Dueller, ordsprog og et nyt øgenavn: 10 nedslag i finanslovsdebatten

FINANSLOV: I dag skal Folketinget vedtage næste års budget. Her er tre dueller, tre ordsprog om finanslovsdramaet og tre centrale citater fra formiddagens debat. Og så fik René Christensen (DF) et nyt øgenavn.

I Folketingssalen blev finansordfører René Christensen (DF) især angrebet på spørgsmålet om erhvervsuddannelser, som bliver beskåret med 100 millioner kroner med næste års finanslov. Der var også et par stikpiller om politiheste.
I Folketingssalen blev finansordfører René Christensen (DF) især angrebet på spørgsmålet om erhvervsuddannelser, som bliver beskåret med 100 millioner kroner med næste års finanslov. Der var også et par stikpiller om politiheste.Foto: /ritzau/Jens Dresling
Kristine Korsgaard

Efter decembers kaotiske forløb, hvor regeringen og Dansk Folkeparti har været så uenige om skat og udlændinge, at Liberal Alliance har truet med ikke at ville stemme for sin egen finanslov, skal statsbudgettet i dag endeligt landes.

Derfor har Folketingets partier siden klokken 8 i morges diskuteret det finanslovforslag, regeringen har fremsat med støtte fra Dansk Folkeparti. 

Her er ti nedslag:

Duel: Vil S aflyse sparekrav på uddannelser?
Som finansordfører for Folketingets største parti var Benny Engelbrecht først på talerstolen.

Han blev blandt andet angrebet af sin oppositionskollega Martin Lidegaard (R), som ville vide, om S vil være med til at fjerne regeringens besparelser på uddannelsesområdet. Det såkaldte omprioriteringsbidrag.

"Der skal ikke herske tvivl om, at Socialdemokratiet er imod regeringens besparelser på uddannelse. Men for indeværende og i det finanslovsforslag, som vi har lagt frem, der har vi været nødt til at prioritere inden for den begrænsede ramme, som er," sagde Engelbrecht blandt andet.

Hør hele duellen her.

Duel: Er V klar til at skære i dagpengene?
Nikolaj Wammen ville vide, om Venstre har planer om at skære i dagpengene. Tidligere på måneden skrev Børsen, at regeringen planlagde at finansiere en del af en kommende skattereform med nedskæringer på dagpengeområdet.

"Er Venstre klar til at skære på dagpengene, ja eller nej?" lød spørgsmålet.

Torsten Schack svarede:

"Der er ikke noget forslag om at reducere i dagpengesatserne (…) Der er gentagne gange blevet svaret på, at nogle af de elementer, som kan bruges til at frigøre yderligere ressourcer til et økonomisk råderum, det er videre indførelse af optjeningsprincipper, loft over antallet af børn, man kan modtage børnefamilieydelse til og øget brug af egenbetaling til for eksempel danskundervisning."

 

Duel: DF under angreb for erhvervsuddannelser
René Christensen (DF) kom under hård beskydning fra flere partier i opoositionen, fordi partiet lægger stemmer til en finanslov, der beskærer erhvervsskolerne med 100 millioner. DF har i forhandlingerne kæmpet for at få minimeret besparelserne.

Hvordan hænger det sammen, at DF ønsker flere ind på erhvervsuddannelserne og samtidig sparer på dem, ville Johanne Schmidt Nielsen vide?

"Erhvervsskolerne har lavet et budget, hvor de skal spare 270 millioner kroner. Nu skal de spare 100, og det vil sådan set sige, at de har 170 millioner kroner mere, end de havde budgetteret med,” lød en del af René Christensens svar.

Schmidt-Nielsen svarede igen:

"Det er politikerlogik af værste slags, når man siger: "Det er ikke så slemt, at I skal skære 100 millioner, for vi havde sagt, at I skulle skære meget mere". Så kan man jo få alle problemer i verden til at forsvinde. Man kan bare starte med at sige, at man vil gøre noget meget, meget, meget slemt, og så gør man det lidt mindre dårligt."

Tre ordsprog om finanslovsdramaet

  • ”Man skal så meget igennem, før det kan blive rigtig jul. Også i år bliver det jul. Men dramatikkurven har fået ekstra stejlhed undervejs. Jeg tror, at selv DR Drama kan blive helt misundelig.” Torsten Schack Petersen (V)
  • ”Selv om fødslen har været hård, bliver man som regel glad for barnet alligevel.” Morten Østergaard (R)
  • ”Alt godt kommer til den, der venter.” Torsten Schack Petersen (V)

Et nyt øgenavn
Lisbeth Bech Poulsen (SF) gav René Christensen (DF) kaldenavnet ”Hestehviskeren” i forbindelse med debat om, hvorfor DF har fået afsat penge på finansloven til at genindføre det ridende politi. Københavns Politi har sagt, at det ikke er deres ønske.

Tre citater fra debatten

  • "I forhold til det forløb, som har været aktuelt med et af regeringspartierne, kan man jo kun knuselske Enhedslisten."
    Benny Engelbrecht (S) i svar til Nikolaj Villumsen (Enh.). Villumsen spurgte, om S værdsatte Enhedslisten nok som støtteparti under Thorning-regeringen set i lyset af den nuværende regerings problemer med at få støtte til sin finanslov fra regeringspartiet Liberal Alliance.

  • "Topskattelettelser har altid været det mindste element i vores politik. Vi har altid ønsket at sænke skatten i bunden."
    Joachim B. Olsen (LA)

  • "Det er da påfaldende, at de radikale mener, at den bedst kvalificerede arbejdskraft, man kan få, er fra folk, der kommer fra krigshærgede områder. Folk, der har PTSD og andet, som er flygtet hele vejen til Danmark, er den bedste arbejdskraft, man kan få."
    René Christensen (DF) til Morten Østergaard, som spurgte, hvordan DF vil sikre arbejdskraft i fremtiden.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Engelbrecht

MF (S)
folkeskole (Kildevældsskolen 1986)

Carl Holst

Director, Influenter, højskolelærer, bestyrelsesformand, Idrættens Analyseinstitut, Videncenter for Folkeoplysning, Play the Game, Center for Grundtvigforskning, bestyrelsesmedlem i DigiRehab
lærer (Haderslev Statsseminarium 1996)

Johanne Schmidt-Nielsen

Generalsekretær, Red Barnet
ba.scient.soc. (Roskilde Uni 2007)

0:000:00