Debat

Elberth: Bissetrick-S

KLUMME: Der er gået Dr. Jekyll og Mr. Hyde i den, når Socialdemokratiet skiftevis kører negativ kampagne og bidende humor med overskud. Forvirret? Det bliver vælgerne potentielt også, skriver Benjamin Elberth.

Socialdemokratiet bruger billeder af Løkke, når hans vægt er på det højeste, konstaterer Benjamin Elberth
Socialdemokratiet bruger billeder af Løkke, når hans vægt er på det højeste, konstaterer Benjamin ElberthFoto: Lars Helsinghof /Altinget
Benjamin Rud Elberth
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Negativ kampagne eller overskud med bidende humor? Socialdemokratiet praktiserer lidt af det hele på nettet lige nu, og ser man kommunikationen i sammenhæng, er det svært at forstå, at det er de samme kampagneansvarlige, der har udformet det.

For to uger siden vandt Socialdemokratiet den politiske del af Twitter og Facebook for en dag. Med overskud og bidende humor. I en video-replik til Anders Samuelsen, hvor S udstillede Samuelsens desperado-sætning, da han mente, at han kunne forsvare sig ved at pointere, at der i realiteten havde været afholdt folketingsvalg. Nyd selv S-svaret til det her. Og nyd Astrid Krag, Dan Jørgensen med flere, når de er allerbedst. Både Dan og Astrid er faktisk så sjove i den video, at det fortjener et oldschool internet-LOL (det, vi gamle brugte i kommentarfelterne, før der kom Emojis til).

 

115 retweets og 311 likes er ikke hverdagskost for et politisk parti på Twitter, når det er partiets logo, der er afsender. Så har man, udover egne kampagneansatte, formået at aktivere en stor del af de politisk interesserede på Twitter og fået rigtig dejlig rækkevidde, ligesom Socialdemokratiets video på Facebook blev delt langt ud over de faste støtter. Socialdemokratiet er med andre ord blevet præmieret for at have taget et kækt kampagnegreb, med ros til kampagnefolkene og det nyetablerede team i det digitale maskinrum. Det lovede godt for fortsættelsen.

Hvis du ser ordentligt efter på det billede, er smøgen i virkeligheden et lille lysindfald, og Løkke har cola i glasset.

Benjamin Elberth

Skam få dig, der tænker ilde derom
Siden er der en eller anden hos Socialdemokratiet, der har krævet, at der bliver skruet op for bitterheden. Den sjove video er slettet på sin oprindelige placering på Facebook, og retorikken er blevet aldeles humorforladt, helt ned til nogle af de ansatte på Twitter, der ligefrem brugte Løkkes trekløverregeringsdannelse til at påpege, at hvis der havde været valg, så havde Mette Frederiksen været statsminister.

Socialdemokratiet har længe kørt et annoncespor på blandt andet Facebook med ordlyde som ”Venstre ville plastre vores kyster til som Mallorca”. Et spor, de i øvrigt også kørte i valgkampen, hvor de med en sjov gimmick skulle minde danskerne om, at Løkke havde haft Mallorca som destination på en af sine problematiske ture.

Og sådan fungerer det hele tiden: Vi bliver hele tiden præsenteret for referencen, og så er det op til vores egne reptilhjerner selv at tænke sammenhængen. Siger man det højt eller skriver det, ryster sympatisørerne på hovedet og råber ”overfortolkning”. Som da Socialdemokratiet på det nu hedengangne hvemskalbetale.dk placerede en Løkke (og vel at mærke en Løkke med dobbelthage) på en bund af regninger.

Vi må selv tænke ”bilag” sådan lidt a la ”Skam få den, der tænker ilde derom”. Det er vælgere, meningsdannere og journalister, der selv har problemet, hvis de virkelig knytter sammenhængen – selvom der står ”Bilags-Lars” malet ud over hele siden med alt andet end den direkte tekst og beskyldning. Det er måske klogt, men det er ikke kønt.

I valgkamp 2015 fik Socialdemokratiet i øvrigt sat en tyk streg under, at de mente negativ kampagne alvorligt, da de købte Google Adwords til at guide dig ind på ovenstående side, når du googlede efter Venstre.

