Den lokaldemokratiske udsultning

Af Jens Jonatan Steen
Analysechef i Cevea 

I slipstrømmen på de vedvarende globale kriser, som har gået under navne som finanskrise, klimakrise, investeringskrise, fødevarekrise og tillidskrise, så er svaret flere stedet blevet udråbt til at handle om styrket nærdemokrati og målrettet lokalisme. 

Men sådan synes det ikke at være herhjemme, hvor jerngrebet om kommunernes økonomi strammes, overenskomstforhandlinger centraliseres, statskontrollen forøges, og det lokale demokrati udsultes. Det virker således som et overraskende faktum, at antallet af kommunalpolitikere næsten er halveret efter kommunalreformen - alt imens politikernes arbejdsbyrde kun er steget.

For 40 år siden var der mere end 10.000 kommunalpolitikere i Danmark, men allerede efter kommunalreformen i 1970 var tallet faldet til ca. 4.700. Og efter den seneste reform i 2007 har antallet igen taget et gevaldigt dyk til ca. 2.500 - et fald på 47 pct.

Hvis man omregner det til en slags kommunalpolitiker-ratio, så betyder det, at antallet af kommunalpolitikere pr. 10.000 borger i dag er 4,5, mens det i 1962 var på 24,9.

Det beskriver allerede et drastisk indhug i vores nærdemokrati - et stærkt forkrøblet, udsultet og skindødt lokalt selvstyre.

Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected]

Jens Jonatan Steen
Analysechef, Cevea

Nærdemokratiet lider
Og den dårlige nyhed er, at udviklingen desværre fortsætter: Ved sidste kommunalvalg i 2009 besluttede 14 byråd at skære yderligere på antallet af politikere, mens mindst seks kommuner har besluttet at gøre det ved årets kommunalvalg.

Og samtidig med at kommunerne sparer på lokalpolitikere og velfærdsmedarbejdere, så synes kosten helt anderledes at være opfedende og potent for djøferne ude i kommunerne. Her har stigningen i antallet nemlig været 118 pct. i perioden fra 2001-2011. Hvorfor djøf-bureaukraterne altså har vundet massiv indflydelse på antallet af opgaver og antallet af medarbejdere.

Reduktionen i antallet af lokalpolitikere fremlægges som en effektivisering og dermed en positiv udvikling. Men bagsiden af medaljen er, at nærdemokratiet lider. Når der bliver færre lokalpolitikere til at løfte en voksende arbejdsbyrde, er den uundgåelige konsekvens, at der skæres på den direkte kontakt med borgerne.

500 sider lang dagsorden
Og det er bestemt ikke tom snak, når de tilbageværende kommunalpolitikere klager over den voksende arbejdsbyrde.

Undersøgelser fra DJØF og AKF har vist, at kommunalpolitikerne føler, at de har mistet indflydelse til politikerne og embedsmænd på Slotsholmen, og at tre ud af fire kommunalpolitikere mener, at arbejdsbyrden er steget, samt at opgaverne er blevet mere komplekse.

Et eksempel fra Aarhus Kommune illustrerer problematikken: Her er dagsordenerne til byrådsmøder typisk omkring 500 sider lange. At drukne fritidspolitikerne i den mængde bureaukrati er dog ikke uden omkostninger, hvorfor hver fjerde byrådspolitiker i en undersøgelse fra Nyhedsmagasinet Danske Kommuner svarede, at de havde truffet beslutninger uden at have forstået sagsfremstillingen.

På vej mod politikerlede
Der er ingen tvivl om, at disse alarmerende faresignaler skal tages alvorligt, ligesom vi generelt har brug for at afsøge potentialet i udvidet lokaldemokratisk inddragelse. En politik, der alene bliver styret og dikteret oppefra, bliver for det første illegitim og for det andet blind over for den resterende befolknings problemer. Det er den direkte vej til politikerlede og larmende apati, samt øget sandsynlighed for medvind til højrepopulisterne.

10.000 kr.-spørgsmålet er således, hvad alternativet er, og hvordan vi - modsat den nuværende udvikling herhjemme - kan styrke inddragelsen af borgerne i nærdemokratiet? Her kunne man med fordel skæve til erfaringer fra udlandet, som ville være oplagt skyts til indlæg i den kommende kommunalvalgkamp.

I Canada har man arbejdet med såkaldte 'borgerrådspaneler' eller 'civic lotteries', bestående af frivillige lokale borgere, der får medansvar for at udforme prioriteringer og finansieringsplaner indenfor deres lokalområde. Et sådant 'borgerråd' var eksempelvis med til at udforme en 3-årig sundhedsplan i et lokalområde uden for Toronto.

Ambitiøse englændere
Med 'The Localism Act 2011' er man i England gået endnu mere ambitiøst til værks. Her har man satset stærkt på at give borgerne mere indflydelse igennem frivillige og lokale foreninger og mere indflydelse til de lokale styrer. Borgere, skoler, fagforeninger, kirker osv. er under overskriften lokalisme gået sammen for bl.a. at advokere for en højere fælles mindsteløn i nærområder, for ordentlige boligforhold i byens mest udsatte kvarterer og mod lånehajer, som tager skyhøje renter. Lokale problemer bliver altså mødt med lokale løsninger, som borgerne selv skaber og formulerer sammen med lokalpolitikerne.

Begge eksempler viser, at man fører en politik, som tager afsæt i borgernes prioriteringer, øger deres medejerskab og påvirker borgerne til at stille mere realistiske krav. Derudover vil en aktiv inddragelse give borgerne en bedre forståelse af deres lokalpolitikeres arbejde og derved formentlig føre til mere tillid og opbakning til lokalpolitikerne. Det alternative mål for kommunalvalgåret kunne således være en udfoldelse af visionen om 'DeltagerDanmark'.

Det afsluttende spørgsmål er, om vi virkelig er villige til at løbe risikoen ved at reducere borgernes medindflydelse. Mindre inddragelse og svækket tillid vil have store omkostninger, når vigtige beslutninger skal træffes i de kommende år.