Debat

Ida Auken: Cirkulær økonomi er kæmpe mulighed

DEBAT: En ny stor dagsorden breder sig med lynets hast blandt virksomheder, konsulenter og organisationer i Europa. Den går under navnet cirkulær økonomi og kan give Europa en chance for at skabe en mere bæredygtig og ressourceeffektiv verden, hvor vækst og miljø går hånd i hånd. Det skriver Ida Auken (R), der ønsker en europæisk køreplan, der kan understøtte udviklingen. 

Den cirkulære økonomi er en chance for at skabe en mere bæredygtig og ressourceeffektiv verden, hvor vækst og miljø går hånd i hånd. Det skriver Ida Auken (R).
Den cirkulære økonomi er en chance for at skabe en mere bæredygtig og ressourceeffektiv verden, hvor vækst og miljø går hånd i hånd. Det skriver Ida Auken (R).Foto: Rådet for Den Europæiske Union
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ida Auken (R)
EU-ordfører

Cirkulær økonomi handler om at skabe en økonomi, hvor de ressourcer, vi tager i brug, beholdes i cirkulation i stedet for at blive brændt af eller ende deres liv på en losseplads.

I dag bliver 75 procent af alle materialer kun brugt én gang. Det er et enormt spild, men rummer derfor også et stort potentiale. McKinsey har netop præsenteret en rapport om cirkulær økonomi, hvor de vurderer, at det økonomiske potentiale for Europa på lang og mellemlang sigt er op mod 500 milliarder euro.

Kæmpe mulighed for Europa
En cirkulær økonomi er ikke kun sund økonomisk fornuft i en verden, hvor ressourcepriserne stiger markant hurtigere end lønningerne. Det er også sikkerhedspolitisk afgørende, at vi som ressourcefattigt kontinent gør os mindre afhængig af at importere olie, gas og et hav af mineraler og sjældne jordarter fra Mellemøsten, Rusland, Kina osv. Den cirkulære økonomi giver os mulighed for at gå en anden vej. En vej, hvor vi i fremtiden bliver uafhængige af de regimer.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Den cirkulære økonomi er en kæmpe mulighed for Europa. En chance for at skabe nye jobs. For at styrke konkurrenceevnen. For at øge forsyningssikkerheden. For at skabe bedre livskvalitet. Kort sagt er den cirkulære økonomi en chance for at skabe en mere bæredygtig og ressourceeffektiv verden, hvor vækst og miljø går hånd i hånd.

Hvad skal der til?
Men hvad skal der til for at skabe en cirkulær økonomi? Først og fremmest skal vi blive langt bedre til at genbruge de materialer, vi i dag smider i skraldespanden, og bedre til at genanvende de produkter, som i dag havner på lossepladsen. Det kræver en indsats fra alle.

Cirkulær økonomi lyder måske noget langhåret, men faktum er, at skiftet allerede er i fuld gang.

Ida Auken (R)
EU-ordfører

Virksomhederne skal producere mere effektivt, og de skal udvikle nye forretningsmodeller. Vi ser allerede et enormt fokus på at skifte fra at sælge produkter til at sælge services. F.eks har kopimaskineproducenten Xerox skiftet fra at sælge kopimaskiner til at sælge kopiservice. Det betyder, at de selv ejer maskinen og derfor har en interesse i at designe en bedre maskine, der holder længere, og hvor alle dele let kan genanvendes efter brug. Politisk kan denne udvikling fremmes ved at efterspørge services frem for produkter, f.eks ser Region Syd i øjeblikket på at lade Philips drive hospitalsstuerne, som hospitalerne så betaler en brugspris for.

En europæisk køreplan
Fra politisk hold skal vi drive en vision frem og sætte de rette rammebetingelser. Det gælder ikke mindst på europæisk niveau. Derfor skal vi for det første lave en køreplan for, hvordan målsætningen om et Europa uden affald i 2050 kan realiseres. For det andet skal vi sætte mere ambitiøse mål for ressourceeffektivitet, ligesom vi skal sætte højere mål for produkters levetid og genanvendelighed. For det tredje skal mange flere forskningsmidler målrettes omstillingen til en cirkulær økonomi. Og endelig skal vi politikere blive bedre til at gå i dialog med industrien om at sætte forpligtende standarder på enkeltområder, f.eks. for plasticprodukters genanvendelighed.

Cirkulær økonomi lyder måske noget langhåret, men faktum er, at skiftet allerede er i fuld gang – drevet frem af virksomheder som IKEA, Nike, Unilever, Philips, BMW, Mærsk og mange flere. Ved World Economic Forums seneste møde i Davos forpligtede over 30 CEO’s sig til at lave dette skifte fra lineær til cirkulær forretningsmodel. Vi skal som politikere understøtte denne udvikling. Fordi det skaber arbejdspladser. Fordi det gør Europa mere sikkert. Fordi det giver borgerne flere muligheder og en bedre livskvalitet. Og fordi det er den mest bæredygtige måde at forbruge og producere på.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ida Auken

MF (S), fhv. miljøminister (SF)
cand.theol. (Københavns Uni. 2006)

0:000:00