Kapitel 2: En skibsreder lægger kursen om

SAMMENSKUDSGILDET: Efter at have forhandlet 13 gidsler ud af kløerne på somaliske pirater går skibsrederen Per Gullestrup ind i Fair Fishing. Med sig bringer han et mindset fra toppen af dansk erhvervsliv. Det bliver en kursændring for den frivillige forening. Her er kapitel 2 i serien om "De Ukuelige"

ER DU IKKE KOMMET MED FRA STARTEN? LÆS FØRSTE KAPITEL AF DE UKUELIGE HER

 

Fredag 7. november 2008 begynder som alle andre. Men for Per Gullestrup skal dagen tage en højst uventet – og ubehagelig – drejning, der vil ændre hans liv fuldstændig.

Klokken halv ni parkerer den 53-årige skibsreder sin bil i kælderen under Clippers domicil i Nordhavnen og tager trappen op til sit kontor på tredje etage.

Dagen forløber som de fleste med møder og arbejde foran computeren. Men midt på eftermiddagen går alarmen. 20 minutter senere er Per Gullestrup klar over, at det er alvor.

I Adenbugten ud for Somalia, 6.000 kilometer væk, har den russiske kaptajn ombord på Clippers fragtskib CEC Future spottet en lille motorbåd, der nærmer sig i høj hast. Mændene er svært bevæbnede, og en granat, der passerer i lav højde over skibsdækket, bekræfter kaptajnens mistanke: Pirater er i færd med at kapre skibet.

Fra broen ser kaptajnen piraterne rette granatkasteren direkte mod styrehuset. Og han ved, der ikke kommer flere varselsskud. Kaptajnen slukker motoren og lader piraterne komme ombord. Det bliver starten på 71 lange døgn.

‘Goddag, mit navn er Mr. Ali’
Kald det karma eller et af tilværelsens små luner. Men præcis disse begivenheder ved Afrikas Horn skal ad snørklede veje føre til dannelsen af Fair Fishing. Den forening, Per Gullestrup fire år og nogle barske erfaringer senere bliver formand for.

CEC Future er ikke det første danske skib, der bliver kapret i somalisk farvand. Men hvor rederierne hidtil har valgt de stille døres politik, træffer Per Gullestrup efter en lang, tænksom weekend en kontroversiel beslutning: Pressen skal have om ikke fuld indsigt, så i hvert fald så mange oplysninger, som det er forsvarligt at give uden at sætte gidslernes sikkerhed over styr.

“Vi blev jo udsat for en kriminel handling, men vi stod alene med problemet. Så i weekenden tænkte jeg: ‘Det her kan ikke være rigtigt. Vi må gå offensivt ud og få noget omtale af det. Det er jo os, der er ofrene’,” fortæller Per Gullestrup.

Mandag 10. november kontakter piraternes forhandler Clipper med ordene ‘Goddag, mit navn er Mr. Ali. Jeg vil have syv millioner dollars’. Og pressen er beredt.

Over de følgende ti uger kan befolkningen, på nærmest daglig basis, følge udviklingen i gidseldramaet i Adenbugten.

 

Klik på lydfilen herover for at høre Per Gullestrup fortælle om forhandlingerne med de somaliske pirater. 

 

En af dem, der følger med, er journalisten Jakob Johannsen. Han er somalisk gift. Og hændelserne ved Afrikas Horn kryber ind under huden på ham. En aften i november tænker han en logisk og samtidig ganske banal tanke: Hvorfor fisker de somaliere ikke i stedet for at kapre skibe?

Det sætter han sig for at gøre noget ved.

”Vi har kun ideen og visionen”
Vi springer til efteråret 2011.

Jakob Johannsen har fået følgeskab af erhvervsmanden Claus Bindslev. Sammen med tre andre har de dannet Fair Fishing – en frivillig forening, der hviler på gode intentioner, masser af gåpåmod og absolut ingen penge.

Tanken er på dette tidspunkt at købe en udtjent fisketrawler, lægge den ud for Somalias kyst, lade den forsyne de lokale fiskere med is og aftage og forarbejde de fisk, de fanger.

Stifterne har holdt møder med ministre og embedsmænd. Og Rederiforeningen, som har problemet med pirater på nærmeste hold, har skrevet en støtteerklæring.

