Debat

Advokat: Systemet har mistet følingen med danske skilsmissebørns barske virkelighed

Det gør ondt i maven på mig, når Pernille Rosenkrantz-Theil siger, at tid til at arbejde med familierne er vigtigere end fokus på at sikre et kort tidsperspektiv i skilsmissesagerne, skriver Tanja Graabæk.

Tænk sig at Pernille Rosenkrantz-Theil i sådan en grad kan miste følingen med de danske skilsmissebørns barske virkelighed i skilsmissesystemet, skriver Tanja Graabæk.
Tænk sig at Pernille Rosenkrantz-Theil i sådan en grad kan miste følingen med de danske skilsmissebørns barske virkelighed i skilsmissesystemet, skriver Tanja Graabæk.Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Tanja Graabæk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg fik kaffen galt i halsen – i en grad så jeg var ved at hoste en lunge op – da jeg forleden læste Altingets interview med Pernille Rosenkrantz-Theil i kølvandet på kritik fra Rigsrevisionen af de lange sagsbehandlingstider i Familieretshuset.

Heri oplyser hun, at ”tid til at arbejde med familierne kan af og til være vigtigere end en hurtig afgørelse”.

Men selv om det helt undtagelsesvist kan være rigtigt, så er et langt tidsperspektiv bare generelt set ikke en god ting for de involverede skilsmissebørn. Det gælder selv paragraf 6-sagerne (sager med mæglingspotentiale). 

Jeg har 15 års erfaring på det familieretlige område og arbejder som advokat med speciale i familieret.

Jeg sidder dagligt med konsekvenserne af, hvad der – set fra en praktikers perspektiv – opleves som et specielt politisk syn på skilsmissebørnenes virkelighed i skilsmissesystemet.

For det billede, der tegner sig af Christiansborgs tilgang til de familieretlige sager, er desværre, at der ingen børnepsykologisk forståelse er.

Læs også

I børnenes sko

Virkeligheden for særligt børnene i paragraf 7-sagerne (sager med risikofaktorer inklusiv høj konflikt) er, at de i et eller andet omfang afhængigt af forældrenes konfliktniveau sidder fast på slagmarken i ”ingenmandsland”, mens sagen verserer i Familieretshuset.

Et tidsperspektiv på seks måneder opleves som flere år set fra et børneperspektiv.

Tanja Graabæk
Advokat

Det befinder sig mellem to krigende forældre, som graver sig ned i hver sin skyttegrav. 

Det er børnepsykologisk set ødelæggende for børn at stå i ”ingenmandsland” – og netop derfor er korte sagsbehandlingstider så afgørende. Presset kan blive så stort for et barn, at barnet ender med at vælge side mellem forældrene for at overleve. 

Men i Familieretshusets tilgang til sagerne ageres der som om, børn kan tåle det. Man agerer som om, børns liv står stille i de halve og hele år, som sagerne trækkes i langdrag i Familieretshuset. 

Men børn lever ikke i et vakuum under sagens behandling. De har et dynamisk liv, hvor de særligt i paragraf 7-sagerne ofte aktivt bruges som strategiske skakbrikker af en eller begge forældre.

Samtidig skal man huske på, at et tidsperspektiv på seks måneder opleves som flere år set fra et børneperspektiv. Så stiller man sig i børnenes sko – og det skal man, hvis man vil hjælpe dem – så er Familieretshusets tilgang til sagerne hovedrystende. 

Perler på en snor

Som praktiker har jeg også virkelig svært ved at se, at udviklingen går den rigtige vej i Familieretshuset, sådan som Pernille Rosenkrantz-Theil beskriver det.

Jeg skal henvise til den markante faglige kritik, som er haglet ned over Familieretshuset fra for eksempel Ombudsmanden og Tænketanken Justitia – og nu senest Rigsrevisionen.

Tidssensitive sager drukner i passivitet med store konsekvenser for de involverede børn.

Tanja Graabæk
Advokat

De lange sagsbehandlingstider i Familieretshuset har da også været et næsten vedvarende problem, siden Familieretshuset startede op i år 2019, og her fire år efter har Familieretshusets fortsat ikke løst problemet. 

Selv Ombudsmandens kritik af sagsbehandlingstiden for de midlertidige afgørelser ser ikke umiddelbart ud til at have haft nogen effekt.

Samtidig fremstår Familieretshusets sagshåndtering kun i stigende grad at være låst fast i procedurer, som er ekstremt svære at ændre.

Det i en grad, så Familieretshusets sagsskridt groft sagt er som perler på en snor, hvor sagen ligger stille mellem hver perle, og hvor det ikke er muligt med sideløbende tiltag.

Konsekvensen er, at de tidssensitive sager drukner i passivitet med store konsekvenser for de involverede børn.

Familieretshusets fallit

En stigende grad af velfungerende forældre skubbes helt eller delvist ud af skilsmissebørns liv, selv om det er afgørende for børns udvikling, at de kan spejle sig i begge forældre under opvæksten.   

Familieretshuset har i den grad spillet fallit trods gentagne chancer for andet.

Tanja Graabæk
Advokat

Så når Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil siger, at tid til at arbejde med familierne er vigtigere end fokus på at sikre et kort tidsperspektiv i sagerne, så gør det ondt i maven på mig.

For tænk sig, at hun – som et tidligere politisk fyrtårn på børneområdet – i sådan en grad kan miste følingen med de danske skilsmissebørns barske virkelighed i skilsmissesystemet.

Men på den anden side så forklarer en manglende indsigt i skilsmissebørnenes virkelighed, hvorfor man fra politisk side så vedholdende forsøger at fastholde i Familieretshuset som kerneaktør på det familieretlige område.

Uagtet at Familieretshuset i den grad har spillet fallit trods gentagne chancer for andet. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

Tanja Graabæk

Advokat (specialist i familieret), SamværsAdvokaten v/ Advokatfirmaet Strauss & Garlik
cand.jur (Aarhus Universitet, 2002) + HD(O) (CBS, 2009)

0:000:00