Kommentar af 
Carl Valentin

Carl Valentin: Det er svært at smile, hvis man er fattig

Klumme: Det er svært at finde et godt argument for, hvorfor vi i Danmark har valgt, at hvis man får en fysisk sygdom, så har man ret til gratis behandling – medmindre at det er en tandsygdom.

Foto: Scanpix
Carl Valentin
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

”Det første, de kigger på, er ens tænder.” Sådan sagde Jimmy til familien Danmark i DR’s omdiskuterede TV-program Blok på Bistand. Det kan være svært at forstå, og så alligevel ikke. Forestil dig, at du er arbejdsløs. Du skal til jobsamtale. Du har forberedt dig godt. Du kunne ikke have gjort mere for at være klar. Men du er stadig ikke tilpas ved situationen. For dine tænder er så dårlige, at du ikke tør smile. De afslører dig.

Scenariet er velkendt. Tusindvis af danskere lever med dårlige tænder – ofte som konsekvens af lav indtægt, der ifølge Ugebrevet A4 er den faktor, som har størst indflydelse på, om man gentagende gange springer tandlægebesøget over.

Jeg hørte engang en sige, at hvis man vil vide, hvor mange penge et menneske har, er det bedste sted, man kan kigge, i personens mund. Jeg synes, det siger en del. Der er en ekstrem ulighed i sundhed på tandlægeområdet i Danmark. Som Jimmy selv tilføjede: ”Hvis du har dårlige tænder, så har du dårlige muligheder.”

Det er på tide, at vi kommer uligheden til livs. Og det behøver faktisk ikke være så svært. I dag er det gratis at gå til tandlæge, hvis man er under 18 år. Jeg foreslår, at vi udvider ordningen til at gælde alle danskere uanset alder. En lille revolution i vores sundhedssystem, der vil gøre en kæmpe forskel for os alle – særligt de mest udsatte i Danmark.

Jeg foreslår, at vi udvider ordningen til at gælde alle danskere uanset alder. En lille revolution i vores sundhedssystem, der vil gøre en kæmpe forskel for os alle.

Carl Valentin

Det er nemlig ikke kun hårdt at have dårlige tænder, når man skal til jobsamtale. Til dem, der ikke har prøvet det, er tandpine noget af det værste. Det kan være ekstremt smertefuldt og forstyrre både hverdag og nattesøvn. Det betyder, at koncentrationen ryger i længere perioder af gangen. Det er forstyrrende, hver gang man skal spise og for nogle endda også, når man indtager væske.

Det er svært at finde et godt argument for, hvorfor vi i Danmark har valgt, at hvis man får en fysisk sygdom, så har man ret til gratis behandling – medmindre at det er en tandsygdom.

Men du er stadig ikke tilpas ved situationen. For dine tænder er så dårlige, at du ikke tør smile. De afslører dig.

Carl Valentin

Nogle vil måske indvende, at det ofte er ens egen skyld, hvis man har dårlige tænder, men faktisk er tandproblemer og sygdomme i høj grad bestemt af genetiske og sociale forhold. Selvfølgelig betyder kost og tandhygiejne noget, men vi nægter jo heldigvis heller ikke folk behandling for blodpropper, som resultat af dårlig kost, eller behandling af lungekæft forsaget af rygning.

Tandlægebehandling er i virkeligheden på mange måder præcis som al anden lægebehandling vi får – forskellen er blot, at tandlægebehandling koster kassen for den enkelte.

En af de mest slående ligheder, som vi måske ikke tænker så meget over, er, at når man er syg eller er på vej til at blive det, så er det en god idé at sætte tidligt ind. Hvis du er i tvivl, så prøv at spørge din tandlæge, om ikke det er bedst, at man gør noget ved tandproblemerne, så snart de er på vej. Jeg er sikker på, at hun vil svare ”jo.”

Det er også en af fordelene ved at gøre tandlægebehandling gratis – vi vil sikre, at langt flere bliver behandlet i tide og på den måde både spare patienter for smerte og spare udgiften til problemer, der aldrig får lov at udvikle sig.

En rapport udgivet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i 2011 har vist, at mange danskere i dag ikke går regelmæssigt til tandlægen. I 2008 havde 21 procent af befolkningen over 24 år f.eks. ikke været til tandlægen i de seneste tre år, mens 16 procent ikke havde været til tandlægen i fem år.

Undersøgelsen viste endvidere, at tre gange så mange ufaglærte som folk med en videregående uddannelse ikke går regelmæssigt til tandlægen. Det er et kæmpe problem, og det er ganske enkelt ikke noget, vi bør finde os i i Danmark. Vi ved, hvor godt det virker, at vi hjælper hinanden, når vi er syge.

Vælger man at droppe brugerbetalingen på tandlægebesøg helt, vil det ifølge nyeste tal, jeg har kunnet finde, koste staten 5,3 milliarder kroner. Det svarer til cirka 3,5 procent af de samlede offentlige sundhedsudgifter. Det burde bestemt være til at klare.

Lad os gøre hinanden en tjeneste og afskaffe brugerbetalingen hos tandlægen!

......

Carl Valentin studerer samfundsfag og retorik på Københavns Universitet. Valentin er tidligere skribent på netmediet Modkraft.dk, og han betegner sig selv som en debatlysten socialist. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00