Kommentar af 
Carl Valentin

Valentin: Jeg nægter at give Alternativet særbehandling i deres skattely-sag

REPLIK: Carl Valentin er på ingen måde ude på at ”trække Alternativets kommende valgkamp gennem sølet”, men han fastholder sin kritik af Alternativets manglende vilje til at rette op på det moralske problem i, at de modtager penge fra skattely.

VÅGN OP: Alternativet har sovet i etik-timen, hvis de ikke kan se problemet i at føre valgkamp for skattely-penge, mener Carl Valentin.
VÅGN OP: Alternativet har sovet i etik-timen, hvis de ikke kan se problemet i at føre valgkamp for skattely-penge, mener Carl Valentin.Foto: Polfoto/Philip Davali
Carl Valentin
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kandidat til Københavns borgerrepræsentation Bjarke Charlie Serritslev går hårdt til mig i sit seneste indlæg her hos Altinget. Han gør mig til repræsentant for den ”gamle politiske kultur”, kalder mit seneste indlæg om Alternativets skattely-sag en ”vendetta” og påstår sågar, at mit motiv skulle være at begå karaktermord og ”trække Alternativets kommende valgkamp gennem sølet”.

Desværre må jeg skuffe dig, Bjarke. De motiver, du tillægger mig, har ikke meget at gøre med min motivation for at stille jer til ansvar. Selvom jeg bestemt ikke er enig med Alternativet i alt, betragter jeg jer faktisk som et af de progressive partier i Folketinget, og jeg vil jer intet ondt. Men når I pludselig svigter de principper, jeg troede, I havde, så falder hammeren altså.

450.000 kr er blevet sendt til jer direkte fra fonde i skattely. Bare det i sig selv er kritisabelt. Men at I fortsat nægter at rette op på fejlen, er simpelthen uacceptabelt, og jeg ville svigte mine principper og mit mangeårige engagement i kampen mod skattely, hvis ikke jeg sagde fra.

Havde Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti gjort noget lignende, havde hele venstrefløjen været på nakken af dem, og I havde formentlig fundet det helt legitimt. Men nu, hvor det er Alternativets aktiviteter, der finansieres af en rigmand med fonde i skattely, så er sagen åbenbart en anden.

At påstå, at penge til lokaler ikke er penge til valgkamp giver ingen mening.

Carl Valentin

Jeg anklages for forsøg på karaktermord – altså en ondsindet og uberettiget ødelæggelse af en persons gode rygte. Men er det virkelig det, der er tale om?

I mit indlæg om Alternatives skattely-sag påpeger jeg, at en stor del af de penge, I har modtaget, er gået til Storkreds København – nærmere bestemt 150.000 kroner – og jeg stiller i den forbindelse jeres spidskandidat til Folketinget, Uffe Elbæk, og jeres spidskandidat til Borgerrepræsentationen, Niko Grünfeld, til ansvar.

Havde Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti gjort noget lignende, havde hele venstrefløjen været på nakken af dem.

Carl Valentin

Man kan meget vel mene, at det er træls for dem, at sagen skal ramme dem – men som kandidater, der kan forventes på den ene eller anden måde at få gavn af skattely-midlerne, synes jeg, det er retfærdigt at kræve, at de står til ansvar for deres handlinger. Og det gør man altså ikke ved blot af beklage fejlen, beholde pengene og herefter forvente, at sagen går i glemmebogen.

Bjarke Charlie giver os i sit indlæg en ny og interessant information: De 150.000 kroner er, så vidt han ved, blevet brugt til lokaleleje og altså, som han beskriver det, ikke til valgkamp. Der er to problemer ved den melding:

For det første har Bjarke selv erkendt, at disse lokaler også har været brugt i valgkampsregi. Man kan altså ikke skille de to ting ad. Gode lokaler er en central del af enhver stor partiforenings arbejde, og at påstå, at penge til lokaler ikke er penge til valgkamp, giver ingen mening. Hvis Alternativet har haft sin daglige gang i de lokaler, er der blevet holdt valgkampsrelaterede aktiviteter både før, under og efter valgkampen.

