Henrik Christoffersen: Hvad betyder 2.000 kr. for meget i skat?

Økonomi- og Indenrigsministeriet har nu fremlagt ministeriets kommunale nøgletal for kommunernes serviceniveau i 2016. Disse tal udnytter vi hvert år i Cepos til at beregne hver enkelt kommunes kommunepotentiale. Altså hver kommunes mulige udgiftsreduktion, såfremt kommunen fastlagde udgifterne i forhold til udgiftsbehovene på det niveau, som landets mest økonomiske kommune har valgt.

De laveste udgifter set i forhold til udgiftsbehovene fandtes i 2016 i Frederiksberg og Vejle kommuner, hvor udgiftsniveauet blev holdt på henholdsvis 91 og 92 procent af landsgennemsnittet.

Såfremt alle kommuner fastlagde deres udgiftsniveau på niveauet i Frederiksberg og Vejle, ville kommunesektorens samlede udgifter blive reduceret med knap 30 milliarder kroner. Årligt. Det svarer til omkring 10 procent af udgifterne. Eller udtrykt på en anden måde: I kommuner som Ballerup, Kerteminde eller Halsnæs ville en gennemsnitlig LO-familie få sat deres skat ned med mere end 2.000 kroner om måneden, såfremt disse kommuner holdt samme udgiftsniveau som Frederiksberg eller Vejle.

Nu har vi jo kommunalt selvstyre, kunne man så indvende. Sagen er imidlertid den, at kommunerne med det gældende kommunale finansieringssystem ikke selv bærer de fulde økonomiske konsekvenser af deres egne udgiftsbeslutninger. Når en kommune øger skatten og anvender det nye provenu til øget service, så reducerer det øgede skattetryk arbejdsudbudet. Det rammer ikke alene kommunen selv, men også staten og samfundsøkonomien. Derfor er det høje udgiftsniveau i nogle kommuner et samfundsøkonomisk anliggende.

Såfremt alle kommuner fastlagde deres udgiftsniveau på niveauet i Frederiksberg og Vejle, ville kommunesektorens samlede udgifter blive reduceret med knap 30 milliarder kroner. Årligt.

Henrik Christoffersen
Forskningschef, Cepos

Jeg har beregnet tal for kommunepotentiale gennem en årrække. Det har her vist sig, at det samlede kommunepotentiale stort set har været konstant på landsplan. Det kan der være flere forklaringer på.

Det er selvfølgelig en nærliggende mulighed, at kommunerne har forskellige præferencer. Kommuner er jo skabt til at varetage lokale interesser og behøver ikke at tage hensyn til de samfundsøkonomiske omkostninger ved højt kommunalt forbrug.

Kommuner er nok også dårlige til at lære af hinanden. Der er en grund til, at nogle kommuner er i stand til at holde relativt lave omkostninger. De er sikkert gode til at lære og skabe forandring og udvikling. Så derfor vil de effektive kommuner nærliggende udvikle sig til at blive stadig mere effektive. De kommuner, som er svagere til at lære og skabe forandring vil derimod blive ved med at hænge bagefter. Det trækker i retning af, at kommunepotentialet endda kan vokse med tiden.

Selv om kommunepotentialet på landsplan har forholdt sig forbavsende konstant, så har en stor del af kommunerne hver især fået et ændret kommunepotentiale. Gennemgående er kommunepotentialet vokset i landets udkantområder og reduceret i hovedstadsområdet.

Det må man forstå i lyset af, at de danske kommuner har forskellig struktur og forskellige udfordringer, som skal håndteres, hvilket har foranlediget Folketinget til at justere den kommunale udligning ganske stærkt i de senere år ud fra en vurdering af, at kommunernes strukturelle udfordringer ikke er lige alvorlige i de forskellige dele af landet. Ændringerne i udligningen følger dog ikke overraskende også vælgerflertallets geografiske lokalisering.

Mange af landets udkantkommuner oplever befolkningsmæssig stagnation samtidig med, at den tilbageblevne befolkning koncentrerer sig i kommunens mest centrale dele. En kommunal tilpasning til sådan en stagnation kan være smertelig, og tilstrømningen af flere subsidier fra landets øvrige kommuner kan da nærliggende anvendes til at mindske behovet for kommunale strukturelle tilpasninger til de faktiske forhold i lokalsamfundet. Til gengæld går udgiftsniveauet op i disse kommuner.

Især i hovedstadsområdet er situationen en anden. Her er der tale om kommuner med befolkningsvækst, som eventuelt klares ved at lade udgifterne vokse i lavere tempo end forholdsmæssigt svarende til den øgede befolkning. Den øgede trængsel, som også følger med befolkningstilvæksten håndteres kun sporadisk.

Hovedstadskommunerne er foruden landsudligningen underlagt en hovedstadsudligning. Det betyder i kraft af finansieringssystemets tekniske indretning, at disse kommuner har haft et ringe incitament til at øge udskrivningsprocenten for den kommunale indkomstskat.

I princippet vil det kommunaløkonomisk være at foretrække at øge grundskyldspromillen, såfremt kommunen ønsker at øge skatteprovenuet. Det er imidlertid også i disse kommuner, at grundværdierne er øget mest i de senere år, og det kan nærliggende være et utaknemmeligt politisk projekt at øge grundskyldspromillen samtidig med, at grundværdierne eksploderer. Tilbage står da nødvendigheden af at effektivisere.

Kommunepotentialet bliver hermed i stigende grad udtryk for, at der i det kommunale system ophobes nogle strukturelle problemer, som i kraft af folketingsflertallets sammensætning søges inddæmmet ved at hælde flere penge over dem.

Det er på den anden side tydeligt, at denne strategi ikke har nogen effekt. Mon ikke det ville have større effekt, såfremt en kommune som Syddjurs indrettede sig som Vejle og gav hver familie 2.000 kroner mere at leve for om måneden. Så kunne det måske blive lidt sjovere at bosætte sig i Udkantdanmark.

.......

Henrik Christoffersen er forskningschef i den borgerligt-liberale tænketank Cepos. Han forsker blandt andet i den offentlige sektors økonomi og det kommunale område. Han har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos KL og har siden 1976 været ekstern lektor i offentlig udgiftspolitik og boligøkonomi på Københavns Universitet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.