Debat

I mødet bliver støtten konkret

DEBAT: Vi skal sætte navn og ansigter på de mennesker, vi hjælper. Det kan ifølge FN-ambassadør og formand for BØRNEfonden Stine Bosse øge støtten til udviklingslandene.
"Under mit besøg i Kap Verde oplevede jeg mange positive takter. F.eks. er talentmassen af veluddannede unge i dag større end nogensinde," skriver Stine Bosse, formand i BØRNEfonden og ambassadør for FN's 2015-mål.
"Under mit besøg i Kap Verde oplevede jeg mange positive takter. F.eks. er talentmassen af veluddannede unge i dag større end nogensinde," skriver Stine Bosse, formand i BØRNEfonden og ambassadør for FN's 2015-mål.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det fundamentale problem bag om det hele er, at udviklingsstøtten for mange er for abstrakt.

Stine Bosse
Bestyrelsesformand for BØRNEfonden og ambassadør for FN's 2015-mål
Fakta

Fra 25. februar og en måned frem handler Udviklingsdebatten om, hvordan vi sikrer danskernes opbakning til udviklingsbistanden.

Mød denne måneds debatpanel her.

Udviklingsdebatten på Altinget | Udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget l Udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til kafr@altinget.

Af Stine Bosse
Bestyrelsesformand for BØRNEfonden og ambassadør for FN's 2015-mål

Det er i mødet med de mennesker, vi støtter, at udviklingsarbejdet bliver vedkommende. Det mærkede jeg endnu engang for en lille måned siden, da jeg besøgte Kap Verde i Vestafrika.

Her stod de igen - de mennesker, vi arbejder for. De unge, der gennem private danskeres støtte har fået hjælp til skolegang, beskæftigelse og et bedre liv uden ekstrem fattigdom.

De unge var tidligere sponsorbørn i BØRNEfonden. En af dem, Fatima, læser i dag til socialrådgiver. En anden hedder Anilton og er også nået på universitetet. Sidst var der Danielson, der som barn havde det svært i skolen, men som i stedet fik hjælp til at blive kok og i dag arbejder på en af de finere restauranter i hovedstaden Praia.

De var levende og konkrete billeder på, at udviklingsarbejdet nytter, og at vi kan gøre en forskel. Men det interessante i denne sammenhæng, hvor opbakningen til udviklingsarbejdet daler i Danmark, er også, at der for hver af de unge i Kap Verde har været en dansker i den anden ende.

For de danske sponsorer, der har hjulpet Fatima, Anilton og Danielson, har støtten garanteret føltes ligeså vedkommende og vigtig, som den gjorde for mig. Hvis ikke endnu vigtigere.
 
Udviklingsstøtten for abstrakt
BØRNEfonden gør det muligt for private danskere at blive sponsor for et barn og dets familie. Med støtten forbedrer man forholdene for et helt lokalsamfund, og samtidig lærer man om betydningen af ens bidrag gennem kontakten med sponsorbarnet og dets familie.

Det har altid været en selvstændig ambition for os at sætte navn og ansigt på den udvikling, sponsorerne er med til at skabe. Jeg tror, at det er denne personlige kontakt og indsigt i resultaterne, der gør, at sponsorerne hænger ved og ofte støtter os i mange år ad gangen.

Hvert år er der også sponsorer, der rejser af sted for at møde den familie, de er sponsor for. De bliver ofte vores bedste ambassadører, fordi de har oplevet den udvikling, de er med til at skabe.

Betydningen af støtten er blevet konkret for dem. Den foregår ikke længere langt væk hos et menneske, man ikke kender. Eller en problematik, der kan være vanskeligt helt at forstå dybden af, når man bor i et velfærdssamfund som det danske.

Derfor handler udfordringen heller ikke bare om, vi skal have mere kommunikation. Det kan enhver købe sig til. Det fundamentale problem bag om det hele er, at udviklingsstøtten for mange er for abstrakt.

Går glip af handel og investeringer
Den manglende interesse for udviklingslandene betyder også, at Danmark går glip af handels- og investeringsmuligheder. Vestafrika har i dag verdens højeste vækstrater. Dette er endnu en grund til, at vi skal interessere os for landene.

Vi må gøre op med den entydige fremstilling af Afrika som ikke andet end krig, kup og katastrofer. Kun ved at kaste et nuanceret blik på de muligheder, der findes i de forskellige lande, kan vi få øjnene op for potentialet i udviklings- og mellemindkomstlandene. Det vil til syvende og sidst komme både Europa og de mange håbefulde unge mennesker i syd til gode.

Under mit besøg i Kap Verde oplevede jeg mange positive takter. For eksempel er talentmassen af veluddannede unge i dag større end nogensinde, og landet har rige muligheder for investeringer inden for bæredygtig energi og oplevelsesturisme. I Europa er den økonomiske udvikling nærmest gået i stå.

Ved at skabe muligheder for unge i de afrikanske lande, kan vi undgå flere ulykkelige flygtningestrømme fra Afrika ind i det sydlige Europa, som vi er forbundet med og forpligtet på at hjælpe. Det er ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt vi skal sætte fokus på de unge. Nu handler det om, hvordan vi kan gøre det til alles fælles fordel.
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stine Bosse

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (M), formand, PlanBørnefonden, bestyrelsesmedlem i Allianz, Assistancebolaget og DNB
cand.jur. (Københavns Uni. 1987)

0:000:00