For det andet er det simpelthen for letkøbt at påstå, at pengene blot er gået til lokaleleje. Så længe pengene ikke var øremærkede, kan man jo påstå, at de er gået til hvad som helst – og så vælger man selvfølgelig det, hvor ingen politikere kommer til at stå til ansvar. Men sandheden er jo nok nærmere, at pengene blot er røget ind i partiets økonomi, og hvad de præcis er blevet brugt til, er svært at gøre rede for.

Bjarke Charlie skriver endvidere i sit indlæg, at man ikke kan bruge pengene to gange, og det har han selvfølgelig ret i. Men at det skulle betyde, at alle pengene er brugt, og at det ikke giver mening at stille Niko Grünfeld til ansvar i sagen, er ikke helt rigtigt.

For det første fordi man meget nemt kan sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt Alternativet ”for længst” har brugt pengene, som de påstår. Partiet havde nemlig ifølge deres egne regnskaber et overskud på 1.588.374 kroner i 2015 – det år, hvor de modtog pengene. Man kan således lige så vel argumentere for, at pengene blev sparet op.

Endvidere er der altså ingen tvivl om, at Niko Günfeld har en ret interessant rolle i den her sag – også selvom ingen medier, så vidt jeg er orienteret, har konfronteret ham med det endnu.

Niko er spidskandidat i den Storkreds, der har fået allerflest penge fra skattely-fonden. Derudover sad han i bestyrelsen, da de 150.000 kroner blev modtaget og har derfor med stor sandsynlighed været med til at godkende de regnskaber, hvor man modtog penge fra en fond i skattely. I øvrigt hed fonden ganske rigtigt ’Xi’an 2009 Fund’ og ikke ’KickAss Capital’, som jeg skrev i mit første indlæg. At jeg kom til at bytte om på navnene på to af Ditlev Bredahls skattely-fonde, skal jeg selvfølgelig beklage, men det ændrer ikke rigtig på substansen.

Sidst, men ikke mindst, påpeger Bjarke Charlie i sit indlæg, at Alternativet har ”fået forsikringer om”, at der er betalt skat af pengene. Og at ”hvis der ikke var betalt lovpligtig engelsk skat af pengene, så var de engelske skattemyndigheder gået ind i sagen”.

Heri har Bjarke helt ret, men han misser totalt pointen. Når vi på venstrefløjen foragter brug af skattely, så er det jo ikke, fordi det er ulovligt. Det er, fordi det er amoralsk og undergraver vores velfærdsmodel. At Alternativets pengemand har forsikret dem om, at der er betalt skat af bidragene, siger jo ikke noget om, hvilken skat der er betalt. Og når pengene kommer fra fonde i Luxembourg og Gibraltar, ser det mildest talt ikke ud, som om der er betalt en retfærdig andel af pengene til fællesskabet.

Hvordan Alternativet vil levere skattely-pengene tilbage, må de selv afgøre, men så længe de insisterer på at beholde dem, står de tilbage med et alvorligt troværdighedsproblem. Jeg står ved mine principper og stiller dem til ansvar, præcis som jeg ville have gjort ved et hvilket som helt andet politisk parti. Det kan de kalde ”gammel politisk kultur” lige så meget de vil, men hvis det er ny politisk kultur at få finansieret sit parti af rigmænd med fonde i skattely, så tror jeg nu egentlig, jeg fortrækker den gamle.

--------

Carl Valentin studerer samfundsfag og retorik på Københavns Universitet. Valentin er tidligere skribent på netmediet Modkraft.dk, og han betegner sig selv som en debatlysten socialist. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carl Valentin

MF (SF)
BA, samfundsfag (Københavns Uni. 2019)

0:000:00