Organisationschef: Store forandringsskred kommer sjældent fra en etableret organisation – se blot på #metoo 

Civilsamfundet har mistet slagkraft. Det er blevet vanskeligere og mere uigennemskueligt at finde ud af, hvordan man øver indflydelse.

For dem, som modtager offentlige midler, er det også blevet vanskeligere at finde ud af, hvordan man undgår at blive offer for politiske luner, samt at man fra den ene dag til den anden kan miste væsentlige dele af sin finansiering.

Løsningsideerne har været mange. Nogle har talt om behovet for et ministerium for civilsamfundet. Selv har jeg leget med ideen om en fælles organisering, som stod uden for systemet - altså civilsamfundets svar på Dansk Erhverv.

Der er dog minimum tre grundlæggende udfordringer ved ideen om en konstruktion i stil med Dansk Erhverv, der skal gælde for civilsamfundet, som gør, at jeg i dag ser en anden vej.

• Civilsamfundet er en skraldespandsbetegnelse
  Der findes ikke en entydig definition af civilsamfundet, for det rummer i princippet alt fra protestgruppen Men In Black til fagbevægelsen. Fra politisk hold har der ofte været en reduktion af civilsamfundet til den sociale sektor, eksempelvis manifesteret i frivilligrådet. Det er ekstremt vanskeligt at lave en samlet brancheorganisation for en sektor, der rummer så mange og forskelligartede interesser.
  
  
• Dem, der er størst og har flest penge, fylder mest
  De store organisationer præger billedet, men de små organisation driver afgørende, lokale forandringer og fællesskaber. De små har dog svært ved at finde både midler, tid og ørenlyd, når de er i rum med de store organisationer. De store er ofte mere optaget af, om de såkaldte “konkollegaer” kommer først til en bestemt finansiering. Det gør, at en brancheorganisation med stor sandsynlighed vil rumme primært dem, der i forvejen har lettest adgang til mikrofonen.
• Oligarkiets jernlov
  Den tyske sociolog Robert Michels formulerede hypotesen om oligarkiets jernlov. Den handler om, at med tiden vil sociale bevægelser, som eksempelvis flere politiske partier er startet som, blive til et fåmandsvælde på grund af professionalisering. Oligarkiets jernlov har også gjort sit indtog i civilsamfundet. For med øget professionalisering er vores forandringsmuskler på en række punkter blevet svagere.

Bevægelser kommer fra nye hjørner i samfundet

Vi længes efter større slagkraft og større forandringsmuskler – det er længslen under ideen om en brancheorganisation.

Men det er værd at huske på, at en af de seneste store forandringsskred, vores samfund har set, som MeToo-bevægelsen, ikke kom fra en etableret organisation.

Vi skal skabe organisationer, som består af stærke og forpligtende relationer.

Ruth Gøjsen
Organisationschef, DeltagerDanmark & Teknologirådet

Bevægelsen startede med et tweet fra den amerikanske sanger og skuespiller, Alyssa Milano, i 2017. I 2020 gjorde den for alvor sit indtog i Danmark, med Sofie Lindes tale til Zulu Comedy Galla.

MeToo har hverken fondsfinansering, en brancheorganisation eller en generalforsamling. Det kommer i form af en social bevægelse, som er uden formel struktur, der mobiliserer og organiserer stærke alliancer fra både organisationer og enkeltpersoner, som opnår en forandring, og så opløser sig igen.

Noget lignende sker på den grønne dagsorden, hvor journalist Iben Maria Zeuthen med en mail til DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, stiftede initiativet #rydfladenforklimaet, der også har en Instagram-profil. Spørgsmålet er, hvad vi kan lære af det?

Folkelig forankring samler mennesker

Hvis vi som sektor vil lykkes med at skabe forandringer, tror jeg ikke, det handler om at skabe større organer, som Christiansborg lytter til.

Men snarere om at skabe responsive og lederskabsrige organisationer, som har en stærk folkelig forankring i de sager og problemer, der optager os.

Det er organisationer, som består af stærke og forpligtende relationer, hvor den enkelte mærker og forstår vigtigheden af sin egen deltagelse og engagement for at lykkes med at skabe forandringer i både lille og stor skala.