Jeg gik ned med stress og måtte kaste håndklædet i ringen som inklusionspædagog

Da jeg hørte, at Borup Skole i 2022 forsøgte at løse deres udfordringer med en inklusionspædagog, fik jeg ufrivillige flashbacks til mit eget arbejdsliv, skriver Eva Fog Noer.

Borup Skole kom i mediernes søgelys, da det kom frem, at nogle af skolens børn i en længere periode har krænket hinanden.Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Eva Fog Noer

Ekspert i børn, unge og tech samt digital ligestilling, bestyrelsesmedlem, Esport Danmark

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da sagen om Borup Skole dukkede op i starten af februar, fløj en bølge af forargelse og vrede over Danmark. Børn, der begik vold og seksuelle handlinger mod andre børn, fyldte sendefladerne og sociale medier.

Skolens forældre, der valgte at stå frem, var klare i mælet: Skolens ledelse og kommunen var de ansvarlige.

Hvad de færreste uden direkte kendskab til pædagogisk personales hverdag ved, er hvor hårdt der arbejdes på at inkludere børn af enhver slags.

Især børn med udfordringer eller svigt bliver overset
Eva Fog Noer
Pædagog

Hver eneste dag. Men der er ikke altid muligheder nok, ressourcer nok, tid nok. I en verden med manglende uddannet personale, sættes mennesker uden træning og erfaring til at fylde hullerne.

Inklusion kræver ressourcer

Især børn med udfordringer eller svigt bliver overset. Inklusion er kun en mulighed, når der er folk til at varetage opgaven, som forstår sig på den.

Da det kom frem, at Borup Skole havde forsøgt at "løse" deres udfordringer med en bestemt gruppe børn ved at sætte en inklusionspædagog på som mandsopdækning, fik jeg ufrivillige flashbacks til mit eget arbejdsliv.

Min eneste tanke var "stakkels pædagog".

Jeg har med egen krop deltaget i sådanne "tisse i bukserne for at holde sig varm"-situationer, og det har meget lidt med pædagogik og løsninger at gøre. Når pædagogik bliver til nødberedskab, er det gået alt for langt.

Inklusion er kun en mulighed, når der er folk til at varetage opgaven
Eva Fog Noer
Pædagog

To gange over mine 15 år som uddannet pædagog, stod jeg som pædagog i skolen og var tæt på magtesløs. Magtesløs, fordi ressourcer og muligheder var udtømte eller ikkeeksisterende.

Læs også

Leder af ekspertgruppe om køn: Drengenes problemer er hele samfundets problem

Debat

Jeg stod med børn, hvis omstændigheder var ude af deres kontrol, men hvor deres reaktioner var voldsomme og destruktive. Hjemmeliv, lærerskift, diagnoser, langsom sagsbehandling og strukturelle problemer var tilbagevendende faktorer.

Jeg var "løsningen". Jeg var ofte den eneste gennemgående og trygge voksen i et hav af usikkerheder.

Jeg har altid arbejdet i 'normalområdet', men gennem min uddannelse og mit arbejdsliv har jeg haft et fokus på - og et blødt punkt for - diagnosebørn samt dem med ekstra sår på sjælen.

Måske er det også derfor jeg accepterede, at en ansættelse som normal skolepædagog begge gange endte med et hovedfokus på specialpædagogik.

Ingen støtte til sårbare børn

Modsat specialområdet, hvor der er ressourcer til at varetage personalet i forbindelse med voldsomme oplevelser, stod jeg uden reel støtte.

Imens blev fastholdelser og magtanvendelser mod børn, der endnu ikke var fyldt 11 år, hverdag. Det var den eneste måde at stoppe børn fra at skade sig selv eller andre, imens systemet langsomt kørte omkring os.

Selv med de bedste relationer til de involverede børn, var der ikke noget der kunne stoppe børnenes udadreagerende handlinger. Ikke i mere end kort tid.

I begge ansættelser gik jeg ned med stress og måtte kaste håndklædet i ringen
Eva Fog Noer
Pædagog

Svigtede børn vil altid finde en måde at vise verden, at de er der på. Ofte med enorme konsekvenser for dem selv og andre. Disse børn er ofre – uagtet om de skader sig selv eller andre.

I begge ansættelser gik jeg ned med stress og måtte kaste håndklædet i ringen. Efter sidste ansættelse forsvor jeg at arbejde som pædagog igen, men 6 år senere landede jeg godt og trygt i fritidspædagogikken.

Jeg tiltrækker fortsat specialbørn og dem med ar på sjælen, men nu kan jeg tage fat i dem udenfor et skolesystem, hvor mange bare ikke passer godt ind.

Læs også