Statsforvaltningen har undersøgt den tidligere regionsrådsformands brug af regionens medarbejdere. I afgørelsen står der, at det vurderes, at der blandt de opgaver, som kommunikationsmedarbejderen Christian Ingemann Nielsen varetog, ”i et større omfang er indgået bistand til førelse af valgkamp”.

”Det er Statsforvaltningens opfattelse, at en region ikke inden for lovgivningens rammer kan stille en medarbejder i regionen til rådighed for sådan bistand. Det er således Statsforvaltningens opfattelse, at den omhandlede bistand til førelse af valgkamp ligger uden for lovgivningens rammer, og at denne bistand således har været ulovlig,” skriver Statsforvaltningen i sin afgørelse.

Christian Ingemann Nielsen var ansat som kommunikationsmedarbejder i Region Syddanmark, men da Carl Holst blev udnævnt til forsvarsminister, fik Ingemann jobbet som særlig rådgiver. Herefter begyndte medierne at berette om, at Ingemann under valgkampen, hvor han var ansat i regionen, havde hjulpet til i Carl Holsts personlige folketingsvalgkamp som en personlig assistent.

Christian Ingemann har tidligere forklaret, at han kun brugte sin fritid til at føre valgkamp for Carl Holst. Men uanset hvad, vurderer Statsforvaltningen, at loven ikke blev overholdt.

Region Syddanmarks nye formand Stephanie Lose (V) forventer, at regionens forretningsudvalg og regionsrådet på mandag vil behandle Statsforvaltningens udtalelse.

”Jeg sætter nu udtalelsen på dagsordenen til møderne i forretningsudvalget og regionsrådet på mandag. Så forventer jeg, at medlemmerne er indstillede på at behandle den, selvom det er med kort varsel, så regionsrådet hurtigt kan beslutte, hvad der skal gøres. Nu vil jeg bruge weekenden på at læse redegørelsen grundigt igennem,” siger Stephanie Lose i en pressemeddelelse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carl Holst

Director, Influenter, højskolelærer, bestyrelsesformand, Idrættens Analyseinstitut, Videncenter for Folkeoplysning, Play the Game, Center for Grundtvigforskning, bestyrelsesmedlem i DigiRehab
lærer (Haderslev Statsseminarium 1996)

Stephanie Lose

Økonomiminister (V), næstformand for Venstre
cand.oecon. (Syddansk Uni. 2006)

0:000:00