Epilog: »Vi har jo kun ét liv«

INTERVIEW: Hvad får en ganske almindelig erhvervsmand til at sætte sig selv og sine egne penge på spil i et udviklingsprojekt i et af verdens farligste lande? Et løfte til en døende mand har spillet en afgørende rolle for Claus Bindslevs livsvalg. Her er sidste kapitel i serien 'De Ukuelige'. 

ER DU IKKE KOMMET MED FRA STARTEN? KLIK HER FOR AT LÆSE KAPITEL 1 I SERIEN "DE UKUELIGE"

 

Det er fredag 9. september. Og Claus Bindslev har lige fået at vide, at han er et terrormål.

Den 49-årige erhvervsmand sidder på bagsædet af en sort firehjulstrækker, der kører i høj fart ad en hullet ørkenvej.

Få øjeblikke før han trådte ind i bilen, fik han en foruroligende opringning. En repræsentant for den danske ambassade i Somalia fortalte ham, at der er konkrete trusler om et terrorangreb mod det hotel, han lige har forladt. Og det hotel, han er på vej mod.

Mens han kigger ud ad vinduet på det støvede, gråbrune landskab, rammer spørgsmålene ham som lynnedslag på repeat.

'Hvorfor gør vi det her?' 'Hvorfor sidder jeg her så langt væk fra min familie, mine børn og mine venner?'

Det er spørgsmål, der er dukket op igen og igen over de seneste fem år – hver gang i en ny skikkelse, formet af den aktuelle kontekst. Men essensen er altid den samme: Hvorfor investere så meget, risikere så meget og tåle så megen modstand for at hjælpe nogle komplet fremmede i et krigshærget land 6.000 kilometer væk?

I et filosofisk perspektiv er det legemliggørelsen af Løgstrups etiske fordring og Kants kategoriske imperativ. Den moralske forpligtelse til at hjælpe sin næste og yde, hvad man kan, med de ressourcer, man nu har.

På et mere jordnært plan er det historien om et løfte. Til sig selv, sine nærmeste og sin omverden.

En frustreret idemager i Lyngby
I virkeligheden er det upræcist at tale om ét løfte. For der er snarere tale om en mosaik af løfter, eder og forpligtelser, der flyder sammen til en helhed. Men én begivenhed står i et helt særligt lys: mødet med et menneske ud over det sædvanlige tilbage i 2009.

”Jakob og jeg klikkede, første gang vi så hinanden. Han kom jo ind ad døren, to meter høj og 110 kilo, med et kæmpestort grin – et fantastisk varmt, givende menneske. Man kunne ikke andet end falde for ham,” siger Claus Bindslev.

Dengang var pirateriet ved Afrikas Horn på sit højeste. Det danske rederi Clipper havde kort forinden fået kapret skibet CEC Future og forhandlet i 71 dage med somaliske pirater om at få frigivet besætningen.

Og i Lyngby sad sejlsportsjournalisten Jakob Johannsen og råbte ad sit fjernsyn. Han var frustreret over den kriminelle industri, der var opstået i det lovløse Somalia, og de følger, pirateriet havde.

Mens andre overgav sig til magtesløsheden eller overlod sagen til højere magter, satte Jakob Johannsen sig for at sætte en stopper for piraternes virke. De skulle lære at fange fisk i stedet for skibe.

At få ideer var en af Jakob Johannsens store forcer. At organisere og lede projekter duede han derimod ikke til. Og det var han fuldt bevidst om. En fælles bekendt førte ham sammen med Claus Bindslev, hvis konsulentvirksomhed havde specialiseret sig i at knytte aktører sammen i alliancer, der skulle løse samfundsproblemer. Det møde blev skelsættende.

 

Et alternativ til pirateriet
Jakob Johannsens ide var – med Claus Bindslevs egne ord – verdens enkleste løsning på et af verdens største problemer i et af verdens sværeste lande.

Tanken var at købe en udtjent fisketrawler og lægge den ud for den somaliske kyst som en flydende fiskefabrik. Så kunne de somaliske fiskere sejle derud, sælge deres fisk og få is med tilbage. Muligheden for at få kølet og forarbejdet fiskene ville øge værdien betragteligt og dermed skabe et attraktivt alternativ til at kapre skibe.

Claus Bindslev anede intet om fiskeri og omtrent lige så lidt om udviklingsbistand. Derfor kontaktede han sin ven Knud Vilby, en journalist og nestor inden for bistandsarbejde. Efter at have hørt om projektet sagde han:

“Der er noget rørende enkelt over det. Jeg synes, vi skal prøve at gå videre med det.”

Claus Bindslev gik i gang med at skabe et koncept, som kunne bæres videre af nogle med forstand på udviklingsbistand. Overalt blev han mødt med velvilje. Alligevel blev konceptet ved med at vende tilbage til hans bord.

Og i marts 2012 stod Claus Bindslev så for første gang i havnebyen Berbera i det nordvestlige Somalia og kiggede ud over Adenbugten.
Hvad han så, var et hav fyldt med ressourcer, som ikke blev brugt.

