Henrik Vad: Tryg skal drives som en kundeejet virksomhed

Af Henrik Vad
Kandidat til repræsentantskabet i Tryghedsgruppen

Nu er der valg til Tryghedsgruppens repræsentantskab i Region Hovedstaden. 70 kandidater stiller op for at kæmpe om de 21 pladser, hvor kunder med en forsikring i Tryg eller Alka kan stemme.

Vi kan alle glæde os over, at antallet af opstillede kandidater i år er blevet rekordstor. Og at Tryghedsgruppen er blevet aktiv med at støtte op om valget og som noget nyt med lige support til alle kandidater.

Der afvikles også en række valgmøder, hvor der endda lokkes med kendisser, mad og vin. Sådan var det ikke for få år siden.

Hvis ikke nogle forsikringskunder med Jørn Astrup Hansen i spidsen havde stillet op til kampvalg, ville der nok ikke have været noget som helst at stemme om i dag. Gennem sindrige juridiske manøvrer var det nemlig lykkedes bestyrelsen at opnå kontrollen over formuen, der i dag har en værdi på svimlende 40 milliarder kroner.

Bestyrelsen, der var selvsupplerende, havde forskanset sig bag sine 70 repræsentanter, den selv havde udpeget. Repræsentantskabet var degenereret til en hemmelig loge, og de havde tømt forsikringskundernes ejerskab af Tryghedsgruppen for ethvert reelt indhold.

Selvom alt nu ser ud til at ånde fred og ro i Tryghedsgruppen, så er det ikke den fulde skinbarlige sandhed. For jeg savner større transparens, åbenhed og medlemsdemokrati.

Henrik Vad
Kandidat til repræsentantskabet i Tryghedsgruppen

Det var kun lige i allersidste øjeblik, at det blev forhindret, at bestyrelsen og dens repræsentanter havde heldet med at fratage os kunder ejerskabet til Tryghedsgruppen.

Så kun takket være en kreds af uafhængige repræsentanter som aktive demokratiske drivkræfter har Tryghedsgruppen været tvunget til at åbne sin organisation, så alle og enhver bliver ordentligt bekendt med valget til repræsentantskabet, der jo vælger den magtfulde bestyrelse.

Den skinbarlige sandhed
Tidligere var der ikke nogen, der rigtigt vidste, hvordan valghandlingen foregik, og derfor var der heller ikke kampvalg. Det er der nu, for der er også rigtig mange penge på spil. Både i vores pengetank og i bestyrelsen.

Bestyrelsens honorarer er usædvanligt høje. Bare bestyrelsesformanden kan se frem til at hæve næsten to millioner kroner årligt til sig selv for indsatsen i Tryg-familien.

Uanset valgets resultat kan vi glæde os over, at det i de seneste år også er lykkedes at få gennemført rigtig mange positive ændringer i Tryghedsgruppen til gavn for medlemsdemokratiet og ejerskabet.

Lad mig blot nævne indførelsen af bonus, selvom jeg erkender, at ordningen kan gøres bedre, at det er blevet langt lettere at stille op som kandidat, og at det er lykkedes at få valgt andre end bestyrelsens egne kandidater ind i bestyrelsen.

Det sidste forsøger man desværre at stille hindringer i vejen for, ved at der jævnligt stilles forslag om ændring af valgmetoden. 

Selvom alt nu ser ud til at ånde fred og ro i Tryghedsgruppen, så er det ikke den fulde skinbarlige sandhed. Vi mangler fortsat at få gennemført mange ændringer, før Tryghedsgruppen kan kaldes en reel demokratisk medlemsejet virksomhed.

For jeg savner større transparens, åbenhed og medlemsdemokrati. Lad mig blot nævne, at forsikringskunderne (ejerne) og pressen fortsat nægtes adgang til repræsentantskabsmøderne.

At referaterne herfra holdes hemmelige for forsikringskunderne, at forsikringskunderne fortsat i kommunikationen opfattes og tiltales som medlemmer og ikke ejere af Tryghedsgruppen, at forsikringskunderne og varetagelsen af deres behov meget sjældent drøftes, og at bestyrelsen fortsat fastholder en øvre aldersgrænse på 70 år for repræsentantskabsmedlemmer.

Grænsen bør naturligvis ophæves, for det er åbenlyst aldersdiskriminerende over for den store gruppe af ældre forsikringskunder i Tryg og Alka.