Civilt overblik: Asyl-sponsorer, en sveske og et slag for en god sag

UGEREVY: Der er kindheste, kendisser og kæmpeformuer i spil i ugens civile overblik. Og sågar kåringen af ugens citat. Det kan I ikke leve uden. (Vel?)

Var det noget at blive sponsor for en syrisk flygtning? De politiske partier er på ingen måde enige om brugbarheden af det forslag. 
Var det noget at blive sponsor for en syrisk flygtning? De politiske partier er på ingen måde enige om brugbarheden af det forslag. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Godmandag. Det er blevet oktober, og vi kan byde velkommen til et civilt overblik med flere milliarder, end vi nogensinde har været i nærheden af før. Det drejer sig om svimlende 12,3 milliarder kroner.

Men for at I ikke skal tro, at vi civile dydsmønstre lader os forblænde af ussel mammon, starter vi med noget helt andet. Nemlig et slag for en god sag.

 

Det drejer sig om den amerikanske tidligere topchef i medicinalfirmaerne Retrophin og Turing Pharmaceuticals, Martin Shkreli.

Sidste år blev han berømt for at hæve prisen på et HIV-præparat fra 90 til – og hold nu fast –knap 1500 kroner. Pr. tablet! Siden da er han – i en anden sammenhæng – blevet tiltalt for svindel med værdipapirer.

Nu giver Martin Skhreli alle, der måtte have et horn i siden på ham, mulighed for at hævne sig – i en god sags tjeneste. Alle, der donerer penge til hans afdøde vens søn, er med i en lodtrækning. Og vinderne får lov at slå ham eller måske alternativt give ham en olfert.

Det er The Guardian, der fortæller historien. Avisen skriver også, at ikke bare vinderen af lodtrækningen, men også den donor, der giver mest, får muligheden for at give den tidligere medicinalmand smæk.

I et udland lidt tættere på, nemlig Storbritannien, har en privatmand ved navn Marcus J. Ball crowdfundet mere end 1,2 millioner kroner til sit projekt #BrexitJustice. Pengene skal bruges til at sagsøge politikere, som løj eller vildledte befolkningen op til afstemningen om det britiske EU-medlemskab.

Marcus Ball har hyret det London-baserede advokatfirma Edmonds Marshall McMahon til at føre sagen, skriver Business Insider. Firmaets grundlægger har tidligere ført sager mod blandt andre Shell, Rolls Royce og Luton Lufthavn.

Bliv sponsor for en flygtning
I Canada kan private sponsere syriske flygtninge og bidrage økonomisk til opgaven med at få dem integreret. Og det bør Danmark tage ved lære af, mener generalsekretærerne for både Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp.

”Vi ser det som en mulighed for at hjælpe flere flygtninge, hvor det civile samfund tager en større del af ansvaret," siger Anders Ladekarl fra Røde Kors til Jyllands-Posten. Og Andreas Kamm tilføjer, at modellen sikrer en forpligtelse i lokalsamfund til at hjælpe med at integrere flygtninge.

Ideen bliver modtaget med åbne arme af Radikale og Alternativet, skriver avisen her, mens Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, mener, at ”forslaget er helt på månen.”

Og ideen får da heller ikke lutter rosende ord med på vejen fra Michael Böss, som er lektor ved Aarhus Universitet og ekspert i canadiske forhold. Han pointerer, at Canada og Danmark er meget forskellige samfund. Og derfor kan man ikke direkte overføre canadiske løsninger til Danmark.

Michael Böss mener dog, at der er meget inspiration at hente i det private engagement i Canada.

”Canadierne er klart bedre til at inddrage civilsamfundet, foreninger og enkeltpersoner i integrationsarbejdet, end vi er,” siger han til finans.dk.

En skål for millioner
Og nu vi er ved flygtninge: LEGO Fonden og den underliggende virksomhed er gået sammen med UNICEF om at skabe en lidt sjovere hverdag for 73.000 syriske flygtningebørn, som bor på 365 børnecentre i Jordan.

Ud over at sende DUPLO-klodser fra Billund til børnene i Jordan hjælper fonden, firmaet og FN med at træne de ansatte på flygtningecentrene i at stimulere børnene gennem leg.

”Det at lege er ikke bare for underholdningens skyld. Stadig mere forskning viser, at leg nedsætter angst og er grundlaget for mange af de kompetencer, man har brug for i vores meget omskiftelige verden, såsom kommunikation, samarbejde og kreativitet, ” siger programchef i LEGO Fonden Mirjam Schöning her.

