Civilsamfundets ABC: J for Janteloven

Når folk er sociale, er de gode ved hinanden. Den opfattelse kan man hurtigt lytte sig til i debatter i og om det civile samfund.

At folk ikke nødvendigvis er gode ved hinanden, når de er sociale – det er Jantelovens budskab. Den handler om skyggesiden af mennesker som sociale dyr, om konformitetspres og social kontrol, men bruges ofte blot som en almen smædebetegnelse og forveksles ikke sjældent med helt almindelig misundelse, især over andres besiddelse og demonstrative fremvisning af materielle goder. Men hvis dansk-norske Aksel Sandemose (1988-1965) blot havde ment misundelse, var der jo ingen grund til at hitte på en helt ny betegnelse, som han gjorde i bogen En flyktning krysser sit spor, der udkom i 1933 på norsk og i 1938 på dansk.

Jantelovens 10 bud
Bogen – der altså ikke havde let ved at finde en dansk udgiver – kan selv ses som et brud på Janteloven, fordi den tillader sig at være en roman uden at følge de herskende normer for, hvordan en roman er skrevet og bygget op. Den form for afvigelse kan af andre opfattes som en kritik af de herskende normer og dermed som et indirekte, men stærkt udsagn om, at afvigeren bilder sig ind at være bedre – at vide bedre, at være klogere – end de andre. Og det må man ikke ifølge Janteloven, hvis ti bud, modelleret over Moseloven, i den danske udgave lyder: Du skal ikke tro at du er noget. Du skal ikke tro du er lige så meget som os. Du skal ikke tro du er klogere end os. Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os. Du skal ikke tro du ved mere end os. Du skal ikke tro du er mere end os. Du skal ikke tro at du duer til noget. Du skal ikke le ad os. Du skal ikke tro at nogen bryder sig om dig. Du skal ikke tro du kan lære os noget.

Den nordiske forsigtighed
Sandemose henslæbte en del af sin opvækst i Nykøbing Mors, som i bogen er omdøbt til Jante, hvor drengen Espen Arnakke oplever det pres fra omgivelserne, som er sammenfattet i Janteloven. Den er siden blevet gjort til genstand for stadige udlægninger, ikke blot på dansk og de andre nordiske sprog, men også for eksempel på vores nabosprog engelsk og tysk. Og det har sikkert ingen ende med udlægningerne og de forskellige tolkninger af, hvornår betegnelsen henholdsvis bruges og misbruges. Der er mange muligheder.     

Skal Jantelovsmentaliteten for eksempel ses som udtryk for en særligt dansk eller nordisk mentalitet, eller er den et langt mere generelt fænomen?

Gyldendals store danske encyklopædi knytter i en udlægning, præsenteret som antropologisk, mentaliteten til "en generel nordisk forsigtighed, når det gælder om at fremhæve sin egen eller prise andres lykke". Samme forsigtighed forbindes med krav om beskeden adfærd. Men handler Janteloven om fremvisning af lykke?

Janteloven er overalt
De fleste tolkninger ser Janteloven som udtryk for et krav om konformitet, og det er ikke ualmindeligt, at dette krav opfattes som særligt fremtrædende i det nordiske. Den underliggende ide er måske, at nordiske egalitære traditioner let lader sig pervertere, så de giver sig udslag i ensretning. Sandemoses egne forestillinger synes hverken at have givet det danske eller nordiske – eller for den sags skyld småbyer – monopol på Jantelovsmentalitet. Snarere mente han, at den kunne antræffes hvor som helst. Foreningsliv er næppe en undtagelse.

Afvigelse er tegn på blær
Man kan sige – dette er også en tolkning – at inden for Jantelovens rammer ses enhver præstation og livsytring, der afviger fra de gældende normer, som tegn på, at man vil blære sig og er en spradebasse.

Dette motiv findes i beskuernes øjne, og beskuerne er den normbærende flok, som udøver sidemands-disciplinering. Janteloven tillægger ikke denne flok andre motiver end et ønske om at holde afvigere nede.

Hos andre skribenter kan man finde forsøg på at begribe bevæggrunde for et sådant ønske. I sit værk om Masse og magt (1960, på dansk 1996) portrætterede for eksempel litteraten Elias Canetti (1905-1994 ) mennesker som angste dyr, der ikke mindst var bange for hinanden, og som længtes efter den totale sammensmeltning, der kunne opløse alle afstande, forskelle og former for gensidigt pres mellem mennesker ved, at individet simpelthen forsvandt i massen. Hvilket oplagt forhindres af den ikke-konforme eller 'eneren', som tydeligvis ikke er 'en af os' og ikke udviser fornøden loyalitet. Og som så ifølge Janteloven – ikke videre civiliseret – må hænges ud for at blive banket på plads og lære, at det ikke går an at vise, at noget kunne være anderledes end dét, som gøres og tænkes her og nu.

Janteloven er svær at holde nede
Fordi det hele foregår helt uformelt og uden, at der stilles direkte krav om lydighed – kravet om loyalitet drejer sig ikke om formelle herskere, men om de herskende normer – er det svært at svække Jantelovsmentalitet, hvis først den er blevet fremherskende.

Man kan forsøge sig med at udtrykke og sprede modvilje mod konformitetskrav, men det kan lykkes så godt, at det selv bliver til et konformitetskrav og en norm om normløshed, som det kan koste dyrt at afvige fra – ikke i form af bøder, men gennem udefrysning fra fællesskabet.

Se også: civilcourage