Alle kan se pointen i at opbygge et fiskeri, som giver de unge somaliere et alternativ til at plyndre skibe. Men velviljen til trods er Fair Fishing ikke kommet nogen vegne. De har end ikke været i Somalia.

“Vi er fem folk, der sidder i et mødelokale og ikke aner, hvad vi snakker om. Vi har tre-fire projektbeskrivelser og nogle powerpoint-slides med billeder på. Altså, vi har ingenting – ud over ideen og visionen,” fortæller Claus Bindslev.

Men det skal ændre sig igennem en af de små tilfældigheder, som Fair Fishings historie er så rig på.

I Boulder, Colorado sidder en milliardær, som allerede i 1970'erne tjente godt på udviklingen af et populært yoghurt-mærke. I årtiet efter fik han formuen til at yngle gennem nogle vellykkede ejendomshandler.

Marcel Arsenault er ikke bare en uhyre dygtig forretningsmand. Han er også en idealist, som er drevet af tanken om at forlade verden i en bedre stand, end han fandt den.

Derfor har han stiftet fonden Arsenault Family Foundation, hvis overordnede mål er at eliminere de grundlæggende årsager til krig. Et af de steder, Marcel Arsenault sætter ind, er i Somalia, hvor han vil forbedre de forhold, der fører til pirateri.

I efteråret 2011 får den amerikanske rigmand øje på den lille, danske forening.

En julegave fra Amerika
Det er Politiken, der skaber kontakten.

I researchen til en artikel om pirateri er avisen i kontakt med en af Marcel Arsenaults nærmeste ansatte. Han er dansker og hedder Jens Vestergaard Madsen. Og da journalisten nævner Fair Fishing, fatter han straks interesse for foreningen, der vil gøre pirater til fiskere.

Jens Vestergaard Madsen tager kontakt til Claus Bindslev. Og igennem efteråret hjælper han og et par kolleger Fair Fishing med at forfatte en ansøgning om penge til en researchtur til Somalia.

Men kravene fra Colorado er mere kradse, end danskerne kan kapere. Forud for et Skype-møde 9. december har Claus Bindslev modtaget en liste på ti detaljerede projektspørgsmål, som han ikke har noget godt svar på.

“Og da vi når til spørgsmål nummer fire, så siger jeg, at det er simpelthen så gode spørgsmål, men jeg kan ikke svare på dem: ‘Jeg aner ikke, hvad det er for en virkelighed, vi snakker om, så det er lidt kunstigt at sidde og svare på ti spørgsmål, som ikke har en skid med virkeligheden at gøre’,” fortæller Claus Bindslev.

Der bliver helt stille i den anden ende. Og i det øjeblik, hvor tiden går i slowmotion, når Claus Bindslev at tænke, at ansøgningen er tabt på gulvet. Men så lyder der en høj latter efterfulgt af ordene: “That’s totally in our founder’s mindset.”

Og 24. december 2011 går der 42.000 dollars ind på Fair Fishings konto.

 

Klik på lydfilen herover for at høre Claus Bindslev fortælle om Skype-mødet med Marcel Arsenaults folk. (Donationen var på 42.000 dollars, og ikke 50.000 dollars, som Claus Bindslev fortæller i klippet, red.).

 

Er der noget, Marcel Arsenault ikke kan fordrage, så er det søforklaringer, fortæller Jens Vestergaard Madsen.

“Hvis der er noget, ansøgerne ikke ved, så foretrækker han at få det at vide, så han kender risikoen. Så at de indrømmede deres svage sider var en klar fordel,” siger han.

De knap 240.000 kroner er den første private donation, foreningen modtager. Og det er i sandhed en kærkommen julegave. For pengene sætter de danske ildsjæle i stand til at rejse til Somalia og med egne øjne se, hvad det er, de har kastet sig ud i.

Marcel Arsenault siger til Altinget, at han så Fair Fishing som en mulighed for at skabe bæredygtige job i Somalia og dermed mindske risikoen for, at en endeløs række af unge mænd satte deres liv på spil for at blive pirater. 

