Henrik Dahl: Naive høge i Den Nye Verdensuorden

Man taler som regel om, at der hersker en verdensorden. Ser man på udviklingen for tiden, er det dog mere passende at tale om et verdenskaos.

Hvis vi begynder tættest på os selv, er den europæiske beslutningskraft på et lavpunkt. Vil det lykkes at få de ydre grænser lukket? Hvordan skal forhandlingerne med Storbritannien helt nøjagtigt forløbe? Hvad skal man stille op med Polen og Ungarn, der tilsyneladende er i færd med at afmontere sig selv som retsstater? Hvad skal man stille op med en valuta, der er fejlkonstrueret? Og hvad skal man dog gøre for at lette nøden for de mange ungdomsarbejdsløse i Sydeuropa?

I det mindste kan man blive enig om, at problemerne er påtrængende. Men udtænke og gennemføre løsninger er ikke noget, der ligger lige for.

Øst for EU ligger Rusland og volder vanskeligheder. Annekteringen af Krim vækker udbredt harme. Lytter man til russiske politikere og eksperter, bliver konklusionen dog, at der er substans i udtrykket ”over mit lig”. Rusland afleverer ikke Krim frivilligt. Og vil nogen tage halvøen med magt, kommer de til at slås meget, meget hårdt for det.

Er Iran en stat? spørger Kissinger. Eller er det snarere et projekt? Nemlig skabelsen af et shiitisk-persisk imperium fra Teheran til Middelhavet ved hjælp af omfattende støtte til Hizbollah-militser i adskillige lande.

Henrik Dahl
MF (LA)

Invasionen (lad os kalde en spade for en spade) af det østlige Ukraine er ligeledes vanskelig at acceptere. Landet var og er en suveræn stat, der ligesom Rusland er medlem af FN, Europarådet og OSCE. Blandt medlemmer af disse fine klubber er det god tone at tale sig til rette i stedet for at skændes eller gribe til selvtægt. Troede man i hvert fald indtil 2014. En løsning er ikke fundet, men de fleste håber, at Minsk-aftalerne med tiden vil bære frugt.

Og nu, vi taler om Europarådet: Det er også Tyrkiet medlem af (ligesom landet i øvrigt er medlem af NATO). Det indebærer, at Ankara både skal tiltræde og anerkende Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og anerkende Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD).

Hvorfor viser vi ikke bare russerne, at vi er de stærkeste? Og hvorfor er der ikke snart nogen, der bukker begge ender sammen på Erdogan og lader ham føle, at han blot er en lommediktator, der kan rende og hoppe?

Henrik Dahl
MF (LA)

Om det så er tilfældet, kunne der skrives vidt og bredt om. Det er der ikke plads til, så vi skrider direkte til konklusionen: Tyrkiet udviser i disse år en fuldkommen foragt for både EMRK og EMD.

Længere fra Danmark bidrager Mellemøsten til billedet af, at der ikke hersker en verdensorden, men et verdenskaos.

Det mest iøjnefaldende og hjerteskærende eksempel er sammenbruddet for næsten enhver menneskelighed i Syrien. Mens den største konkrete bekymring for Danmark er stigende risiko for terrorisme i Vesteuropa, i takt med at IS bryder sammen som statsdannelse.

Men som Henry Kissinger bemærker i et interview i magasinet The Atlantic (10. november 2016), overgås disse problemer på længere sigt af spørgsmålet om Iran.

Er Iran en stat? spørger Kissinger. Eller er det snarere et projekt? Nemlig skabelsen af et shiitisk-persisk imperium fra Teheran til Middelhavet ved hjælp af omfattende støtte til Hezbollah-militser i adskillige lande.

Det ville så langt være at foretrække, at Iran kun forstod sig selv som en stat og ikke som et projekt. Men det er langtfra sådan, at magthaverne i Teheran sidder og venter på gode råd fra vestlige regeringer.

I Sydøstasien forekommer der alt i alt mere fredeligt end i Europa og Mellemøsten. Bortset fra, at der ligger en ulmende konflikt i Det Sydkinesiske Hav mellem på den ene side Kina og på den anden side en række kyststater i regionen om havets folkeretslige status. Indtil videre har ingen af parterne dog hidset sig mere op end strengt nødvendigt, så man kan stadig håbe på en mindelig løsning.

Midt i denne begrædelighed noterer man sig, at Sydamerika og Australien ikke belaster de gode forhåbninger for verdensfred, og at der heller ikke er andet end gode (omend sjældne) tidender fra Antarktis.

Stillet over for et sådant antal af problemer er der mange, som kalder på heroisk tale og handling. Det vil sige folk, man i andre – men tilsvarende – sammenhænge kalder høge.

Hvorfor viser vi ikke bare russerne, at vi er de stærkeste? Og hvorfor er der ikke snart nogen, der bukker begge ender sammen på Erdogan og lader ham føle, at han blot er en lommediktator, der kan rende og hoppe?

Selvom det er nemt at leve sig ind i psykologien bag den slags reaktioner, er det uklogt in extremis at lade sig styre af sine følelser.

Og hvorfor så det? Mit grundlæggende svar er Inger Christensensk: Rusland findes. Tyrkiet findes.

Ligegyldigt, hvad man så end måtte mene om styret i Moskva, er landet Rusland en geografisk, økonomisk, social og politisk realitet, som strækker sig fra Sankt Petersborg til Vladivostok.

Ville det være bedre, at landet var en svækket (men stadig atombevæbnet) pariastat, end at det som nu er et land, man kan samarbejde med på en lang række områder, der blot ikke når frem til overskrifterne og det løbende bånd med breaking news? Det skal man have en endog meget dårlig dømmekraft for at mene.

I forhold til lande, der er brudt ud af den post-andenverdenskrigske og post-koldkrigske orden, er det nødvendigt at udvise troværdig styrke og beslutsomhed. Men derfra og til at holde op med at samarbejde og tale sammen, er der et langt stykke – som det ikke giver nogen mening at begive sig ud på.

I forhold til Tyrkiet stiller sagerne sig nogenlunde på samme måde: Ville det være bedre, at Tyrkiet var ude af NATO og Europarådet, end at landet er med?

På ingen måde. Hvis Tyrkiet var ude af NATO, ville der for eksempel bestå en risiko for, at Sortehavet i stedet for at være internationalt farvand blev en slags indsø kontrolleret af primært Rusland og Tyrkiet. Ligesom der ville bestå en risiko for, at hele den nordøstlige del af Mellemøsten blev et lukket land.

Hvad angår tilknytningen til Europarådet, er det noget, vi bør være glade for: Den gør det så meget lettere at pege fingre ad Erdogan og kritisere hans hykleri i forhold til de borgerlige rettigheder, som landet har forpligtet sig til at opretholde og respektere, end det ville være, hvis man stod udenfor.

Når det så er sagt, er det en voldsom provokation imod lande som for eksempel Tyskland og Nederlandene, at Tyrkiet tilsyneladende er på vej bort fra at opfatte sig selv som en klassisk nationalstat og på vej i retning af noget, der ikke har et navn. Men en aggressiv og bevæbnet, islamistisk ”Vatikanstat” (i meget kraftige anførselstegn, og Gud bevare Paven), der ser sig selv som overhoved for alle verdens tyrkere.

En sådan tilgang fra Tyrkiets side kræver en robust afvisning fra de vesteuropæiske lande, der har tyrkiske diasporaer. Men det er ikke noget, der hersker politisk uenighed om nogen steder.

......