Civilsamfundets ABC: Ø for Øjeblikket

BOGSTAVELIGT TALT: Hvad er civilsamfundet? Anker Brink Lund og Gitte Meyer fra CBS Center for Civil Society Studies gennemgår civilsamfundet bogstav for bogstav. Vi er nået til Ø for Øjeblikket.

Et øjeblik tager, på linje med en håndevending, så kort tid, at det i praksis opleves som ingen tid. Et uvilkårligt glip med øjet – så kort tid varer et øjeblik.

Et øjeblik svarer til her og nu, uden fortid og uden fremtid. Der er hverken tid til at tænke frem eller tilbage, ja faktisk forbindes øjeblikket slet ikke med tækning, men alene med sansning, hvor man mærker verden omkring sig, frigjort fra spekulation og gustne overlæg.

Det gode liv
At leve i øjeblikket er et romantisk ideal. Det er knyttet til en hedonistisk forståelse af det gode liv som sanselig livsnydelse – nyde smagen af god mad, duften af blomster og nære venner, lun blæst der tager i håret, farver og musik – og til et idyllisk natursyn præget af længsel efter at blive som hjorten, der vejrer mod vinden, mens solen går ned.

Idealet om den rene og stærke sansning af et tanke- og formodet sorgløst her og nu er ikke egnet til torturofre, men passer til fremmedgjorte sjæle, der søger livsglæde som modgift til strenge krav om selvbeherskelse og disciplin knyttet til abstrakt, akademisk stræben efter universelle og evige sandheder.

Ude af tiden
Som alle modsætninger har øjeblikket og evigheden imidlertid noget grundlæggende til fælles: De er ude af tiden.

Der er ingen bevægelse i tiden og derfor heller ingen horisont, ingen perspektiver, ingen dynamik og ingen etik. Og derfor rimer dyrkelse af det øjeblikkelige og dyrkelse af det evige lige dårligt med ansvarlighed og er lige uegnede som idealer for praktisk, civil virksomhed. Hvilket der er grund til at påpege, fordi her og nu ofte sættes op som et livsnært, folkeligt og praktisk alternativ til det akademiske og abstrakte.

Det opblæste Øieblik
Søren Kierkegaard (1813-1855) kritiserede den anden vej, da han i midten af 1800-tallet gav dagspressen det glatte lag. Pressen var, gjorde han gældende, bundet til øjeblikket, som han kun havde foragt tilovers for.

Det knyttede an til marked og tankeløshed; det var indbegrebet af pøbelagtighedens tyranni. Koncentrationen om nuet var især skadelig, fordi den førte til forstørrelse af tilfældige begivenheder og således befordrede opmærksomhed om det ligegyldige:

"Overhovedet ligger det Onde i Dag-Pressen i, at den er saa aldeles beregnet paa at gjøre Øieblikket om muligt tusind eller titusindgange mere opblæst og vigtigt end det allerede er. Men al sædelig Opdragelse bestaaer først og fremmest i at afvænnes fra det Øieblikkelige," argumenterede Kierkegaard ifølge Dansk Mediehistorie.

Som enten-eller-menneske bekendte han sig i stedet til det universelle og evige, passende til religiøse sammenhænge, men uskikket som ramme om virksomhed som samfundsborger.

Monokel-tyranniet
En nutidig og højst ukonventionel kritik af relevans for øjebliksdyrkelsen er leveret af den britiske billedkunster David Hockney. Han har beskæftiget sig med, hvad han kalder det optiske blik, som blev dominerende i europæisk malerkunst fra midten af 1400-tallet og frem til det i midten af 1800-tallet blev muligt at fremstille fotografier.

Understøttet af spejle og linser benyttede billedkunstnere sig af det optiske blik, som kendetegner fotografiet, længe før det første fotografiapparat blev taget i brug.

På deres lærreder fastholdt de spejlbilleder, der gengav virkeligheden i to dimensioner, mens de gav køb på den tredje dimension, som øjemålet kunne have bidraget med.

Hockney ser det som en gradvis indførelse af en slags monokel-tyranni. Virkelighedsgengivelsen blev flad, fastfrosset i et eneste punkt i tid og sted med ét  eneste perspektiv på virkeligheden, og det kom til at påvirke virkelighedsforståelsen i bred forstand – også blandt billedkunstnere, der ikke brugte de optiske hjælpemidler – og langt ud over billedkunstens verden.

Efterhånden blev dette den autoriserede måde at se på, hvilket Hockney finder bekymrende. Han synes ikke, at virkeligheden ligner et fotografi. I virkeligheden er der bevægelse og mange perspektiver.

Det journalistiske snapshot
Den virkelighedsforståelse, som Hockney kritiserer, genfindes – Kierkegaard så ansatserne – i det journalistiske nyhedsbegreb, som har vundet frem på bekostning af det ældre aktualitetsbegreb, og som af og til karikeres gennem en omskrivning fra "nyhed" til "nuhed".

Nyheden, særligt i versionen Breaking News, er den journalistiske pendant til snapshottet. Begge er bundet til et her og nu uden bevægelsesmuligheder. Derfor kan de virke handlingslammende og tankehæmmende og har da også vist sig at fascinere – tryllebinde – mange.

Det kan få omfattende følger, hvis det bliver tidens løsen, at det øjeblikkeligt og tankeløst sansende dels er det eneste livsnære og praktiske alternativ til tør og livsfjern teoretiseren, dels er egnet til appeller til såkaldt almindelige mennesker – set som beslægtede med hjorten, der vejrer mod vinden og sat i modsætning til studerede folk, der antages at have styr på det universelle og evige. Det er der en hel del kommunikationsafdelinger, ikke mindst i foreningslivet, som godt lige kunne tænke over.

 
Se også: Handling og Zzz.

Forrige artikel Civilsamfundets ABC: Æ for Ævred