Bertel Haarder: Hvis Claus Hjort ikke var flippet ud, var Løkke stadig formand – og Venstre stod måske ikke i en historisk nedtur

Kommentaren er bragt første gang 15. november.

Susanne Hegelunds bog "Livvagten" om Claus Hjort Frederiksen er fyldt med storhed og fald.

Den beskriver også mit eget liv med Venstre: Op- og nedtur under Hartling. Ned- og optur under Uffe Ellemann-Jensen. Optur under Anders Fogh Rasmussen. Nedtur og opslidende strid under Lars Løkke Rasmussen, efterfulgt af kollaps og historisk nedtur for Jakob Ellemann-Jensen.

Det sidste er Claus Hjort medskyldig i. På Venstres sommergruppemøde i 2019 valgte han at flippe ud over daværende næstformand, Kristian Jensen, over for den fremmødte presse. Hvis han ikke havde gjort det, så tror jeg, at Løkke kunne være fortsat som formand.

Løkke havde kort forinden vundet ni mandater ved folketingsvalget. Hans budskab i bogen "Befrielsens øjeblik", hvor han sagde farvel til de små, ustyrlige partier i blå blok og foreslog et samarbejde over midten, ville ikke have skabt problemer, hvis den ikke havde skabt splittelse.

På gruppemødet bebrejdede jeg Hjort, at han offentligt havde udstillet splittelsen. Men i "Livvagten" kan man læse, at han står ved det. Han tålte ikke Kristian Jensens illoyalitet.

Bogen er gennemsyret af Hjorts loyalitet over for skiftende formænd – og Venstre.

Men loyaliteten er ikke større, end at Hjort nu afslører, at Løkke forgæves har bearbejdet både den franske præsident og den hollandske statsminister for at få en international toppost.

Heller ikke herhjemme fik han støtte. Socialdemokraterne tilbød en post til Kristian Jensen, men ikke til Løkke. Årsagen er måske, at Mogens Lykketoft (S) et par år tidligere forgæves bad om Løkke-regeringens støtte til formandsposten i FN's generalforsamling.

Det var ikke mindst Hjort, der som chefstrateg gjorde Venstre til et strømlinet, moderne parti med stor fremgang, også i byerne.

Bertel Haarder

Det var dumt, blandt andet fordi han jo fik posten og Danmarks støtte alligevel. Jeg var ked af at skulle overbringe det negative svar til Lykketoft, der senere kaldte Løkke en "lille svindler".

Det er ikke flatterende, hvad Hjort siger om Løkkes ledelsesstil, eller når Susanne Hegelund udpensler Løkkes tøjindkøb på medlemmernes regning, som var ham inderligt imod. Selv var han imod al ydre fornemhed, sagde nej til Dronningens ordner og sov sig igennem statsrådene.

Men han var hele vejen igennem den loyale chefrådgiver. Loyal, også når han ikke var enig i kursen. Efter fredag morgen-møderne i Statsministeriet listede han altid ind i et sidelokale sammen med statsministeren.

Han var indpiskeren og god til at give skideballer og komme med harmdirrende indlæg i gruppen. Ofte med god grund. Han var partimanden frem for alt – resultatorienteret og ligeglad med, om andre tog "æren" af et forlig, bare det kom i hus.

Og lige så hård, han kunne være udenpå, lige så blød kunne han være indeni. Hans medarbejdere kan fortælle om hans store omsorg.

Som da han engang absolut måtte forlade et vigtigt koordinationsudvalgsmøde uden at sige hvorfor. Men jeg vidste det: Han ville nå at sige nogle venlige ord til en medarbejder, der havde afskedsreception. Jeg ved det, for jeg kendte hende.

Det var ikke mindst Hjort, der som chefstrateg gjorde Venstre til et strømlinet, moderne parti med stor fremgang, også i byerne. Prisen var en åben bekendelse til velfærdssamfundet – og skattestop – for at vælgerne ikke skulle være nervøse for, hvad Venstre kunne finde på.

Jeg tror, jeg var til stede, da Anders Fogh lagde sig fast på skattestoppet. Det skulle også stoppe Peter Brixtoftes tanker om at afskaffe "lejeværdien" (ejendomsværdiskatten), som Venstre havde tabt valg på i 1977 og 1998.

Han er bekymret over partiernes svækkelse og mener, at det skyldes, at folk ikke vil forpligte sig.

Bertel Haarder

Som Fogh sagde: "Skattelettelser skal man om muligt gennemføre, men ikke gå til valg på", fordi det altid vil gavne de rigeste. Det var skattestoppet og bekendelsen til velfærdssamfundet, der fik Søren Pind med flere til at skrive de ti liberale teser. Men de kom ikke til debat i partiet, hvad han aldrig tilgav Fogh og Hjort.

Hjort er klima-bekymret, fordi klimaudfordringen kommer til at "styre verden". Men de danske klimamål kommer op imod det faktum, at Danmark kun udleder 0,1 procent af verdens CO2 – Støjberg har allerede lugtet lunten og gjort livet surt for landbrugsvenstre.

Han er bekymret over partiernes svækkelse og mener, at det skyldes, at folk ikke vil forpligte sig. Han bruger mig som eksempel: "Folk vil ikke, når de kommer på arbejde, skulle forsvare, hvad Bertel Haarder sagde dagen før."

Men det er noget vrøvl. Ingen er jo enig med deres parti og partifæller i alt – heller ikke jeg.

Problemet er nok mere, at man ikke får noget for medlemskabet. Selv de delegerede fik ingen indflydelse på formandsvalget. Det hele afgøres i medierne og af spindoktorerne.