Debat

Dansk Kulturinstitut: I Danmark vejer vores tankegods tungere end vores tanks

I EU’s østlige nabolande er der en markant kulturel bevægelse i retning af det europæiske fællesskab. Den udvikling må vi ikke vende det blinde øje til, skriver Henriette Borg Reinholdt, regional chef for Dansk Kulturinstitut.

I de tre årtier, der er gået siden Sovjetunionens fald, har landene i øst befundet sig i en identitetskrise, skriver Henriette Borg Reinholdt.<br>
I de tre årtier, der er gået siden Sovjetunionens fald, har landene i øst befundet sig i en identitetskrise, skriver Henriette Borg Reinholdt.
Foto: Charlotte Quitzau
Henriette Borg Reinholdt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

”Det nytter ikke noget at gemme sig under sengen og håbe på, at stormvejret driver forbi.”

Sådan skriver udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i Den Udenrigspolitiske Strategi fra 2023. Her understreger han, hvor vigtigt det er at føre en aktiv, ambitiøs og optimistisk udenrigspolitik med udgangspunkt i de værdier, vi er rundet af.

Det er netop værdierne, der er kernen i enhver kultur. Gennem kunst og kultur forholder vi os til og udfordrer vores egne og andres værdier. På den måde udveksler vi værdisæt, når vi møder hinanden i kulturen. Vores østlige naboer er netop også nysgerrige på dansk kultur, fordi det giver en forståelse af de værdier, vi står for og værner om.

Temadebat

Hvilken rolle skal udviklingsbistanden spille langs Europas østlige grænser?

Henover de seneste år er det danske engagement langs Europas østlige grænser intensiveret, og der er kommet langt flere midler til udviklingsindsatser i øst – blandt andet som følge af Ruslands invasion af Ukraine.

Det sætter Altinget fokus på i en ny temadebat, hvor vi inviterer centrale aktører til at give deres bud på, hvilken rolle udviklingsbistanden i øst skal spille i fremtiden.

Læs oplægget til debatten her.

Væbnet med værdier

I Danmark vejer vores tankegods tungere end vores tanks. Vi er væbnet med værdier. Det mærker vi hos Dansk Kulturinstitut i vores daglige kontakt med modige partnere fra nabolandene mod øst gennem programmerne Den Ny Demokratifond og Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus.

Civilsamfundspartnere i Ukraine, Moldova, Belarus, Georgien, Armenien og Aserbajdsjan. De kæmper alle under enormt pres for deres landes særegne kultur, suverænitet, identitet.

I de tre årtier, der er gået siden landene blev uafhængige efter Sovjetunionens fald, har de befundet sig i en identitetskrise, placeret i en svært fordøjelig geopolitisk sandwich mellem et aggressivt, imperialistisk Rusland og et demokratisk Europa. Men i befolkningerne foregår der nu en markant kulturel bevægelse mod Europa. Den udvikling må vi ikke vende det blinde øje til.

I Georgien støtter over 80 procent af borgerne optagelse i EU. Af netop denne grund gik folk 9. marts 2023 på gaden i protest mod et lovforslag, der ville mindske udenlandske aktørers mulighed for at støtte civilsamfundet. Protesterne gav genlyd. Lovforslaget faldt til jorden.

Gaden blev også indtaget af over 60.000 demonstranter i Moldova 3. november 2023. Folk vejrede med blå-gule-flag i en støttedemonstration for integration i EU.

I Ukraine bliver vi dagligt mindet om, at kampen for frihed er værd at dø for.

Henriette Borg Reinholdt
Regional chef i Østeuropa, Dansk Kulturinstitut

I Ukraine bliver vi dagligt mindet om, at kampen for frihed er værd at dø for. Vores kulturpartnere fra regionen ved udmærket godt, hvad de mister, hvis deres lande henlægges i autoritært tusmørke: Deres fremtid.

Kulturer i udvikling

Kulturlivet dør ud i totalitære miljøer, mens det trives i demokratiske. Det giver mening, for frihed er som ilt for kunsten. Når den frie tanke forbydes, så kvæles samfundslivets kreativitet, dets evne og vilje til at tænke kritisk og forestille sig en anderledes fremtid.

Derfor er et levende kulturliv en grundlæggende byggesten i enhver demokratisk udvikling – ikke mindst i en region, hvor landene er i gang med at skabe nye identiteter efter Sovjettiden.

Heldigvis er der masser af håb, for kulturlivet er stærkt i øst.

Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus slog dørene op i 2023. Og på trods af luftalarmer har der allerede været over 5000 deltagere til arrangementerne, der tæller alt fra workshops i demokratisk dialog til kunstudstillinger.

Læs også

Den lokale kunstner Dima Tsatiory fra byen Mykolaiv udstiller netop nu sine abstrakte malerier i huset. De portrætterer Ukraines sydlige natur, som efter krigens udbrud har været afgørende for kunstnerens mentale helbred. Gåture over stepper og langs smalle floder blev en meditativ modvægt til krigens vold, fortæller han.

I Georgien oplever vi den progressive ungdom i blandt andet feministgruppen Grlzwave, der er støttet af Den Ny Demokratifond. De unge aktivister kæmper for kvinderettigheder og står blandt andet bag kampagnen #Sheimitsne, som har til formål at øge bevidstheden om seksuel sundhed. Gennem videoer, illustrationer og street art gør de unge kvinder os klogere på emner som sexsygdomme, mødom, gynækologbesøg, graviditet og abort. Emner, der kan være tabubelagte i Georgien. 

De unge kæmper for retten til at leve i et land, hvor de kan udtrykke sig frit uden at være bange for konsekvenserne.

Henriette Borg Reinholdt
Regional chef i Østeuropa, Dansk Kulturinstitut

Vi ser også kraftfulde glimt af en mere inkluderende fremtid i Moldova, når vores partnere fra den uafhængige kunstscene får fulde huse til deres drag shows i hovedstaden, Chișinău.

Der er regnbueflag og glitter, og selvom rammen er festlig, så er baggrunden dybt alvorlig: De unge kæmper for retten til at leve i et land, hvor de kan udtrykke sig frit uden at være bange for konsekvenserne. Hvor de ikke behøver at leve under propaganda og disinformation, der fremstiller LGQTB+-miljøerne som skadelige for samfundet.

En mere fri verden

Vi lever i en verden, hvor autoritære kræfter er på fremmarch, og demokratiske kræfter på retræte. I en sådan verden er det entydigt i Danmarks interesse, at vores østlige naboer bevæger sig tættere på os. Og omvendt.

Der er meget på spil. Mere demokratiske naboer vil gøre verden mere fri, mere forudsigelig, mere regelbaseret – og dermed mindre risikabel.

I Danmark bør vi være stolte over, at udviklingsarbejde historisk set altid har knyttet sig til demokratiudvikling. Arbejdet har måske aldrig været vigtigere.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henriette Borg Reinholdt

Regional chef, Østeuropa, Dansk Kulturinstitut

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00