Elberth: #Gyllegate gjorde ministeren til et legitimt mål

KLUMME: Fødevare- og miljøminister Eva Kjer Hansen (V) er under pres. En sag om lobbyisme i landbruget og tvivl om tal har gjort det legitimt konstant at beskyde ministerens troværdighed. Benjamin Rud Elberth beskriver, hvordan nettet ruller, når en politiker får en dårlig sag. 

BT afslører. 

En næsten fast vinkling når en tabloid-avis igennem længere tid har brygget på en historie om en politiker, der kan være skadelig. Den får ”maksimalt play” både i overskrift og i forklaringen om, at nu kan avisen afsløre prik prik prik.

BT kunne 8. februar ”afsløre” ”via en aktindsigt”, at ”store dele af Miljø- og Fødevareministeriets kommissorium for den nye arbejdsgruppe mere eller mindre er kopieret fra et udkast fra Bæredygtigt Landbrug”. Men hold lige fast engang – hvis aktindsigt? Har man bare kigget lidt efter på nettet, har den ekspertkilde, BT bruger, ”breaket” den afsløring selv tilbage i januar - Kjeld Hansen har sin helt egen pres-platform kørende på gylle.dk, hvor han hudfletter ministeren og landbruget. Og således er første led i historien en realitet. Vi har en sag.

Når sag bliver til gyllegate
Skandaler om politikere følger en fast skabelon. Selvom en historie ofte kører rundt i rygter på Twitter, Facebook eller i dette tilfælde gylle.dk, et websted, skal vi bruge en tabloid-avis, før den for alvor sætter dagsorden. Derefter træder dele-mekanismerne i gang. BT's indledende historie om Eva Kjer Hansen er delt over 9.000 gange på Facebook – sagen rammer danskerne på alle flader. Og vel at mærke en sag, der har potentiale til at udvikle sig til en gate, hvis der er flere historier i sagen (og det er der som regel, når tabloid-aviserne ”sparer” sammen til en føljeton). Læs selv hele forløbet over 10 dage her

Vi er alle opdraget med, at fortællinger er stærke. Fortløbende fortællinger med flere afsnit er skabeloner, vi forstår. Næste element er en parti-ansat fra et oppositionsparti, der hjælper til med at sætte tryk på Twitter (som de i øvrigt skal i det politiske billede og i det demokrati, vi har lige nu. Der er ikke for alvor faldet hverken et træ i skoven eller en minister, før de første øksehug er dokumenteret eller ligefrem foretaget på Twitter).

 

Vi så det i sagen om Carl Holst: Selvom der var stof nok for Carl Holst til at lave et styrt af dimensioner uden hjælp fra andre, blev der konsekvent smidt små citater og lagt digitalt tryk på historien fra ”the usual suspects” hos oppositionspartierne – altså de parti-ansatte, der af og til påstår, at de er på Twitter ”for egen regning”, men som i allerhøjeste grad er det på modstandernes bekostning.

Andre er helt åbne om, at det er en kanal for at flytte stemmer og magt. Det er ikke kønt, men det er forbandet effektivt – kan journalisterne ikke selv huske de små gyldne citater, der kan hjælpe dem videre til at skabe en føljeton, får de dem foræret af googlende og gravende parti-soldater, der altid har en evne til at trylle de citater frem, der i den beskudte politikers nye situation virker mest afslørende, hykleriske eller selvmodsigende.

I Eva Kjer Hansens sag skal parti-ansatte fra oppositionspartierne også nok minde journalisterne om, at det er værd at tjekke, hvor meget landbruget har bidraget til ministerens valgkamp – for så er der hjemmel til at skrive historien om, at ministeren potentielt er i lommen på organisationerne. Derefter tager politikerne fra oppositionspartierne over – kræver samråd (Enhedslisten kalder ministeren i samråd klokken 11.21 på Twitter), redegørelser, forklaring – både på sociale medier, så alle kan se, at de kræver det, som de skal, og i pressen.

