Ny aftale: Regionerne får et lille løft

ØKONOMI: Regionernes økonomiaftale med regeringen for 2017 betyder et mindre løft i bevillingerne til sundhedsområdet end i sidste års aftale. Regionerne får dog igen i år rekordmange penge til bygninger og behandlingsudstyr.  

Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Regionerne skal levere flere behandlinger og undersøgelser af patienter. Men regionerne får ikke samme løft i bevillingerne som i 2016. Det står klart med den nye økonomiaftale mellem regeringen og regionerne for 2017.

Både finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) og sundhedsminister Sophie Løhde (V) betonede ved fremlæggelsen af aftalen i Finansministeriet, at det ikke er en guldrandet aftale, der er indgået med regionerne.

Dog skal det ses i lyset af sidste års aftale, understregede sundhedsministeren.

”Det er en aftale, som bygger oven på det store løft sidste år på 2,4 milliarder,” sagde Sophie Løhde. Ved økonomiforhandlingerne i 2016 fik regionerne 1,1 milliarder kroner til sundhed. Et tal, der blev øget til 2,4 milliarder kroner ved finanslovsforhandlingerne i 2016.

Fakta
Fakta om økonomiaftalen 2017
Med økonomiaftalen er regeringen og Danske Regioner blandt andet enige om følgende: 
  • Øget sygehuskapacitet til udredning og behandling 
    Patenternes rettigheder styrkes, så alle, der henvises til et sygehus, per 1. oktober 2016 får en 30 dages udrednings- og behandlingsret. For at sikre patienterne hurtig udredning og sygehusbehandling er der afsat 300 millioner kroner i 2016 og 450 millioner kroner i 2017 og i årene frem til øget kapacitet. 
     
  • Styrket indsats for ældre medicinske patienter 
    Som led i handlingsplanen for den ældre medicinske patient tilføres regionerne 15 millioner kroner i 2016 og 55 millioner kroner i 2017 til at styrke udgående sygehusfunktioner og 415 millioner kroner til en akutpakke, der skal nedbringe overbelægningen på sygehusene.
     
     
  • Kapacitet på kræftområdet øges 
    Med økonomiaftalen udmøntes 170 millioner kroner årligt fra 2017 til blandt andet øget kapacitet på kræftområdet, så patienter hurtigt kan blive udredt for en kræftsygdom. Det er desuden aftalt, at der skal gennemføres en analyse af regionernes kapacitets- og personaleanvendelse på kræftområdet, så man sikrer, at ressourcerne anvendes bedst muligt til gavn for patienterne. Analysen skal være afsluttet i foråret 2017. 
     
  • Patientansvarlige læger på sygehusene 
    Fra 2017 skal der indføres patientansvarlige læger på sygehusene. Lægerne skal være med til at skabe større sammenhæng i behandlingsforløbene for eksempelvis kræftpatienter og deres pårørende.    
     
     
  • Nationale mål for sundhedsvæsenet 
    Som opfølgning på den politiske aftale om at indføre nationale kvalitetsmål for sundhedsvæsenet vil regeringen, Danske Regioner og KL løbende monitorere målene og udvikle indikatorer, så man kan følge, om sundhedsvæsenet udvikler sig i den rigtige retning.
     
     
  • Indsatsen mod vold på bosteder skal styrkes 
    Regeringen, Danske Regioner og KL er enige om, at der er behov for at styrke indsatsen mod vold på socialpsykiatriske bosteder. Det er derfor blandt andet aftalt, at det skal undersøges nærmere, om man eventuelt kan etablere nye samarbejds- og tilbudsformer regioner og kommuner imellem. 
     
     
  • Effektiviseringsgevinster ved sygehusbyggerier 
    I disse år bygger regionerne med økonomisk støtte fra staten nye, moderne sygehuse, og med de nye sygehuse følger væsentlige effektiviseringsgevinster. Regeringen og regionerne er enige om, at prioritere effektiviseringsgevinsterne til ny sygehusaktivitet i 2017, herunder til at imødegå den demografiske udvikling med flere ældre, patienter med kroniske sygdomme, et stigende antal kræftpatienter med videre.
Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet 

Svære forhandlinger
Årets økonomiforhandlinger mellem regionerne og regeringen har været mere dramatiske end normalt. Regionerne har højlydt kritiseret regeringen for at stille urealistiske høje effektiviseringskrav. Økonomiaftalen er dog endt med, at regionerne stort set blot fortsat skal forbedre produktiviteten med to procent årligt, hvilket også har været et krav de tidligere år.

Ifølge Sophie Løhde betyder aftalen, at regionerne til drift samlet set får 500 millioner mere i 2017 end i 2016.  

”Vi har i dag landet en aftale, hvor der er produktivitetskrav, men hvor vi er enige om, at der skal være plads til en finansieret aktivitetsvækst og et løft af sundhedsvæsenet,” forklarede Sophie Løhde.

Formand for Danske Regioner Bent Hansen (S) er uenig med Sophie Løhde i, at regionerne får et løft på 500 millioner i forhold til sidste år. Hos regionerne får man tallet til at være 140 millioner.

”Den økonomi, vi har i år, er stort set identisk med den, vi får i 2017. Det er så tæt på et nul, som man kan komme,” sagde Bent Hansen, da han sammen med sundhedsministeren havde præsenteret aftalen.

Fortsat stort løft til bygninger
Aftalen betyder blandt andet, at der ud over flere og hurtigere behandlings- og udredningsforløb også vil være en øget kapacitet til at undersøge patienter på kræftområdet.

Sidste års rekordhøje bevilling til bygninger og udstyr – det såkaldte anlægsområde – på omkring syv milliarder gentages i den nye økonomiaftale.

Det erklærede Bent Hansen sig tilfreds med.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bent Hansen

Bestyrelsesformand, Grenaa Havn., fhv. regionsrådsformand (S), Midtjylland og formand for Danske Regioner
cand.mag. i historie og samfundsfag (Aarhus Uni. 1976)

Claus Hjort Frederiksen

Fhv. MF (V), fhv. minister og partisekretær
cand.jur. (Københavns Uni. 1972)

0:000:00