 

Inden vi får for ondt af Løkke er det værd at huske på, at Venstre igennem årene virkelig har kendt deres sider i den negative kampagnebog til fingerspidserne. Det var Fogh og Løkke, der ifølge politiske historiebøger fik skabt tilnavnet ”Hindbær-Helle” til den dilettantiske EU-parlamentariker Helle Thorning-Schmidt, der vendte hjem til Folketinget, og som nyslået formand holdt jomfrutale om faren ved polske hindbær, ligesom folketingsmedlemmer udklækket fra VU på flere tidspunkter spekulerede i at slå en højlydt hånlatter op i salen, mens rystende nervøse S-ordførere var på talerstolen.

Den lange kampagnenæse på en kæmpe outdoor-plakat på Crown Plaza, og Støjbergs medfølgende beskrivelse af ”Det er i hvert fald en med en meget lang næse og en meget glat pande” med slet skjult reference til Thorning-rygter om botox, var fuldkommen på linje med det, S kan finde på imod Venstre.

Problemet med ”øje for øje og tand for tand”-kampagner og regulære ”bissetricks” er bare, at alle bliver blinde af det på et tidspunkt og vi alle sammen render rundt i det politiske Danmark med hele munden ryddet for tænder, når de for alvor skal bruges til at tage en ordentlig bid af rigtige problemer.

Skal man i øvrigt slå Løkke med kampagne, skal man ikke skyde på Løkke med negativ kampagne. Socialdemokratiet bør efter mange år med Løkke kunne se, hvad det gør ved Løkke, når han bliver skudt på illustreret af en GIF, der blev skabt, da han holdt sin landsmødetale:

Socialdemokratiet skal gøre, som de gør, når Magnus Heunicke 11 minutter efter Løkke har tweetet, undergraver Løkkes udsagn med præcise fakta, så glansen går af statsminister-statementet. Og så skal S ellers – hvis de absolut skal køre negativ kampagne – gå efter nogle af de ministre, der er væsentligt nemmere at presse end Løkke, der i målinger længe alligevel har ligget lavt i forhold til vælgernes tillid.

Sagde de virkelig det???
I sidste uge, mens trekløverregeringen fik smurt regeringsforhandlinger og ministerudnævnelser så effektivt og bredt ud over mediefladerne, at vi for et øjeblik glemte, at den nye regering var blevet til, fordi den gamle havde lidt skibbrud, valgte Socialdemokratiet, at den grimasse, der skulle passe, var den bitre.

Som jeg tidligere har skrevet i en klumme her på kanalen: Socialdemokratiet må jo have interne tal, der viser, at det her negative spor virker. For det er i hvert fald gennemført og vækker minder om kampagneretorikken i 2015. Og et politisk parti af Venstres og Socialdemokratiets størrelse gør ikke noget så kontinuerligt, medmindre de kan måle effekt. Fra Socialdemokratiets kampagnekonto på Twitter valgte S at byde den nye regering velkommen med grafikker med løsrevne citater fra tidligere ministre.

Læg mærke til det lille behændige greb, hvor Socialdemokratiet citerer – ikke Mai Mercado – men MetroXpress om Mai Mercado fra en strammet rubrik om, hvad hun har sagt. På den måde kan man få noget til at fremstå som et citat fra Mercado selv, selvom sætningen ikke er blevet sagt.

I stedet hedder sætningen faktisk i et interview fra Information: ”Jeg går ud fra, at hvis man skal holde børnefødselsdag, så sparer man da op”, noget som Mai Mercado senere har relativeret blandt andet med udsagnet om, at hendes familie selv fik julehjælp, da hun var barn.

Mai Mercado valgte alligevel at besvare Socialdemokratiets udsagn direkte på Twitter.

Ole Birk Olesen-eksemplet er lidt mere rent. Ole Birk har i sine yngre liberale kække dage skrevet et provokerende indlæg om kvinder. Når der bliver hevet sætninger ud fra det og sat ind på en grafik, bliver den nye minister en ren Trump. Om han i virkeligheden har sagt det, hvor mange år siden, i hvilken kontekst og i hvilket provokerende format er fuldkommen ligegyldigt, når det bliver sat på 140 tegn + billede. På sin allerførste valgplakat stod Mette Frederiksen nøgen bag en badebold. Men det gør hende på ingen måde til fortaler for, at kvinder i politik skal smide tøjet for at blive valgt.

