Henrik Dahl: Naive høge i Den Nye Verdensuorden

KLUMME: I Den Nye Verdensuorden er der tiltagende mange onder, men mange af dem er at foretrække frem for et endnu mere truende kaos, skriver Henrik Dahl.

Man taler som regel om, at der hersker en verdensorden. Ser man på udviklingen for tiden, er det dog mere passende at tale om et verdenskaos.

Hvis vi begynder tættest på os selv, er den europæiske beslutningskraft på et lavpunkt. Vil det lykkes at få de ydre grænser lukket? Hvordan skal forhandlingerne med Storbritannien helt nøjagtigt forløbe? Hvad skal man stille op med Polen og Ungarn, der tilsyneladende er i færd med at afmontere sig selv som retsstater? Hvad skal man stille op med en valuta, der er fejlkonstrueret? Og hvad skal man dog gøre for at lette nøden for de mange ungdomsarbejdsløse i Sydeuropa?

I det mindste kan man blive enig om, at problemerne er påtrængende. Men udtænke og gennemføre løsninger er ikke noget, der ligger lige for.

Øst for EU ligger Rusland og volder vanskeligheder. Annekteringen af Krim vækker udbredt harme. Lytter man til russiske politikere og eksperter, bliver konklusionen dog, at der er substans i udtrykket ”over mit lig”. Rusland afleverer ikke Krim frivilligt. Og vil nogen tage halvøen med magt, kommer de til at slås meget, meget hårdt for det.

Invasionen (lad os kalde en spade for en spade) af det østlige Ukraine er ligeledes vanskelig at acceptere. Landet var og er en suveræn stat, der ligesom Rusland er medlem af FN, Europarådet og OSCE. Blandt medlemmer af disse fine klubber er det god tone at tale sig til rette i stedet for at skændes eller gribe til selvtægt. Troede man i hvert fald indtil 2014. En løsning er ikke fundet, men de fleste håber, at Minsk-aftalerne med tiden vil bære frugt.

Og nu, vi taler om Europarådet: Det er også Tyrkiet medlem af (ligesom landet i øvrigt er medlem af NATO). Det indebærer, at Ankara både skal tiltræde og anerkende Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og anerkende Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD).

Om det så er tilfældet, kunne der skrives vidt og bredt om. Det er der ikke plads til, så vi skrider direkte til konklusionen: Tyrkiet udviser i disse år en fuldkommen foragt for både EMRK og EMD.

Længere fra Danmark bidrager Mellemøsten til billedet af, at der ikke hersker en verdensorden, men et verdenskaos.

Det mest iøjnefaldende og hjerteskærende eksempel er sammenbruddet for næsten enhver menneskelighed i Syrien. Mens den største konkrete bekymring for Danmark er stigende risiko for terrorisme i Vesteuropa, i takt med at IS bryder sammen som statsdannelse.

Men som Henry Kissinger bemærker i et interview i magasinet The Atlantic (10. november 2016), overgås disse problemer på længere sigt af spørgsmålet om Iran.

Er Iran en stat? spørger Kissinger. Eller er det snarere et projekt? Nemlig skabelsen af et shiitisk-persisk imperium fra Teheran til Middelhavet ved hjælp af omfattende støtte til Hezbollah-militser i adskillige lande.

Det ville så langt være at foretrække, at Iran kun forstod sig selv som en stat og ikke som et projekt. Men det er langtfra sådan, at magthaverne i Teheran sidder og venter på gode råd fra vestlige regeringer.

I Sydøstasien forekommer der alt i alt mere fredeligt end i Europa og Mellemøsten. Bortset fra, at der ligger en ulmende konflikt i Det Sydkinesiske Hav mellem på den ene side Kina og på den anden side en række kyststater i regionen om havets folkeretslige status. Indtil videre har ingen af parterne dog hidset sig mere op end strengt nødvendigt, så man kan stadig håbe på en mindelig løsning.

