Kommentar af 
Jarl Cordua

Cordua: Kjærsgaards usmagelige dolkestødslegende

KOMMENTAR: Pia Kjærsgaard graver grøfter dybere, og mens mange partier traditionelt har forsøgt at samle Danmark, så er Folketingets formand mere optaget af at splitte os som nation, skriver Jarl Cordua. 

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Folketingets formand Pia Kjærsgaard påstod forleden dag i Berlingske, at Danmark er ved at knække over, så vi ender som to folk ”kløvet midt over mellem på den ene side en storbyelite, der hylder globalisering og multikultur, og på den anden side en provins, der skal leve med konsekvenserne og af samme grund ikke ser storheden i projektet”.

Det, hun siger, er, at hendes mange vælgere er trætte af flygtninge og fremmede fra Mellemøsten og Afrika, som hun giver storbyens beslutningstagere og vælgere skylden for at have importeret til landet som led i en eller anden stor grandios plan.

Det er ikke en ny sang, som hun har sunget. Protesten mod indvandring til Danmark er det politiske program, som har gjort Dansk Folkeparti til landets næststørste parti og Pia Kjærsgaard til Folketingets formand. 

Beslutningstager-Danmark
Men man må give Pia Kjærsgaard, at hun er blændende dygtig til at spille dobbeltspillet over for masserne. Hun er Folketingets formand – hvorved hun faktisk er over statsministeren i den formelle rangfølge, men alligevel forsøger at fremstille sig selv som antielite. Hvis ikke man er elite, når man er Folketingets formand med tilhørende gage, formandslejlighed med videre; ja hvornår er man så?

Fru Kjærsgaard tordner imod det beslutningstager-Danmark, som er de ansvarlige for ”projektet”, som hun er så meget imod. Men hvor er det lige, at hun selv bor? Er det ude i betonghettoen sammen med hendes frustrerede vælgere? Er det ude i udkantsdanmark, hvor folk ikke kan få solgt deres huse?

Næh hun bor i beslutningstager-Danmarks überkommune Gentofte – landets rigeste, hvor chefredaktørerne, de administrerende direktører og altså også flere politikere bor.

Oprør mod eliten
Gentofte er i øvrigt nærmest det eneste sted i hele landet, hvor Dansk Folkeparti IKKE kan få indvalgt en repræsentant i kommunalbestyrelsen. Kjærsgaards mand, statsrevisor, medlem af Regionsrådet med mere, Henrik Thorup, forsøger sig ellers gang på gang. Trods massiv annoncering med store anbefalinger fra fruen, en sjælden set omklamring af den lokale konservative borgmester, ja så har anstrengelserne hidtil været forgæves.

Kjærsgaard vil åbenbart så gerne anerkendes af eliten, men eliten vil ikke, når der er kommunalvalg, anerkende Pia Kjærsgaard og hendes mand. Men så kan hun jo i stedet stille sig i spidsen for oprøret mod eliten og håbe på anerkendelsen ad den vej.

Og det er sandelig lykkedes fint for Dansk Folkeparti. I ti år fik man ellers pæn indflydelse på en VK-regering bestående af to partier i permanent krise og delvis nedsmeltning.

De underkendte provinsbyer
Normalt er dem, man vælger som parlamentsformænd, gerne nogle politikertyper, der samler folk, forsøger at bygge bro. Og forsøger at få det til at glide i det daglige. Den ambition ejer Pia Kjærsgaard ikke. Tværtimod. Hun har for eksempel ikke engang format nok til at lykønske en tidligere statsminister og politisk modstander tillykke med sit nye job.

Hun påstår, at hendes naboer i Gentofte – eliten - er sådan nogle, der ”føler sig meget overlegne", mens dem ude i ”provinsbyerne”, føler sig ”meget underkendte”. Pia Kjærsgaard gør hermed, hvad hun kan for at tale fordommene, der er mellem landsdelene, op.

Dem ude i provinsen er nogle oversete fattige stakler, som den arrogante elite er bedøvende ligeglad med og har prisgivet og overladt til fattigdommen og afviklingen af Det Danmark De Kendte. Det til trods for, at kommunal udligning viser det fuldstændigt modsatte, og at den nuværende regering – stik imod al umiddelbar økonomisk fornuft – forcerer at få flyttet statslige arbejdspladser ud til provinsen.