Også andre giver en hånd til mennesker i knibe ude i verden. Da Røde Kors i går var på gaden for at samle ind, gav danskerne i alt 19,4 millioner kroner. Og det resultat var så overvældende, at organisationens præsident måtte gribe til flasken. 

 

 

Grus i velfærdsmaskineriet
”Vi vil skabe et ny velfærdssamfund 2.0, som involverer civilsamfundet på en helt ny måde,” proklamerede Alternativets formand, Uffe Elbæk, i et interview med Ugebrevet A4 i den forgangne uge.

Helt nyt er måske en tilsnigelse, for Alternativet har hentet inspirationen til det nye velfærdssamfund i tankegods fra det 19. århundrede – blandt andet andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen og den kunstneriske guldalder.

Uffe Elbæk mener, at investeringer i fællesskaber kan skabe en opblomstring af vores samfund. Og helt centralt i det står skabelsen af den fjerde sektor – en hybrid af det offentlige, markedet og nonprofit-sektoren. Det kan I læse mere om her.

Og Uffe Elbæk var ikke alene om at efterspørge store samfundsforandringer. Her på Altinget gik rigmanden Henrik Lind og den tidligere hjemløse Steffen Rasmussen i et dobbeltinterview til fælles frontalangreb på det sociale system i Danmark.

Vi får alt for lidt ud af de penge, vi bruger, og de svageste i vores samfund får ikke den hjælp, de har brug for, lød budskabet.

”Hvorfor er der nogen, der skal svare på de samme spørgsmål fra flere forskellige sagsbehandlere? Det giver jo ingen mening,” sagde Henrik Lind blandt andet og fortsatte:

”Det er spild af samfundsressourcer, som kunne have været brugt meget bedre på at stille spørgsmålet én gang og så bruge resten af tiden på at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til svaret.”

I kan læse hele interviewet her.

Skatten og svesken
Og her er måske en vej til at få mere ud af skattekronerne.

Kan I huske udbytteskandalen?

Den gik kort fortalt ud på, at såkaldte forretningsmænd opgav et udbytte, de aldrig havde haft, og fik refunderet skat, de aldrig havde betalt. Og på den måde flød ikke mindre end 12,3 milliarder kroner ud over Danmarks grænser.

Den hovedmistænkte i den misere er den britiske forretningsmand Sanjay Shah, som residerer i en luksusvilla på en kunstig ø i Dubai. Og der har han nu, som det fyrtårn han er, startet bloggen Iamsanjayshah.com, hvor han vil dele ud af sine erfaringer med forretning og filantropi.

Det sidste bygger på, at han blandt andet er gået til kamp mod autisme. Så hvad med at vi allesammen sender ham et brev, hvor vi fortæller ham, at der også er autister i Danmark, som kunne have god gavn af 12,3 milliarder skattekroner?

Og så til kåringen af Ugens citat.

Prisen går til PR-dronningen og dyredirektøren Signe Sehested Lund, som i et interview med Altinget udbrød:

“Men sveske, der er langt fra, hvad andre kan se, til hvad du selv føler!”

Bemærkningen faldt, da Altingets journalist pointerede, at hun ikke virkede som et omvandrende mindreværdskompleks. Og interviewet i sin helhed giver da også et indtryk, som er vandret ind i organisationsdanmark med en noget usædvanlig attitude, og som nu takker af med markante resultater på scoretavlen. Læs hele interviewet her.

Ugen, der kommer
Tirsdag åbner Folketinget, og torsdag er der åbningsdebat i Tinget.

Lørdag 8. oktober bruger Verdensbanken på at holde årsmøde i Washington, og herhjemme uddeles Kronprinsparrets Kulturpris og Kronsprinsparrets Sociale Pris ved et stort show i Musikteatret Holstebro. Det er fra klokken 21, og de af jer, der ikke lige er på Holstebrokanten, kan se showet live på DR1.

Fra Departementet for Runde Fødselsdage kan vi meddele, at direktør i Innovationsfonden Peter Høngaard Andersen i dag, mandag, fylder 60, og at det samme overgår rigsstatistiker og formand for Tænketanken DEA Jørgen Elmeskov søndag 9. oktober. Det er i øvrigt samme dag, den tidligere premierminister i Storbritannien, David Cameron, fylder 50. Så det er i orden at kippe med Union Jack.

Og hermed kom vi igennem de væsentligste begivenheder i civilsamfundet i ugen, der gik. 

Men lur os, om ikke der sker tilstrækkelig meget i den kommende uge til, at vi er tilbage på mandag. 

Pas på jer selv derude. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00