”Der lå 12-13 små både og gyngede i vandet. Ingen tog ud og fiskede. Der var ingenting,” fortæller Claus Bindslev.

Tre måneder tidligere havde han stiftet foreningen Fair Fishing. Men det var først på den tur, han endegyldigt besluttede sig for at kaste sig ud i arbejdet med at opbygge et fiskerierhverv i Somalia.

”Jeg var jo grebet af visionen om at gøre pirater til fiskere. Det var en enkel ide, en enkel vision, som vi mangler på så mange områder i vores land og i vores liv, og den ville jeg egentlig gerne være ambassadør for,” siger Claus Bindslev.

Døden melder sin ankomst
Hjemme i Danmark havde tilværelsen taget hårdt på Jakob Johannsen.

I 2011 fik han konstateret kræft i bugspytkirtlen. Og nu gik det kun én vej. I april 2012 fik Jakob Johannsen en plads på Sankt Lukas Stiftelsens hospice i Gentofte.

Her – i den selvsamme bygning, som han kom til verden i – skulle han forlade denne jord. Men det skulle ikke gå stille for sig. Mens kræften åd hans indre op, blev han til stadighed mere optaget af ideen om at skabe et fiskeri i Somalia.

”Han begyndte at ringe til mig to-tre gange om dagen og ville snakke om projektet, mens han var på hospice,” fortæller Claus Bindslev.
En søndag ringede Jakob Johannsen og bad Claus Bindslev komme.

”På et tidspunkt gik jeg udenfor og snakkede med sygeplejersken. 'Hvor lang tid tror du, der er tilbage?' spurgte jeg. Og så sagde hun: 'Han holder ikke ugen ud.' Det snød mig, for han så mere frisk ud.”

Et løfte til en døende mand
Claus Bindslev gik tilbage på stuen og satte sig på Jakob Johannsens seng og fortalte ham, at han hadede nekrologer, fordi de altid kom for sent. Derfor skulle Jakob Johannsen have sin nekrolog, mens han stadig var i live.

”Jeg fortalte ham om den naivitet, jeg synes, han har bibragt verden, og hans begejstring og åbenhed. Om den gavmildhed, der havde den konsekvens, at han ikke selv havde ret mange penge. For jeg synes, det er vigtigt at anerkende, at folk gør noget, der også har en omkostning for dem selv,” siger Claus Bindslev.

Og til sidst afgav han det løfte, der har fulgt ham lige siden.

”Vi har aftalt, at vi vil prøve at få pirater til at blive fiskere,” sagde Claus Bindslev til den døende mand og fortsatte:

”Nu har jeg været dernede, og jeg har hilst på dem, og jeg kan se, at vi godt kan få det til at ske, så jeg vil gerne gøre det. Jeg lover, at jeg gør det.”

Jakob Johannsen sad et øjeblik med tårer i øjnene:

”Og så vendte han sig mod mig og sagde: 'Du kommer til at møde så mange pisseviskere og hundestejler og røvhuller. Men gi' dem et smil, og bare bliv ved, Claus. Det skal ikke være pisseviskeren, der vinder i denne her verden.'”

Dagen efter døde Jakob Johannsen. Men løftet levede videre.

 

 

Til kamp mod fordommene
I mellemtiden var Fair Fishing ved at finde sin form.

Flere folk var kommet til, og en fiskeristation var så småt under opbygning på havnen i Berbera.

Arbejdet foregik under ledelse af Kurt Berthelsen, en erfaren fisker fra Thyborøn, som tidligere havde drevet fiskeriprojekter ved Aralsøen og i Kap Verde.

Oprindeligt var han modvillig. Tanken om den flydende fiskefabrik betragtede han som det rene galimatias. Men han lod sig overtale til at tage med på foreningens rekognosceringstogt i Somalia. Og nu var han i Berbera hver anden måned – fire-fem uger ad gangen – og afgørende for, om Fair Fishing ville få succes med sit forehavende.

Allerede i den spædeste fase var to dansk-somaliere Mahad Aden og Said Hussein blevet tilknyttet foreningen. Og fra starten åbnede de døre på allerhøjeste niveau i Somaliland.

Claus Bindslev kom i kontakt med dem på et tidspunkt, hvor somaliere i den offentlige danske debat enten var pirater, islamister eller bare dovne samfundsnassere.

Mahad Aden og Said Hussein var initiativrige, veluddannede og kompetente. Det gjorde stort indtryk på Claus Bindslev.

”På det her tidspunkt var tonen omkring flygtninge og indvandrere stærkt fjendsk – og i særdeleshed mod folk fra Somalia. Og jeg kunne ikke holde ud at høre på den der hetz,” fortæller Claus Bindslev:

“Så da jeg mødte Mahad og Said, tænkte jeg, at uanset om vi nogensinde får trukket en fisk op af vandet, så laver jeg en forening, fordi jeg ville vise, at vi danskere godt kan arbejde sammen med dygtige somaliere om et fælles formål.”

Vi må ikke løbe hjem i hulen
Og nu befinder Claus Bindslev sig altså her, på bagsædet af en firehjulstrækker, 6.000 kilometer væk fra sine børn, med en diffus og samtidig meget konkret terrortrussel hængende over hovedet.

