Medforfatteransvar og konkurrencen om ære

Af Jens Morten Hansen
Statsgeolog, adj. professor og medlem af Forsknings- og Innovationsstyrelsens arbejdsgruppe for integritet i forskning

Det nye forslag til kodeks for forskning tydeliggør en regel om, at forfattere til videnskabelige artikler med flere forfattere har et vist medansvar for helheden, ikke kun for de dele, de selv har forfattet. Heri er Jens Ravnkilde ikke enig. Ravnkilde skriver blandt andet: ”Den nye kodeks betyder, at danske forskere risikerer at ifalde sanktioner, fordi de anses for at have udvist grov uagtsomhed ved at overse, at en medforfatter overtrådte en regel, som ingen nogensinde har hørt om.”

Medforfatteransvaret
Jeg forstår godt Ravnkildes betragtning – for eksempel i relation til UVVU’s konkrete vurdering af Bente Klarlunds medforfatterskab af artikler sammen med Milena Penkowa. Jeg ville ikke have dømt Bente Klarlund for ’grov uagtsomhed’, fordi praksis for medforfatterskab hidtil har været uklar, og fordi praksis i de senere år har udviklet sig i stadig mere uklar retning. Som jeg omtalte i mit indlæg i Altinget 4. december, har Klarlund kun gjort noget, som mange andre – og stadig flere - prominente forskere også gør, men nødigt erkender offentligt. Klarlunds uheld har primært været at have en uhæderlig samarbejdspartner, hvilket hun jo ikke kunne vide, inden Penkowa blev afsløret. Det er naturligvis ’uagtsomt’, men næppe ’groft’ (dvs. uredeligt efter UVVU’s definition), når man tager status og ikke mindst den almindelige udvikling i betragtning.

Snarere er der tale om den om-sig-gribende ’almindelige uagtsomhed’, som de fleste flittige forskere med 20-30 artikler om året dårligt kan undgå at blive ofre for i tidens umanerlige jag efter flotte CV’er, forskningsmidler og faste ansættelser.

Der tale om den om-sig-gribende ’almindelige uagtsomhed’, som de fleste flittige forskere med 20-30 artikler om året dårligt kan undgå at blive ofre for i tidens umanerlige jag efter flotte CV’er, forskningsmidler og faste ansættelser.

Jens Morten Hansen
Medlem af Forsknings- og Innovationsstyrelsens arbejdsgruppe for integritet i forskning

Normalt kan medforfattere undgå et sådant medansvar for medforfatteres arbejde ved at give tidsskriftet en beskrivelse af, hvem der har lavet hvad af det indleverede manuskript. En sådan praksis er det almindeligste nu til dags, når artiklen har mere end én forfatter. Men det undlades i mange tilfælde, når forfatterne finder det uoverskueligt eller ikke kan blive enige om at specificere indsats og ære. Det gælder blandt andet en del partikelfysikeres artikler fra CERN, hvor man kan opleve latterligt lange forfatterlister, der måske endda fylder mere end selve artiklen. I sådanne tilfælde bør der enten være én forfatter, der påtager sig det samlede ansvar, eller en detaljeret beskrivelse af, hvem der har lavet hvad.

Konkurrencen om ære, penge og stillinger
Den nye kodeks forsøger at gøre op hermed. Hvis man i fremtiden vil være medforfatter på noget, skal man i det mindste have læst manuskriptet, accepteret datamateriale og metoder, sat sig ind i om disse præmisser er fulgt og – ikke mindst – selv have bidraget med et eller andet ud over at figurere på forfatterlisten.

Hidtil har man næppe burdet kunne tolke uredelighedsreglen om ’grov uagtsomhed’ så skarpt, men jeg synes, det bør være sådan i fremtiden i den almindelige vejledning af forskerne (for eksempel via kodeksen), mens man burde se mere præcist på samtidens praksis ved anklager om decideret uredelighed. Der kan være meget stor forskel på, om en forfatter er på kanten af, hvad vi i fremtiden bør forstå som god praksis, eller om forfatteren forbryder sig mod reglerne om decideret uredelighed (det vil sige data-fabrikation, udeladelse af vigtige data, falsk angivelse af forfatterrolle med mere).

Endvidere bør sanktionerne være proportionale med forseelsens karakter. Endelige domme for decideret uredelighed vil givetvis være ødelæggende for den pågældende forskers erhvervsmuligheder og anseelse, mens handlinger på kanten af eller ud over kodeksens beskrivelse af sædvanlig god praksis kan variere fra det ligegyldige eller bagatelagtige til det uacceptable.

Men det uacceptable - for eksempel de i forskerkredse almindeligt forekommende kampe om forskningsmidlernes anvendelse, overdreven påtagelse af æren for en opdagelse, intrigemageri, mobning af anderledes tænkende og bagtalelse af konkurrenter - er ikke nødvendigvis uredeligt. Det er naturligvis skadeligt for samarbejdsklimaet, når forskere bekriger hinanden, men ikke nødvendigvis for videnskaben. Den slags skal ikke håndteres af kodeksen eller UVVU, men af arbejdspladsens ledelse, samarbejdsudvalg, personalepolitik og lignende.