"I 20 år havde verden ignoreret problemerne i Somalia og tilladt landet at gå i totalt forfald. Vi blev opmuntret af, at Fair Fishing var parat til at investere sine ressourcer i at genoplive fiskeriet i Somalia," siger Marcel Arsenault. 

 
 

Der skal gribes fat om ondets rod
Alt dette aner Per Gullestrup intet om.

Siden kapringen af CEC Future i november 2008 har skibsrederen haft sit at se til. I tiden efter kapringen bliver han mere og mere optaget af årsagerne til pirateri.

Først efter 71 nervepirrende døgn lykkedes det Per Gullestrup og hans kolleger i Clipper at få forhandlet besætningen fri. Hele vejen igennem var Per Gullestrup ansvarlig for alle beslutninger. Og i den sidste fase forhandlede han selv med piraterne.

Den 16. januar 2009 blev de 13 søfolk og skibet sat fri mod en løsesum på 1,7 millioner dollars, knap 9 millioner kroner, der blev kastet ned i faldskærm.

Det dramatiske forløb har sat mærker på ham.

”Det er klart, at man bliver påvirket af at træffe beslutninger, som kan have så alvorlige konsekvenser for andre mennesker. Det er jo 13 søfarende og deres familier, som er dybt ulykkelige, frustrerede og bange,” siger Per Gullestrup.

Per Gullestrup føler et behov for at gribe fat om ondets rod.

Gennem Rederiforeningen får han etableret støtte til et uddannelsesprogram, Red Barnet kører i Somalia.

”Jeg begyndte at interessere mig for årsagen til, at man kan have sådan en fuldstændig ukontrolleret forbryderentreprise kørende i årevis,” siger han:

”Og det er jo, fordi vi har en failed state, hvor der ikke er nogen officielle strukturer, der fungerer. Men når man laver forretning på land, for eksempel fiskefiletteringsfabrikker, og begynder at oparbejde en civilstruktur, så har man ikke længere råd til at have pirateri og kriminel aktivitet. Så vil man sætte ind overfor det,” siger Per Gullestrup.

Løsningerne på pirateriet ligger med andre ord ikke til søs, men til lands.

”Hvis du skal ændre noget i Somalia, så skal du ind og give folk et bedre liv. Så vil de ikke sætte livet på spil ved at stå til søs og angribe skibe,” siger Per Gullestrup.

Og det, pointerer han, leder automatisk videre til næste spørgsmål:

'Kan vi gøre noget?' Når det internationale samfund åbenbart ikke kan gøre ret meget, kunne vi så prøve at gøre noget på mikroniveau?'”

 

Ingen gang på jorden
I den følgende tid får skibsrederen den ene invitation efter den anden til at holde foredrag og dele sine erfaringer med pirateri. Og I foråret 2011 bliver han inviteret til Boulder, Colorado.

I samtalerne med den amerikanske filantrop hører Per Gullestrup første gang om Fair Fishing.

“Marcel Arsenault fortæller, at han er blevet kontaktet af nogle danskere, som ønskede at lave et fiskeriprojekt i Somalia, og spørger, om jeg har talt med dem,” fortæller Per Gullestrup.

Tilbage i Danmark kigger han nærmere på Fair Fishing og afviser i første omgang projektet. Det er for omfattende, og der er for mange usikkerhedsmomenter, vurderer Per Gullestrup.

“Fiskeriet på de kanter var så basalt. Jeg mente ikke, det havde nogen gang på jorden at starte så stort et projekt, hvor man skulle bruge så meget fisk i helt ukendte farvande. Det var i hvert fald ikke noget, jeg ville gå ind i,” siger han.

Men efter et par møder på Claus Bindslevs kontor ændrer han opfattelse. Og det bliver et vendepunkt for Fair Fishing.

Pengene skal ud, hvor de er blevet stjålet
I efteråret 2012 træder Per Gullestrup ind i Fair Fishing. Og fra første sekund fyger de ideologiske gnister om ørerne på ham.

Den vestjyske fisker, Kurt Berthelsen, er ikke synderlig imponeret over at have fået en velbjærget skibsreder med adresse i London som bestyrelsesformand. Fair Fishings fiskerifaglige ankermand har en lang historie på yderkanten af venstrefløjen. Og han giver Per Gullestrup en kontant modtagelse.