Midt i denne begrædelighed noterer man sig, at Sydamerika og Australien ikke belaster de gode forhåbninger for verdensfred, og at der heller ikke er andet end gode (omend sjældne) tidender fra Antarktis.

Stillet over for et sådant antal af problemer er der mange, som kalder på heroisk tale og handling. Det vil sige folk, man i andre – men tilsvarende – sammenhænge kalder høge.

Hvorfor viser vi ikke bare russerne, at vi er de stærkeste? Og hvorfor er der ikke snart nogen, der bukker begge ender sammen på Erdogan og lader ham føle, at han blot er en lommediktator, der kan rende og hoppe?

Selvom det er nemt at leve sig ind i psykologien bag den slags reaktioner, er det uklogt in extremis at lade sig styre af sine følelser.

Og hvorfor så det? Mit grundlæggende svar er Inger Christensensk: Rusland findes. Tyrkiet findes.

Ligegyldigt, hvad man så end måtte mene om styret i Moskva, er landet Rusland en geografisk, økonomisk, social og politisk realitet, som strækker sig fra Sankt Petersborg til Vladivostok.

Ville det være bedre, at landet var en svækket (men stadig atombevæbnet) pariastat, end at det som nu er et land, man kan samarbejde med på en lang række områder, der blot ikke når frem til overskrifterne og det løbende bånd med breaking news? Det skal man have en endog meget dårlig dømmekraft for at mene.

I forhold til lande, der er brudt ud af den post-andenverdenskrigske og post-koldkrigske orden, er det nødvendigt at udvise troværdig styrke og beslutsomhed. Men derfra og til at holde op med at samarbejde og tale sammen, er der et langt stykke – som det ikke giver nogen mening at begive sig ud på.

I forhold til Tyrkiet stiller sagerne sig nogenlunde på samme måde: Ville det være bedre, at Tyrkiet var ude af NATO og Europarådet, end at landet er med?

På ingen måde. Hvis Tyrkiet var ude af NATO, ville der for eksempel bestå en risiko for, at Sortehavet i stedet for at være internationalt farvand blev en slags indsø kontrolleret af primært Rusland og Tyrkiet. Ligesom der ville bestå en risiko for, at hele den nordøstlige del af Mellemøsten blev et lukket land.

Hvad angår tilknytningen til Europarådet, er det noget, vi bør være glade for: Den gør det så meget lettere at pege fingre ad Erdogan og kritisere hans hykleri i forhold til de borgerlige rettigheder, som landet har forpligtet sig til at opretholde og respektere, end det ville være, hvis man stod udenfor.

Når det så er sagt, er det en voldsom provokation imod lande som for eksempel Tyskland og Nederlandene, at Tyrkiet tilsyneladende er på vej bort fra at opfatte sig selv som en klassisk nationalstat og på vej i retning af noget, der ikke har et navn. Men en aggressiv og bevæbnet, islamistisk ”Vatikanstat” (i meget kraftige anførselstegn, og Gud bevare Paven), der ser sig selv som overhoved for alle verdens tyrkere.

En sådan tilgang fra Tyrkiets side kræver en robust afvisning fra de vesteuropæiske lande, der har tyrkiske diasporaer. Men det er ikke noget, der hersker politisk uenighed om nogen steder.

......

Forrige artikel Flemming Chr. Nielsen: Åh, hvor jeg dog savner Sovjetunionen! Flemming Chr. Nielsen: Åh, hvor jeg dog savner Sovjetunionen! Næste artikel Fock: Danske udviklingsmillioner ryger i statskassen i stedet for nærområderne Fock: Danske udviklingsmillioner ryger i statskassen i stedet for nærområderne
  • Anmeld

    Christian X

    Altid dejligt at læse indlæg fra Henrik Dahl

    Der altid står for reflekterende indlæg, i modsætning til de alt for mange forsimplede Blogs, Klummer og indlæg, der ikke er andet end holdnings-diare.

