Debat

S: Med LA ombord er den kommunale sparekniv skærpet

DEBAT: Udgangspunktet er ikke bare status quo. Regeringen lægger op til decideret minusvækst i kommunerne næste år, skriver Magnus Heunicke (S).

GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Magnus Heunicke
Kommunalordfører for Socialdemokratiet 

Kan bleskift og sproglig stimulering med sang og leg i vuggestuen effektiviseres? Og hvad med omsorgen for vores ældre på landets plejehjem? Det er svært at se for sig.

Regeringen holder alligevel stædigt fast i, at kravet om lavvækst eller i værste fald minusvækst i landets kommuner kan forenes med flere børn og flere ældre de kommende år, hvis der blot effektiviseres i kommunerne.

Og netop effektiviseringer, demografisk pres og vækst, eller mangel på samme, er aktuel i disse dage, hvor regeringen og kommunerne lægger arm om næste års økonomi til vores folkeskoler, daginstitutioner og ældrepleje. Og udgangspunktet er ikke bare status quo. Regeringen lægger op til decideret minusvækst i kommunerne næste år.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Den bundne spareøvelse
Sagen er nemlig den, at forud for forhandlingerne er kommunerne allerede pålagt en bunden opgave med at finde besparelser for 500 millioner kroner, som – måske, måske ikke – kan gives tilbage til kommunerne senere på året i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.

Dertil har kommunerne udregnet, at alene stigningen i antallet af ældre og børn betyder et behov for at tilføre de kommunale budgetter 1,2 milliarder kroner næste år. Og det samme mønster vil vi se de kommende år.

Socialdemokratiet har ingen gyldne haner, men vi har i vores økonomiske politik dog sikret, at der er plads til en moderat vækst i den offentlige sektor.

Magnus Heunicke
Kommunalordfører for Socialdemokratiet

Danmarks Statistik vurderede sidste år, at der frem mod 2025 bliver knap 80.500 flere ældre over 80 år. Og i samme periode kommer der næsten 59.000 flere børn under seks år.

S sikrer moderat vækst
Man skal altid se på, om man kan gøre tingene smartere og ændre på tunge arbejdsgange. Og ikke mindst skal vi fra både Christiansborg og rådhusene være bedre til at afbureaukratisere og regelforenkle, så detailstyring bliver afløst af tillid til de offentligt ansatte. Det vil uden tvivl frigøre mere tid til kerneopgaven.

Men det kan ikke løse udfordringerne fra det ene år til det andet. Selv med afbureaukratisering går ligningen ikke op med et stigende demografisk pres og minusvækst.

Socialdemokratiet har ingen gyldne haner, men vi har i vores økonomiske politik dog sikret, at der er plads til en moderat vækst i den offentlige sektor, så vi kan tage højde for, at der – og heldigvis for det – kommer flere børn og ældre i fremtiden.

Alternativet er nedskæringer på landets daginstitutioner og plejehjem, så kvaliteten forringes, og vores pædagoger og sosu-assistenter skal løbe endnu stærkere, end de i forvejen gør for at få enderne til at nå sammen.

En endnu mere liberal regering
Sidste år lykkedes det kommunerne med stor dygtighed og folkelig opbakning at få fjernet Venstre-regeringens omprioriteringsbidrag, der bød på nedskæringer på velfærden, så langt øjet rakte.

Siden da har vi fået en endnu mere liberal regering med deltagelse af Liberal Alliance, der blandt andet gik til valg på en politik, der kogt ind til benet betyder, at vi skal sige farvel til 92.000 medarbejdere i den offentlige sektor. Man må derfor formode, at regeringens ambition om at skære i de kommunale budgetter ikke er blevet mindre siden sidste år.

Det er ikke vejen frem. Vi skal i stedet investere i og prioritere den nære velfærd i kommunerne. Det er helt skævt, at vi skal skære i fællesskabet i en tid, hvor der er stærkt brug for at styrke det.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Magnus Heunicke

Miljøminister, MF (S)
journalist (DJH 2002)

0:000:00