”Jeg fortalte Per, at jeg kun har én opgave: Og det er at hente hans penge og gøre brug af dem. De penge skal op af skufferne og ud, hvor de er blevet stjålet,” siger Kurt Berthelsen.

Per Gullestrup trækker på smilebåndet, da han bliver mindet om Kurt Berthelsens velkomstsvada.

”Det har jeg ikke noget problem med,” siger han.

”Det afgørende for mig er, at mine penge kommer ud at arbejde, fordi jeg frivilligt har valgt at lægge dem ind i Fair Fishing. De er ikke blevet konfiskeret via min skat og så brugt til et eller andet korrumperet projekt i Centralafrika.”

Per Gullestrup vil gerne hjælpe dem, der har mindre, end han har, understreger han. Men ikke ved at lægge sine penge i hænderne på en stat, der skal forvalte dem for ham.

”Jeg vil gerne have lov at bestemme hvor mine penge skal arbejde, og hvor jeg mener, de gør mest gavn,” siger Per Gullestrup.

Et ton fisk om dagen – hver dag
Den nye formand tilfører – udover kapital – primært to vigtige ting: Et tankesæt fra forretningsverdenen og et netværk, der rækker dybt ind i toppen af dansk erhvervsliv.

Begge dele kommer hurtigt i spil.

Det første, han gør, er at nedskalere det ambitiøse projekt.

”Fair Fishing opererede med et budget på otte millioner kroner. Og for en forretningsmand er det ikke mange penge. Men jeg tænkte, at det nok ville være svært at rejse otte millioner uden at have nogen track record,” fortæller Per Gullestrup.

Hans forslag er at lave det, der i forretningssprog hedder et proof of concept. Altså et konkret bevis på, at ideen ikke er helt håbløs.

”I stedet for at starte med at bygge en stor fabrik bygger vi et lille produktionsanlæg og viser, at det rent faktisk fungerer. Og så kan vi gå til Danida; så kan vi gå til EU. For nu har vi bevist, at vi kan, og vi har gjort det, vi sagde, vi ville gøre,” siger Per Gullestrup.

Fair Fishings proof of concept er en fiskeristation, der modtager og behandler et ton fisk om dagen – hver dag i en måned.

Et tilbud, der ikke er til at afslå
Men for at levere beviset skal der først stables en fiskeristation op. Og det kræver startkapital.

Per Gullestrup tager fat i Marcel Arsenault, Fair Fishings rige, amerikanske onkel, med et tilbud, ejendomsmagnaten ikke kan afslå.

”Jeg siger: 'Hør nu her, Arsenault, nu har jeg kastet mig ud i det her på din foranledning, men vi mangler altså nogle penge',” fortæller Per Gullestrup.

Og han fortsætter:

”'Jeg vil godt lægge nogle penge i det her, hvis du så vil matche de penge, jeg lægger, i forholdet to til en.' Og det var han med på.”

På den måde lander 150.000 dollars, en rund million kroner, i foreningens kasse.

 

 

Fem containere på 24 timer
Men penge alene gør det ikke.

Fair Fishing har lagt en plan om at bygge en fiskeristation. Og foreningen udfærdiger en indkøbsliste, der er Olsen Banden værdig: fem 40 fods containere, en generator, en ismaskine, kølekasser, net, liner og kroge samt knive, stålborde og beskyttelsesudstyr.

Brødrene Jørgen og Viggo Harboe donerer, over tre omgange, tilsammen en million kroner i sympati for projektet og ikke mindst, som Jørgen Harboe udtrykker det, fordi de to “gamle udviklingsnørder” Knud Vilby og Christian Balslev-Olesen er med i Fair Fishings bestyrelse.

“De borgede for kvaliteten. Jeg har stor tillid til deres judgment,” siger Jørgen Harboe.

Men brødrene er undtagelsen, der bekræfter reglen. Helt overordnet ræsonnerer Per Gullestrup, at det er omsonst at bede erhvervslivet om rede penge. Derimod vil virksomhederne lettere kunne afse brugt udstyr, de alligevel ikke anvender.

“Så jeg kontaktede Søren Skou i Mærsk og spurgte, om ikke han ville give os fem kølecontainere i god stand. Der gik ikke 24 timer, før jeg fik en besked: ‘Det vil vi gerne støtte. Hvor vil I have containerne?’” fortæller Per Gullestrup.