”Det er klart, at man er lidt udfordret, når man får at vide, at man er target. Og så tænker man: 'Hvorfor fanden gør jeg det her?'” siger Claus Bindslev.

I denne specifikke situation er svaret på spørgsmålet, at han nægter at bukke under for terrorisme. Han insisterer på at fortsætte til Berbera i stedet for at vende bilen. Han vil ud til fiskeristationen. Han vil tale med de lokale ansatte og fiskerne. Han vil vise, at Fair Fishing fortsætter.

Og det kan trusler fra en terrororganisation ikke lave om på.

”Vi er nødt til at stå imod. Vi er jo nødt til at sætte ting i gang, som på den lange bane giver noget mere fred,” siger Claus Bindslev og fortsætter:

”Vi må ikke blive bange og løbe hjem i hulen igen. Det ville være at give op over for de kræfter, der hele tiden prøver at smadre verden. Så denne gang var svaret på mit spørgsmål, at vi er nødt til – selv med bittesmå fiskestationer – at kæmpe for verdensfred og imod terrorisme.”

En forpligtelse til naiviteten
At danne et beskedent bolværk mod terrorisme er imidlertid ikke det fulde og hele svar på spørgsmålet.

Det forklarer ikke, hvorfor Claus Bindslev siden det første møde med Jakob Johannsen har brugt så mange timer, som han kunne have tilbragt sammen med sin familie. Hvorfor han har investeret flere hundrede tusinde kroner af sit firmas midler. Og hvorfor han i yderste fald sætter sit liv på spil.

En del af forklaringen skal findes i det løfte, han afgav til Jakob Johannsen.

”Jeg føler en forpligtelse på det personlige og menneskelige plan. Når man laver en aftale, så står man ved den. Man løber ikke fra aftalen, fordi den ene part dør. Man skal jo blive ved,” siger Claus Bindslev.

”Jakobs og min relation handler om en forpligtelse til naiviteten, til at fastholde at være generøs og givende – også når man ikke har en krone selv,” siger han med henvisning til Jakob Johannsens konstant skrøbelige økonomi.

”Jeg gjorde noget”
Men selv om løftet til den døende mand er centralt, er det kun en af trådene i det netværk af forpligtende begivenheder, der får Claus Bindslev til at blive ved. Med tiden er de relationer, der er opstået i gruppen omkring Fair Fishing, blevet en lige så vigtig drivkraft.

”Vi er jo forpligtede af hinanden,” siger Claus Bindslev.

”Når vi sender Kurt ud en måned ad gangen, og han laver den indsats, han gør dernede, så er vi andre jo forpligtede til at bakke op med den samme investering. Og når Said og Mahad sætter så meget på spil i forhold til deres relationer, så forpligter det os andre,” siger han.

Og så er der ikke mindst en forpligtelse over for den verden, vi er en del af.

”Hvis man kan være med til at gennemføre en lille forbedring i verden, fordi man har en ide, der er så enkel og logisk, at den skriger til himlen på at blive prøvet af, så føler jeg en pligt til at gøre det,” siger Claus Bindslev.

Måske, funderer han, har Jakob Johannsen været den nøgle, der åbnede en dør hos ham og fik ham til at tage et personligt ansvar – med de omkostninger, det nu indebærer.

”Ind imellem synes jeg, at jeg har været tæt på at ramme muren ret voldsomt,” siger Claus Bindslev og tilføjer:

”Men vi har kun ét liv og én mulighed. Og jeg vil gerne kunne se mig selv i øjnene og sige: Jeg gjorde noget.”

Forrige artikel Troels Lund ønsker mere frivilligt arbejde selv om det kan forlænge ledighed Troels Lund ønsker mere frivilligt arbejde selv om det kan forlænge ledighed Næste artikel Gøgl og gak i fællesskabets tjeneste Gøgl og gak i fællesskabets tjeneste
  • Anmeld

    Helle Høst

    Tak for føljetonen om Fair Fishing

    Det har været en oplevelse at følge tilblivelsen af fair Fishing. Tak til de modige mennesker som fulgte en ide og satte så mange kræfter og penge ind på at gøre verden til et lidt bedre sted.

  • Anmeld

    Herdis Stjer

    Det er jo et nutidigt eventyr

    Jeg håber det ender godt for alle implicerede parter. Jeg p.t. ikke i satnd til at gå selv og bliver kørt til behandlinger af Flextrafik, chauførerne er ofte Somalier, og vi har haft mange gode samtaler om Fair Fishing og Somalia. Om alle de store problemer klannerne skaber for der for folket som nu har været i krig i 20 år.
    Det ville være lykkeligt om dette projekt lykkedes i HELE Somalia, og måske andre fandt gode projekter dertil så landet kunne opnå stabilitet og fred. Ja det er naivt det jeg håber og skriver her med den første mand Jakob Johansen var også naiv, og han kom igennem sammen med andre gode folk, så det viser at det kan lykkes hvis man vil. Tak for beretningen.