Så er der basis for at skrive næste trin i føljetonen om, at ministeren afkræves forklaring. I weekenden 13-14. februar ruller gaten for alvor og bliver til en reel gate. Medierne kan berette, hvordan ”hele gennemførelsen af Fødevare- og Landbrugspakken foregår på et urigtigt og misvisende grundlag”, som Politiken formulerer det, hvor forskere udhuler det tal-grundlag, som pakken er gennemført på. Olav Skaaning skriver 13. februar lederen ”Eva Kjer betaler tilbage til vennerne”. Så er der insinuationer nok til selv at ”do the math”.

Med tal-problemer har ministeren sin gyllegate, og der begynder at være tvivl, om tallene har vildledt. Vildledning er et kodeord i en gate. Har nogen vildledt, så har sagen gate-karaktér. Da Hans Engell kalder det ”kreativ bogføring” får vi alle trigget vores hukommelse om Anders Fogh Rasmussen, der måtte gå af som minister på grund af samme. Engell siger det endda eksplicit - vi er nu trådt ind i den skabelon, hvor ministeren begynder at komme under pres for sin ministerpost.

Når gyllegate bliver til #gyllegate
Da vi går ud af uge 8, er der skrevet 2.197 tweets med ordet #gyllegate fra danske twitterkonti ifølge den danske overvågningstjeneste Overskrift.dk. Første gang Overskrift.dk registrerer brug af hashtagget er 13. februar. Det allerførste tweet med #gyllegate er fra Alternativet fra en politisk rådgiver (dem der med ny politisk kultur, der har en hashtag-tilgang, som til forveksling ligner den eksisterende politiske kultur, når de bruger den til pres). Nummer to med det hashtag er i øvrigt Alternativets miljøordfører, Christian Poll. Nummer tre Socialdemokraternes Simon Kollerup. Blandt de første 12 på hashtagget er der flere fra Alternativet, inklusive parti-ansatte, Lisbeth Bech fra SF og Alternativets partikonto selv.

Sådan etableres et hashtag. #gyllegate er en realitet. Skabt af politisk kreative mennesker, der, hvis man spørger dem længe nok, godt ved, at vi kan lide gates, og at en skandale for ministeren får langt mere flow på et hashtag og en #gate.

  

Senere om aftenen 13. februar kan Henrik Qvortrup, med lidt hjælp fra Elbæk-klanen, performativt erklære #gyllegate vedtaget som hashtag. Det lille punktum foran det tweet sikrer, at det ryger ud til samtlige Qvortrups over 50.000 følgere på Twitter.

Et døgn og 14 minutter senere er der for alvor ballade. Konservative og Rasmus Jarlov ”truer” med at trække sig. Også selvom Jarlov forsøger at trække i land på sin egen Facebookside og påstår sig strammet i rubrikken (se her). Det er fuldkommen ligegyldigt. Nu har medier – trykte såvel som sociale – den kile ind i ministerens aftalegrundlag, som de skal bruge i deres #gate.

 

Når ministeren bliver et legitimt mål
Ser man på debatten på sociale medier lige nu, er der sket det for ministeren, som der er sket for en række politikere. De er blevet legitimt mål, og alle skyder på dem. Det er for længst vedtaget, at ministeren har dummet sig, og det etablerede digitale meningsdannersystem kæder selv både intentioner, handlinger og forløb sammen efter forgodtbefindende. Det værste, der kan ske for en politiker på sociale medier, er at blive ”the laughing stock” – den som alle gør grin med og nar af, fordi det er blevet comme il faut, at det er sådan man gør.

For forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) var det til sidst helt naturligt at smide pinocchio-billeder op på Facebook af ham. For Carl Holst havde Ekstra Bladets ”Carl Smart” sat sig så langt ned i samtalerne om Holst, at det for længst var legitimt at lave memes (billeder, der ironisk, satirisk, lavede grin med Holst i en grad, så det blev en billedeføljeton), videoer med hans selvmodsigelser, jokes om, at Penkowa havde støttet ham på Facebook og meget mere.