Søren Skou var på daværende tidspunkt administrerende direktør i Maersk Line. I dag er han administrerende direktør i hele A.P. Møller-Mærsk.

“Vi stod med det her piratproblem. Og en del af problemstillingen var, at piraterne ikke havde noget livsgrundlag og derfor var villige til at løbe de her helt sindssyge risici,” siger Søren Skou og fortsætter:

“Og det her var noget, hvor vi kunne støtte med ekspertise og med udstyr og få nogle ting til at ske meget hurtigt. Så da Per spurgte, var vi positive over for tanken med det samme.”

Samtidig bekræfter han Per Gullestrups analyse af donationsviljen hos virksomhederne.

“Som virksomhed vil vi jo helst bruge vores ekspertise og vores udstyr frem for bare at tage nogle penge op af lommen og betale til en eller anden organisation, som så måske gør noget fornuftigt med dem og måske ikke,” siger Søren Skou.

En fiskeristation tager form
Maersk Line er ikke de eneste, foreningen tager fat i. Fiskefabrikken Espersen på Bornholm donerer udstyr; Danish Crown leverer borde af rustfri stål, knive og beskyttelsesudstyr; og maskinforhandleren Pon Power forærer Fair Fishing en næsten ny dieselgenerator.

Selv fragt af udstyret til Somalia lykkes det at få rederierne PIL og United Arab Shipping til at levere uden beregning.

En maskine, der producerer flageis, må foreningen dog opgive at få doneret. I Danmark vil en brugt ismaskine koste 300.000 kroner. Men efter en ihærdig indsats på handelsplatformen Alibaba.com erhverver Per Gullestrup en helt ny maskine hos en leverandør i Kina for den halve pris.

 

 

Nu er alle punkter på Fair Fishings indkøbsliste krydset af. Og i løbet af foråret 2013 begynder opbygningen af en fiskeristation i havnebyen Berbera i Somaliland.

Lagt ned af khat
Samme forår er Fair Fishing igen i Somalia.

Per Gullestrup er med. Han bliver fløjet ind i dybeste hemmelighed. En dansk mangemillionær bakket op af et rederi, der allerede har bevist sin forhandlingsvilje, er immervæk et fristende jagttrofæ, hvad enten man er pirat, militant islamist eller bare almindelig kriminel.

Formålet er at forankre projektet og forklare de lokale, hvad der kommer til at ske. Derfor indkalder Fair Fishing til et møde for alle interesserede en eftermiddag klokken 14.

Claus Bindslev er til stede; Kurt Berthelsen er der; Per Gullestrup er klar til at tale til forsamlingen. Men ingen dukker op.

Den nationale yndlingssnack, rusmidlet khat, har på det tidspunkt af dagen lagt hovedparten af Berberas mandlige indbyggere på langs. Det er en vigtig lektion for foreningen.

Dagen efter afholder Fair Fishing et nyt møde. Denne gang klokken 8 om morgenen.

Vi er ikke som de andre
Der er en stribe vigtige budskaber, Fair Fishing gerne vil levere. Ikke mindst at foreningen ikke er som de bistandsorganisationer, fiskerne kender så godt.

”Vi starter ikke med at sende et eksperthold ned for at skrive en dyr rapport for så bagefter at afholde workshops og lave noget kapacitetsopbygning. Det er ikke sådan, vi opererer,” siger Per Gullestrup.

Fair Fishings mand på stedet, Kurt Berthelsen, holder en indledende tale for de cirka 50 fremmødte fiskere. Herefter taler Per Gullestrup til forsamlingen.

”Jeg sagde, at jeg bruger min egen tid og mine egne penge på det her. Og vi kommer, fordi vi ønsker at gøre en forskel. Og vi vil godt se jer i øjnene og fortælle, at hvis I spiller med, så leverer vi,” fortæller Per Gullestrup.

Den har fiskerne hørt før.

”Det her var måske workshop nummer 27 eller 28, de har været til. Og de var vant til, at efter det skete der ikke rigtig noget,” siger Per Gullestrup.

Det står klart, at hvis Fair Fishing skal nå nogen vegne, skal der skabes synlige resultater i en fart.