 

Negativ kampagne virker. Det ved vi fra flere praktiske eksempler både i dansk og amerikansk politik, og partierne siger det selv. Men flere analyser tyder på, at det både virker negativt på det parti, der bliver beskudt, og negativt på det parti, der beskyder.

På valgdagen i USA kunne CNN offentliggøre nogle vigtige tal, blandt andet at 71 procent af de adspurgte var ”bothered” af Trumps behandling af kvinder, 62 procent var ”bothered” af Clintons brug af private e-mails, 61 procent af de adspurgte beskrev Trump som ”unfavorable”, og 54 procent af de adspurgte beskrev Clinton som ”unfavorable”. Taberne her bliver det politiske system – hvis man skyder så meget på hinanden og konsekvent kører negativ kampagne, bliver alle ”unfavorable”.

Når Socialdemokratiet måler på effekten af det her, kan de måske sagtens se, at det giver dem en fordel – men i det samlede politiske billede er der ingen grund til, at de råber ”kammerater”, når de mødes. Vi mangler stadig, at forskerne kæder danske partiers negative retorik mod hinanden sammen med, at politikerne bliver opfattet som blandt de mindst tillidsvækkende. Socialdemokratiet kommer muligvis længere foran i meningsmålingerne, men prisen kan være, at det udhuler danskernes tro på det politiske system. Og så kommer de potentielt til at overtage et politisk dødsbo efter Løkke, hvor vælgerne har mistet tilliden til den til enhver tid siddende regering.

Hvor går grænsen for negativ kommunikation?
Et af de billeder, der i lang tid vandrede rundt øverst på Google, når man søgte på Løkke, var billedet af Løkke med fadølsglasset og smøgen i hånden. Hvis du ser ordentligt efter på det billede, er smøgen i virkeligheden et lille lysindfald, og Løkke har cola i glasset. Men det er lige meget, og alt er både gyldigt og ligegyldigt, når musikken spiller og tabloide medier skal bruge et hurtigt billede til at illustrere Løkke, når han er i knibe.

Det er i virkeligheden ikke anderledes, end når Socialdemokratiet bruger billeder af Løkke, når hans vægt er på det højeste. Det er jo ikke sådan for alvor forkert, og der er jo ingen, der påstår, at Løkke i virkeligheden ser sådan ud. Der er til gengæld heller ingen i kampagneteamet, der valgte et af de tusind mulige lødige billeder af Løkke til kampagnen.

Hæng lige på engang. Der var i valgkampen 2015 spekulation på nettet, om Socialdemokratiet faktisk var gået så langt, at de i deres materiale, bannerannoncer og tryksager havde manipuleret billeder af Løkke, så et Løkke-billede fra Polfoto var blevet tilsat lidt ekstra krydderi. Men pas på afsenderen, der pointerer det.

Rød Blok Indefra var en hadeside på Facebook mod de røde, som sagtens kan have manipuleret lidt ekstra for at få os til at se sammenhængen. Problemet for S er bare, at de har nået en negativitetsgrænse, hvor man sagtens kan tro på, at de rent faktisk har manipuleret billeder af Løkke og smidt dem i bannere på TV2.dk og på tryksager.

For når de vælger at vise billeder af Løkke med dobbelthage (og i øvrigt kan forsvare sig med, at sådan har Løkke jo ganske rigtigt set ud på et tidspunkt), kan de så også lege med farverne og tilsætte ekstra rynker? Og hvad er problemet? At virkeligheden manipuleres, så den bliver skabt for at tænde negative tanker i vælgernes hoveder, imens vælgerne bare tænker mere og mere ilde om det danske politiske system og den måde, der bliver talt på?

Tjek lige fakta nedenfor og bestem selv, hvad du tror er op og ned i den sag.


(Fra tv2.dk i valgkampen 2015. Løkke pryder S-banneret).

(S-materiale fra valgkamp 2015)

(Hadesiden Rød Blok Indefras udlægning af den sag.)

(Og sådan ser billedet ud på Polfoto).

---

Benjamin Rud Elberth rådgiver om digitale og sociale medier. Han er Direktør i firmaet Digitaltaktik.dk, og tidligere digital chef for Socialdemokratiet. Han har rådgivet en lang række ministre, partier og politikere og rådgiver politikere på kommunalt plan. Hver torsdag skriver han klummen "Borgen digitalt" på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00