Lidt ligesom når Løkke er under allermest pres – så laver vi påklædningsdukker på Twitter, hvor man selv kan sætte underbukser på ham, og så skriver Ekstra Bladet historien om, at Løkke gøres til grin som påklædningsdukke på nettet. Når vi gør grin med integrationsminister Inger Støjberg (V), er det ikke for alvor sjovt, for hun bruger sin Facebook til at skyde tilbage med overskud, uanset om det er døde engle på juletræet eller sammenligninger med en hamburgerryg. Så gider vi ikke helt alligevel at tæve løs på hende, fordi hun altid ser så godt ud, når tabloidmedierne understreger, at hun har lavet snappy comebacks.  

Mobbeskolen på sociale medier er ikke helt nået til memes eller jokes om Eva Kjer Hansen endnu. Vi er dog nået til humorstadiet. Hvor vi bare trækker lidt på smilebåndet. Senest over artiklen hvor Eva Kjer Hansen siger, at det er alle andre, der tager fejl, der går i selvsving på Facebook og Twitter.

Går #gyllegate meget længere vil vi se øgenavne. Og konkurrencer om at få flest retweets for de bedste øgenavne. Indtil da må vi nøjes med komikernes jokes:

---
Benjamin Rud Elberth er digital chef i Geelmuyden Kiese og fast politisk digital ekspert på TV 2. Han er tidligere digital chef for Socialdemokraterne og har rådgivet en lang række ministre, partier og politikere. Hver tirsdag skriver han klummen "Borgen digitalt" på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Elberth: Skal et byråd føre Facebook-kampagne for skattekroner? Elberth: Skal et byråd føre Facebook-kampagne for skattekroner? Næste artikel Elberth: Vi trænger til en mindre medierevolution Elberth: Vi trænger til en mindre medierevolution
  • Anmeld

    Torben Bach Sørensen

    KUN STATSANSATTE

    har kritiseret Eva Kjær Hansen.

    Uhyggelig hvor mange forskere der er beskæftiget med at bearbejde og måle hav- og grundvand. Og ingen "nyttig" forsker ved sin fulde fem vil skære sin private fødekæde over. (Og når alle i netværket har samme gode holdninger, hvorfor så risikere sit gode job, bare for at være uvildig).

    Jeg håber den nuværende regering kan reducere antallet af villige Auken støtter, der er på statens regning. Det er jo sindssygt som de popper op i TV.

    Auken, Auken, og Auken har sat dyre aftryk på skattesedlen. De koster os formuer.

    Det er Aukner og "nyttige" forskere vi har for mange af.

    De elektroniske medier er på samme hammel. (Et landbrugsudtryk)

    DRs politiske tilknytningsforhold er alligevel klart for alle.

  • Anmeld

    Annette Kaalund

    Ansvar overfor Folketinget

    Ligegyldigt emnet, er det uanstændigt at vildlede Folketinget.
    Ved at fastsætte præmissen for dette debatindlæg som "når en politiker får en dårlig sag" mister alt andet, der skrives i klummen, legitimitet.
    Eva Kjær Hansen har ikke "fået" denne sag. Hun har skabt den, da det at indrømme, at V vil hjælpe de største jordejere på bekostning af vandmiljøet (ikke angiveligt på bekostning. På bekostning) angiveligt ville give problemer i baglandet hos regeringens støttepartier.
    Når klummeskriveren bruger ord som Mobbeskole farves hans indlæg yderligere:
    At Ministre gribes i at lyve for Folketinget ikke noget nyt. At de tror, de kan slippe afsted med det ved at intimidere anklageren er heller ikke noget selvsyn.
    Omverdenens reaktion: Sarkasme, hudfletning og ironisk distance er ikke mobning og heller ikke noget nyt, uanset klummens forfatter forsøger at give det indtryk. ATS, selvsving, uddeling af årets torsk, svikmøllen og et væld af andre udgivelser har i årtier finpudset kunsten at starte smædekampagner. Og godt for det. Det er det, der viser, at demokratiet lever.