I Somalia dumper is ikke ned fra himlen
Et lige så vigtigt budskab er, at Fair Fishing vil opbygge faciliteter, som alle har adgang til på lige vilkår. Per Gullestrup forklarer tilgangen:

”Der er ingen, der får fordele. Ham, der kommer med 20 tons fisk, og fodfiskeren, der kommer med 10 kilo fisk, får samme betaling og betaler selv det samme for isen og for filettering. I er alle sammen ens,” siger han til de fremmødte fiskere.

Og så er der et punkt mere, et kardinalpunkt for Fair Fishing: Selv om foreningen er non-profit, skal fiskerne betale for de ydelser, de modtager.

'Det er ikke os, der kommer og giver jer tingene gratis,' siger Per Gullestrup til dem: 'I skal arbejde for det. I skal betale for det.'

Det har somalierne svært ved at forstå, fortæller Per Gullestrup.

”De sagde: 'Jamen, I er jo en ngo. Så det, I kommer med, må da være gratis.”

Men det punkt er ikke til forhandling.

”Hvis du ikke har ejerskab, så laver du ikke noget. Det har jeg en stærk tro på,” siger Per Gullestrup:

”Det nytter ikke noget, at vi giver dem tingene. De skal forstå, at der er en omkostning, og at isen ikke falder ned fra himmelen gratis. Derfor skal de betale.”

Fiskeristationen på havnen i Berbera, der udgøres af fem 40 fods containere. Foto: Fair Fishing

 

Et mål bliver nået
23. oktober 2013 er en stor dag i Berbera.

Et år efter at Fair Fishing blev enige om sit proof of concept, åbner fiskeristationen.

Over den nærmeste tid bliver 20 lokale folk ansat. Lønningerne bliver betalt af de fiskere, som bruger stationens faciliteter. Og markedsmekanismerne gør, hvad de plejer: Det stigende udbud af is betyder, at prisen i løbet af ganske kort tid falder til det halve. Samtidig mangedobles værdien af de fangede fisk fra en til fem-seks dollar pr. kilo.

”Så det var jo en kæmpe, kæmpe forbedring, vi kunne skabe hurtigt på det, der tæller i Somaliland og så mange andre steder i verden: Penge!” siger Claus Bindslev.

Der er imidlertid et stykke vej, til den nyåbnede fiskeristation har vist sit værd. I hele december det år passerer to tons fisk igennem stationen.

Men forbedrede fangstredskaber og Kurt Berthelsens ihærdige træning har sin virkning. Og i marts 2014 kommer der 30 tons fisk ind. Nu har Fair Fishing nået sit proof of concept.

Kassen er tom
Men alt er ikke ideel lykke.

For selvom omsætningen i Berbera er støt stigende, er det ikke nok til at finansiere driften af fiskeristationen. Lønningerne til de lokale folk, Kurt Berthelsen, som er i Somaliland halvdelen af året, og ikke mindst høje udgifter til elektricitet dræner kassen. Og de finansielle kilder tørrer langsomt ud.

Da sommeren nærmer sig, er kassen tom. Og Fair Fishing er nødt til at afskedige halvdelen af de lokale ansatte.

Dette er et kritisk tidspunkt i foreningens historie. Hvis ikke det lykkes at rejse kapital, må fiskeristationen lukke, endnu inden den har været i drift i et år.

Hjælpen kommer fra uventet kant. Den A.P. Møllerske Støttefond beslutter, ganske usædvanligt for fonden, at støtte projektet med tre millioner kroner.

Fair Fishing har klaret sig fri af de rev og skær, der truede den lille forening med forlis. I hvert fald for en stund.

 

KLIK HER FOR AT LÆSE NÆSTE KAPITEL I SERIEN

 

Forrige artikel Kapitel 1: Den naive mand og piraterne Kapitel 1: Den naive mand og piraterne Næste artikel Ekspert: Udlodningskroner lander ikke hos foreningerne Ekspert: Udlodningskroner lander ikke hos foreningerne
  • Anmeld

    Herdis Stjer · Dane-art

    Dette er et virkeligt eventyr

    Fantyastisk beretning, jeg er meget spændt på næste kapitel.