Hvor partier som Konservative, Venstre, Radikale og Socialdemokraterne – ja stort set alle partier, der igennem tiderne som regel har forsøgt at lave politik for et samlet Danmark, så er Dansk Folkepartis grundlægger og Folketingets formand mere optaget af, at bekræfte myterne og fordommene om, hvem vi tror hinanden er. At splitte os som nation. Hvis ikke man kendte Pia Kjærsgaard, så burde man være forundret. Ja deprimeret.

Var selv med til beslutninger
Hvis man leder efter årsager til, at ”provinsbyerne” føler sig ”meget underkendte”, så kunne man eventuelt pege på de centraliseringsreformer, hvor borgerlige regeringer med Dansk Folkepartis støtte fjernede en række administrative opgaver fra disse byer.

Er det dem, Pia Kjærsgaard er utilfredse med? Pia Kjærsgaard peger selv på, at ”man lukker de små sygehuse”. Ja det var hun vel egentlig selv med til? Så hvem er ”man”? Fortryder hun sin støtte? Eller fisker hun bare som en kynisk populist i rørt vande ved at ”forklare” årsagen til den utilfredshed, som vitterlig eksisterer i for eksempel Syd- og Sønderjylland og Vestsjælland, hvor den økonomiske udvikling i de senere år har stået i stampe. Forklare det med en usmagelig ”dolkestødslegende” om, at de er blevet forrådt af en konspiration mellem eliterne i Danmarks Radio, Bruxelles, Finansministeriet og alle akademikerne i på landets universiteter?

I et civiliseret samfund burde den slags påstande affærdiges som ren ølstuesnak, som det kendes fra beværtningernes oversete genier og fantaster. I Danmark er det den analyse, vores parlamentsformand rejser rundt med.

Hvad er DF's løsning?
For hvis noget er gået galt i det danske samfund, ja så er det åbenbart alle andres end DF's og Pia Kjærsgaards skyld? Det er ellers til trods for, at hun og hendes partifæller i mere end 20 år har siddet i Folketinget og fået løn for at påvirke og vedtage store dele af lovgivningen, som man beskylder alle andre for at være ansvarlige for. Sad DF og sov undervejs eller hvad? Mens de hævede hyren? Hvornår var det lige, at DF sagde fra?

Det mest mystiske er, at DF og Pia Kjærsgaard har bragt Lars Løkke til magten. For hvis der er nogen, der har ansvaret for de reformer og den økonomiske politik, der mere end noget andet har haft hovedansvaret for, at det er gået, som det er gået, så er det vel ham? Hvorfor tager Pia Kjærsgaard så ikke konsekvensen, og ”hugger hovedet af slangen” i stedet for al den floromvundne ammestuesnak om, at det skulle være EU og alle mulige andre, der har skylden for, at arbejdspladser forsvinder?

Hvad er egentlig DF's løsning på at hjælpe provinsbyerne? Skulle man rulle reformerne tilbage? Skulle man hæve skatterne og sende endnu flere penge fra storbyerne til provinsen? Eller skal alle de overlegne i Gentofte (minus familien Kjærsgaard) holde op med at smile i en uge i solidaritet med folk i Thyregod?

Pia Kjærsgaard mente i øvrigt også, at der er for mange unge i Folketinget. Det er sikkert rigtigt. DF er enestående med hele tre folketingsmedlemmer under 30 år i sin folketingsgruppe, så her kunne ”man” eventuelt gå forrest og undlade at stille disse mennesker op?

Populistisk grøftegraver
Det er egentlig ikke så underligt. Populisme vedbliver med at være populisme, som den altid har været. Den er kynisk og fisker bevidst i rørt vande. Den skaber splid i stedet for samling, og udpeger gerne syndebukke (de fremmede). Den anviser løsninger, som enten er virkningsløse eller har så drastiske konsekvenser, at alle andre viger bort fra at bruge dem. Den er besynderlig køligt afventende, når der skal tages ansvar og træffes beslutninger. Det er, som det er. Selvtilstrækkeligheden ophøjet som småborgerskabets politiske filosofi.

Det nye er, at man skal være vidne til, at Folketingets formand bruger sin platform til at være populistisk grøftegraver i stedet for en samlende figur. Det er svært at vænne sig til. Man kan kun kigge på USA og trøste sig med, at derovre er det meget værre.

Skulle flertallet i blå blok falde bort ved et kommende folketingsvalg, ja så er der da i det mindste én ting, som man kan glæde sig over!

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00