Museumsdirektør om museumsreformen: Glem ikke den historie, som de fleste kan relatere sig til

En jungle af særlige hensyn
Lad mig som illustration bare nævne en række museers særlige ansvar for overordnede, nationale fortællinger som byhistorie, landbrugshistorie, designhistorie, industrihistorie, arbejderhistorie, søfartshistorie, kolonihistorie, kønshistorie og forstadshistorie.

Eller særlige samlinger som Skagensmalerne, De fynske malere, Jorn-samlingen, ja kronregalier, bladtegninger, sølvtøj, ure, møbler, klædedragter, mode og legetøj.

Man kan frygte, at en ensidig fokusering på museernes arkæologiske opgaver må føre til prioriteringer, der kommer til at negligere et helhedssyn på bevaringen.

Thomas Bloch Ravn
Afgående museumsdirektør, Den Gamle By.

Eller museer med en særlig bygningsmasse, der ikke mindst i disse klimakritiske tider kræver ekstra opmærksomhed.

Også fredede og bevaringsværdige bygninger står som bekendt ude om natten og i al slags vejr. Og sådan kunne man blive ved.

Hvis den ene type opgave skulle kvalificere til et særligt grundtilskud, kan man med rimelighed forvente, at også andre opgaver bør kvalificere til øremærkede grundtilskud.

Og så er vi vel tilbage ved den jungle af særlige hensyn, som man gerne vil væk fra med en museumsreform, som skal være objektiv og gennemskuelig.

Det sidste vil i hvert fald gå fløjten, ligesom også fremtidige beregningsmodeller vil blive unødig komplicerede.

Dybdepløjning af Danmarkshistorien

Siden 1802 har oldtiden stået i et helt særligt lys i den officielle danske historiefortælling. For det var i 1802, den fattige guldsmed og urmager Niels Heidenreich stjal og omsmeltede de to originale guldhorn.

Året efter publicerede Adam Oehlenschläger sit store digt om netop guldhornene, som indvarslede romantikken i Danmark, og som på en måde gjorde det til noget ekstraordinært, når det "klinger i muld, det gamle guld."

Hvis man er i det humør, så kan man sige, at arkæologien dengang blev en 'hellig ko' i det danske museumsvæsen.

Naturligvis er det alvorligt, at vejanlæg, nybyggeri og dybdepløjning ødelægger arkæologiske spor fra sten-, bronze- og jernalder.

Men problemet er jo meget større og bredere, og man kan frygte, at en ensidig fokusering på museernes arkæologiske opgaver må føre til prioriteringer, der kommer til at negligere et helhedssyn på bevaringen.

For sagen er jo den, at hele udviklingen i vores moderne samfund – alle samfundets kvaliteter ufortalt – er én stor dybdepløjning af alle sider af Danmarkshistorien, for nu at bruge dette billede.

Kulturarven fra de seneste århundreder er også truet
I takt med samfundets modernisering, og navnlig siden højkonjunkturen fra cirka 1960, har fremskridtets bulldozer ryddet endda meget kraftigt ud i de materielle levn fra ældre tider.

Bilismen og moderne infrastruktur har grundlæggende ændret århundredgamle byplaner, og fremkomsten af nye sovebyer har fuldstændig forandret utallige landsbyer. De senere år er udviklingen ikke mindst gået hårdt ud over sporene af industrihistorien.

Bevaringen af kulturarven fra det seneste halve århundrede udgør et helt specielt problem.

Thomas Bloch Ravn
Afgående museumsdirektør, Den Gamle By.

Et helt specielt problem udgør bevaringen af kulturarven fra det seneste halve århundrede.

Hovedparten af de masseproducerede forbrugsgenstande er fremstillet ud fra køb-og-smid-væk-filosofien af materialer, der ikke er langtidsholdbare og ofte med brug af stoffer, der virker som indbyggede destruktionsfaktorer.

De er ikke lavet for at skulle holde.

Kort sagt er det ikke kun de arkæologiske spor fra den fjerne oldtid, der er truet. Det er i allerhøjeste grad også kulturarven fra de seneste århundreder, der 'dybdepløjes.'

Målbare, sammenlignelige kriterier

Et kig på, hvilke museer der har stor folkelig yndest, viser også, at de seneste århundreders historie vækker endda meget stor interesse i den danske befolkning.

Når man ikke i det officielle museumssystem har fokus på dette, hænger det antagelig sammen med arven fra guldhornene.

Men det hænger også sammen med, at det antikvariske arbejde, som ligger uden for arkæologiens traditionelle arbejdsområde, mildt sagt er noget stedmoderligt behandlet og kun i yderst begrænset omfang støttes af regler og restriktioner.

Enøjet fokusering på ét problem fører desværre ofte til, at man overser andre problemer, eller måske ligefrem skubber nogle til side. Bevaringen af den danske kulturarv bør anskues under en samlet antikvarisk synsvinkel.

Derfor vil det i den kommende museumsreform være mere fornuftigt at fokusere på målbare, sammenlignelige kriterier, sådan som vi indtil videre har forstået, at tanken bag museumsreformen er.

Støtte til først det ene område, så det andet og dernæst det tredje vil let underminere den ambition om objektivitet og gennemskuelighed, som nyder stor opbakning – også hos museerne.