EL: Opgør med nødvendighedens politik

Af Pernille Skipper (EL)
Politisk ordfører 

Jeg vil vædde min højre arm på, at når statsministeren snart fremlægger sin såkaldte 2025-plan, skal vi høre den samme klagesang, som vi har hørt mange gange før: De arbejdsløse skal være fattigere, virksomhederne og de rigeste skal betale mindre i skat, og den offentlige sektor skal være mindre.

Men frem mod 2025 er det ikke den manglende vækst, skattetrykket eller betalingsbalancen, der er problemet. Holdbare arbejdspladser og mere sikkerhed på arbejdsmarkedet, massiv grøn omstilling og ikke mindst en markant mindre ulige fordeling af goderne bør til gengæld præge dansk økonomi. Skal vi opnå det, er der først og fremmest behov for et opgør med ”nødvendighedens politik”.

Skattelettelser giver ikke arbejdspladser
Danmark er ikke kommet ud af den økonomiske krise på en overbevisende måde. Væksten er lav i forhold til tidligere. Der skabes kun nye job i langsomt tempo, og de er typisk præget af usikkerhed.

Men det har ikke noget med hverken høje lønninger, velfærdssamfundet eller topskatten at gøre, selvom det ofte bliver præsenteret sådan af borgerlige politikere. Tværtimod. For de store danske virksomheder tjener penge: der er stort overskud på handels- og betalingsbalancen, og udlandsformuen er rekordhøj.

Problemet er, at de danske virksomheder sparer pengene op eller udbetaler milliarder i udbytte til aktionærerne. Med andre ord, væksten udebliver, fordi virksomhederne ikke investerer de penge, de har liggende, i danske arbejdspladser.

Hvis vi skal tackle de økonomiske og sociale udfordringer, som Danmark står overfor, kræver det et opgør med "nødvendighedens politik".

Pernille Skipper (EL)
Politisk ordfører

Toppens tur til at levere
Og derfor er det da egentlig sært, at vi alligevel igen står over for et efterår, hvor vi skal have tudet ørerne fulde af, hvor synd det er for dansk erhvervsliv. Hvordan det er bydende nødvendigt at lette topskatten. Og hvor lidt de politiske beslutningstagere selv kan gøre for de beslutninger, de selv træffer. Det er jo ”nødvendigt”.

Toppen af Danmark og de største danske virksomheder har fået alt, hvad de har peget på i rigtig mange år: Skattelettelser til virksomhederne og de rigeste, tilpasning af rammevilkår for virksomhederne, efterlønsreformen og kontanthjælpsreformen, der presser lønningerne. Og jeg kunne blive ved. Men lad os være ærlige: Erhvervslivet har ikke leveret de arbejdspladser, som de lovede.

Til gengæld er festen blevet betalt af almindelige lønmodtagere gennem meget lave lønstigninger i et halvt årti og af folk på overførselsindkomst, som har fået forringet deres ydelser. Ringere omsorg til vores bedsteforældre efter et langt liv på arbejdsmarkedet, dårligere tid til ungerne i børnehaverne og ikke mindst et markant ringere sikkerhedsnet for dem, der bliver ramt af sygdom eller får en fyreseddel.

Man formastes til at spørge, hvornår det er toppens tur til at levere alt det, de lovede, at vi ville få til gengæld?

Opgør med ulighed
Hvis vi skal tackle de økonomiske og sociale udfordringer, som Danmark står overfor, kræver det et opgør med nødvendighedens politik. Der er ikke brug for mere af det samme – det virker ikke. Vi må føre en helt ny økonomisk politik.

Først og fremmest er der behov for, at fordelingen af goderne i samfundet ændres. Uligheden er steget voldsomt de seneste årtier, og selv gennem den økonomiske krise, der ramte stort set hver eneste husstand i det jævne Danmark på en eller anden måde, blev de 10 procent rigeste kun rigere. Det er et mål i sig selv at stoppe den udvikling, og derfor bør vi fokusere på indtægtskilder i toppen som for eksempel millionærskat, formueskat, afgift på finansielle transaktioner eller en bankskat.

Investér i grøn omstilling
De penge skal så til gengæld bruges på jobskabelse, der sikrer holdbare og vedvarende jobs. Det vil sige langsigtede investeringer i grøn omstilling som forsyningssektoren, infrastruktur og klimarenovering af boligmassen. Også i landdistrikterne. Det skaber arbejdspladser, og det er bydende nødvendigt for både klimaet og dansk økonomi, at vi omstiller os til en bæredygtig udvikling. Og så skal pengene selvfølgelig også bruges til genopretning af velfærden og ansættelse af de varme hænder, der mangler for at skabe en tryg tilværelse for fællesskabet.

Det er nok for meget at håbe, at højrefløjen, toppen af dansk erhvervsliv og magteliten i Danmark en dag vil sige; ”okay, ved I hvad, lad os bruge pengene på plejehjemmene den her gang”. Til gengæld tager de fejl, når de kalder det ”nødvendigt” at gøre det modsatte.