    Jo mere kaotisk og truende omverden er - jo mere vigtigt er det, at der er ro og sikkerhed på de indre linjer.
    Men hvis ikke folkevandringen til EU stoppes effektivt, vil der for alvor opstå konflikter og kaos på kryds og tværs i EU - og i Danmark.
    Hvor vil Danmark (og EU) så ende, når sammenhængskraften, sikkerheden, tilliden og økonomien smuldrer?

  • Anmeld

    Peder Kruse

    M.h.t. Rusland udfordringerne

    Europa har svært ved at komme ud af dødvandet med de skadelige sanktioner, den ulmende krigsretorik og den deraf følgende oprustning, som karakteriserer forholdet til Rusland i dag. Forhold som alle er loose loose for begge parter, med mindre vi virkelig ønsker en eskalering af konflikten. En mulig udgang kunne være, at vi agerede forstandigt kompromissøgende som det fredens projekt, nobelprisen kvitterede for tidligere.

    Mange kan eller vil ikke huske de begivenheder, som i sidste ende udløste Putins annektering af Krim og borgerkrigen i Østukraine.

    http://www.b.dk/globalt/blodbad-i-ukraine-udloeser-europaeisk-handling

    EU malede Putin op i et hjørne, men forærede ham samtidig et uventet trumfkort, som satte EU skakmat og efterlod unionen handlingslammet. Beruselsen over EUs ekspansion mod øst gik EU toppen til hovedet, og Putin trak en streg i sandet.

    En indrømmelse af dette forhold kunne være med til at starte forhandlinger om en normalisering og forbedring af forholdet til Rusland, som har et meget større potentiale som en allieret. Tovlige diktatorer har vi nok af i vores nærhed.

  • Anmeld

    Henrik Larsen

    Hmmm hvad så når Tyrkiet er blæsende ligeglad med pegefingerne...

    "Hvad angår tilknytningen til Europarådet, er det noget, vi bør være glade for: Den gør det så meget lettere at pege fingre ad Erdogan og kritisere hans hykleri i forhold til de borgerlige rettigheder, som landet har forpligtet sig til at opretholde og respektere, end det ville være, hvis man stod udenfor."

    Lyde fint men med den forakt som Erdogan udviser for selv samme borger/menneskerettigheder, så er den (konsekvensløse) kritik - (tør man endda sige retorik....) nok ikke noget der holder ham vågen om natten...

    Både Erdogan og Putin ser på borger/menneskerettigheder som åbenlyse svagheder, og guderne skal vide at det ikke er alle demokratiske valg der bliver udført med lige stor indsigt og omtanke. Jeg lever i øjeblikket med Brexit meget tæt på kroppen - En massiv beslutning i store træk taget på baggrund af "Alternative Facts"

  • Anmeld

    Regula Maltry · pens. lærer

    Christian X, du har ret, men...

    ...er de offentlige medier ikke lige præcist hvor man kan kan komme af med sit 'holdnings-diarré' ??? Hvor ellers ? Uden at kalde dem 'lokus'!
    Ja, folkevandringen til Europa skal standses, ellers kan 'Erdogan' (eller en anden) snart oprette det 2. Osmanniske Rige i Vesten.
    Men vi gør det ikke med at købe mere krigs-legetøj til Mellemøsten !!!

  • Anmeld

    Erik Nørgaard · Selvstændig

    Sædvanlig retorik

    En ny gang retorisk teori fra Henrik Dahl.
    Med hensyn til Krim, så var der altså en afstemning, hvor et flertal stemte Krimhalvøen tilbage til Rusland, som halvøen da også havde tilhørt inden Kruscthev overgav den til Ukraine en gang i halvtredserne.
    Når så den russiske hær rykker ind for, at forhindre den ukrainske hær i at omgøre dette resultat, så kalder Henrik Dahl og en del med ham det for: Besættelsen af Krim!
    Det svarer nogenlunde til at påstå, at Christian den X indtog Sønderjylland i 1920. Landet kom i begge tilfælde blot hjem til sin oprindelige ejer.

    At Østukraine for samtlige indbyggeres vedkommende skulle være imod den russiske annektering er også meget tvivlsomt, da der er et overtal af russere i denne del af Ukraine.

    Personligt er jeg glad for, at der ikke er nogen "tosser", der sætter gang i en styrkeprøve mellem Nato og Rusland, for der kan kun blive to tabere. Alene derfor er det en kugleskør tanke.

    Med hensyn til Erdogan så er der jo nok nogle forhold at tage hensyn til, blandt andet den aftale om flygtningene.
    At det samtidig er yderst "delikat", at Tyrkiet jo altså er fuldgyldigt medlem af Nato og at det er ham Henrik Dahl vil bukke begge ender sammen på! Han (Erdogan) bestemmer altså næsten uindskrænket over verdens femtestørste hær.

  • Anmeld

    Ole Christoffersen · Ministerråd, pensioneret.

    Verden har behov for styrket EU

    Til Henrik Dahl, Tak for din analyse. Du magter virkeligt at få alt til at se håbløst ud. Det er det ikke, hvis vi samarbejder om løsninger. Jeg tager mit udgangspunkt i trusler mod EU, der er det område, hvor vi har størst indflydelse.

    Du nævner slet ikke nogle af de værste trusler mod EU, amerikansk undergravning af vore internationale institutioner og aftaler, og den populistiske bølge der skyller over Europa.

    EU kunne som første skridt til at træde i karakter leve op til tilsagnet om, at sikre verdens nødlidende i nærområderne, så den værste humanitære krise siden 2. verdenskrig undgås, og de nødlidende ikke tvinges til at stemme med fødderne med retning mod EU. Sikkerhedspolitik er ikke kun krudt og kanoner.

    EU kan dernæst sikre, at immigranter og flygtninge over vandet ikke har et EU perspektiv. Det ville redde tusinder fra druknedøden og afmontere Erdogans trussel om at oversvømme EU med flygtninge.

    Alt dette kræver et stærkere EU, der handler pro aktivt. Alt for ofte har vi bidraget med for lidt for sent.

  • Anmeld

    Regula Maltry · pens. lærer

    Godt sagt Ole Christoffersen !

    Vi må have bedre samarbejde i Europa ! Vi skal have et stærkt og godt beskyttet EU og skal Ikke bare melde os ud af det.
    Men Brexit skal give os den advarsel, at EU måske trænger til en reformation indefra: væk fra det enerådende kommissær-styre. Hvorfor er der aldrig mere tale om en føderation af selvstændige lande, hvor folk med vidt forskellige traditioner, føler at de er med i de politiske processer og afgørelser ?
    Hvorfor ser man ikke på Schweiz, som har levet godt som føderation i hundrede af år, og lærer af det ?

  • Anmeld

    Poul.B · pensionist, iagttager

    EU er ineffektivt, og kan ikke ændrer sine måder ...

    ...og metoder.
    Til Ole Christoffersen:
    EU er en sammensætning af 27 så forskellige nationaliteter, som Europa og historien har vist i flere hundrede år..
    Der ER en historisk grund til at menneskeheden har opdelt sig, og ikke bare er èt land.
    Blot mit svar på den dybt naive tanke:
    "...Det er det ikke, hvis vi samarbejder om løsninger...." som Ole Christoffersen brændte af. Blandt landene er der ingen solidaritet, som bevidst.
    På lørdag fylder klumpedumpen EU 60 år. Tillykke.

  • Anmeld

    Ole Christoffersen · Ministerråd, pensioneret.

    EU bør styrkes.

    Regula Maltry tak for dine bemærkninger. Schweiz har ganske rigtigt vist, at folk med forskellig kultur og forskelligt sprog kan samarbejde. Det er klart, at forskellene indenfor EU samarbejdet er større end det er tilfældet med Schweiz, men de er til at overvinde, hvad samarbejdet de sidste 60 år har vist.

    Til Poul, ja internationalt samarbejde er ikke let. Men alternativet er værre. Vi har i historien set , hvad nationalismen gjorde ved Europa før og under 2. verdenskrig.

    Det er lykkedes, at opbygge stærkere samarbejdsstrukturer i EU, end det er lykkedes i nogen anden del af verden. Uden et stærkt og visionært EU var det indre marked aldrig blevet skabt. Det blev opbygget på tværs af de mange særhensyn regeringerne kæmpede for. Tænk også på den stabilisering af Europa, EU sikrede, da Sovjetunionen faldt sammen.

    Nu er vi tvunget til at tage udfordringerne endnu mere alvorligt. Vi kan ikke længere regne med Pax-Americana. Jeg forventer et meget beskedent amerikansk bidrag til hunger katastrofen i Afrika og til repatrieringen af flygtninge og genopbygningen af Mellemøsten efter krigen. Det er ikke problemer Danmark kan klare alene, men sammen med vore europæiske kollegaer - og med velfungerende internationale organisationer - er problemet ikke uoverskueligt. Indsatsen i vore nærområder og i Afrika er afgørende for vor egen fremtid. Det der den vigtigste sikkerhedspolitiske indsats på nuværende tidspunkt for EU.

  • Anmeld

    Poul B. · pensionist, iagttager

    Det var EF der sikrede Europa. Ikke EU

    !

  • Anmeld

    Peder Kruse

    EU var et eksperiment..

    ...og det har fejlet.

    Euroen skabte en finansiel asymmetri, illustreret i forholdet mellem Grækenland og Tyskland. Bankerne opførte sig, som om grækerne havde fået DMark, og de står nu tilbage med en ubetalelig gæld.

    Den grænseløse union kæmper med kriminaliteten, formuerne og.velfærdsturismens fri bevægelighed. Det lokale initiativ er smadret som en konsekvens af regionale konkurrenceregler. Fagforeningerne er kastrerede. Flexicuritymodellen er død.

    EUs ekspansionsiver har skabt konflikt med Rusland og borgerkrig i Ukraine.

    De landespecifikke henstillinger fra kommissionen i samarbejde med vores ja_til_eu_partiers overimplementeringstrang har smadret vores enestående velfærdssystem.

    Giv EU muligheden for at melde sig ud af Danmark, så vi kan komme frem til en situation, hvor vi kan begynde at gøre tingene rigtigt og bedre.

  • Anmeld

    Poul B. · pensionist, iagttager

    Louise Lindhagen. Cand.mag i historie og EU-studier....

    .... har viden på prof. niveau. (realisme og ikke kun holdninger).
    Den 60 årige tumling EU har fødselsdag på lørdag. JP-DEbat fortæller:

    http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE9441822/60aars-foedselar-ser-ud-til-at-staa-paa-gravens-rand/
    Tillykke med et ' spol tilbage til EF og kom i gang '. Tak for denne debat. Lød som om der ER forstandige folk til stede. Blot er de i mindretal totalt set. Ak!

  • Anmeld

    Regula Maltry · pens. lærer

    EF contra EU

    Du taler klogt Ole Christoffersen. Synd at du ikke mere er i ministerrådet. Meeen, hvad med at gå tilbage til EF, som de andre kommentatorer siger? Stod F-et ikke for FØDERATION ? Jeg kan huske at danskerne den gang var mere tilfredse. Så fik vi måske endda Briterne med igen. Vi skal i hvert fald have et godt og stærkt samarbejde i Europa, især for at beskytte os for terror og indvandrende overrumpling. Og så skal vi holde Tyrkiet udenfor - og i skak.