Knud Vilby: Toppolitikere ignorerer civilsamfundets behov for fair indflydelse

Det er nemmere at være stor og rig end lille og fattig.

I en lobbyvirksomhed er det også nemmere at være en virksomhed, der som en selvfølge kan bruge mange penge på lobbyisme for virksomheden, end en civilsamfundsorganisation, der mangler penge og kritiseres, hvis den bruger mange offentlige midler på at lobbye for sit område.

Politikerne – nationalt, regionalt og kommunalt – har brug for input fra alle relevante aktører, men vilkårene er mildest talt forskellige. Der er lang vej til fairness.

Alle politikere elsker at tale pænt om civilsamfundet og alle dets organisationer og al frivilligheden. Og en del af dem mener nok, hvad de siger.

Reduceret civilsamfundets rolle

Sandheden er imidlertid, at når civilsamfundet har vanskelige kår, også når det gælder lobbyisme, så skyldes det reelt, at det politiske system gennem en årrække har reduceret civilsamfundets rolle. Både gennem direkte politiske beslutninger og mere indirekte ved at opprioritere andre aktørers rolle.

Det politiske system er blevet langt dårligere og langt mindre interesseret i at gå i dialog og høre efter.

Peter Munk Christiansen skrev 11. september, om hvordan transparensen er reduceret i det administrative lovforberedelsesarbejde. Embedsmandssystemet føler, at det kan mere selv, end det tidligere var tilfældet.

I min bog ”Civilsamfundet – mellem stat og marked” (2022) dokumenterede jeg, hvordan civilsamfundets mulighed for at påvirke politikerne er ringere end før. Embedsmændenes og politikernes vi-kan-selv-holdning er en af faktorerne. Andre er højere tempo og mere topstyring.

Hvis og når man på forhånd har bestemt, hvor man vil hen og har lavet sine egne kompromiser mellem toppolitikere, giver det bøvl at inddrage civilsamfundet. Ingenting kan alligevel laves om.

Derfor har skiftende regeringer også reduceret betydningen af de offentlige høringer, som en del af den politiske lovgivningsproces. Ideen er, at lovgiverne skal sikre inddragelsen af relevant viden fra alle relevante aktører på et område.

Men ofte er høringsfrister så korte, at specielt mindre organisationer ikke har en chance. Og hvis kompromiset allerede er låst, spiller indholdet i høringssvar alligevel ingen rolle.

Udfordringerne ved finanslovsforslaget

Vi har netop set finanslovsforslaget for 2024, og vi har hørt skuffede bemærkninger. Den første forudsætning, for at Civilsamfundet kan lave stærke kontinuerlige indsatser, er en nogenlunde forudsigelig økonomi.

Ofte er høringsfrister så korte, at specielt mindre organisationer ikke har en chance

Knud Vilby

Men adskillige år efter nedlæggelsen af satspuljen er der stadig ikke udviklet en model for kontinuerlig og bare nogenlunde sikker finansiering. Endnu en gang er der henvist til senere forhandlinger.

Samtidig har centrale organisationer udsigt til dramatiske nedskæringer i tilskud. Det gælder for eksempel Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA) og Fonden for Socialt Ansvar, der er vigtige støtter for mindre organisationer og frivilligindsatser.

Men også enkeltorganisationer beskæres. Eksempelvis Livslinjen, der hjælper mennesker truet af selvmord, men som formentlig må lukke sin Århusafdeling.

Noget kan reddes i politiske forhandlinger, men det her er alt andet en kontinuitet og den sikre finansieringsmodel, der er lovet. Det er permanent usikkerhed med tilsvarende svækkelse af arbejdet.

Spil for galleriet

Påvirkning og indflydelse handler ikke kun om penge. Der er andre faktorer. Men også her viser det politiske systems reelle mangel på interesse sig.

I 2020 nedsatte politikerne Klimaborgertinget, der bestod af 99 repræsentativt udvalgte borgere, og som skulle være klimapolitikkens demokratiske flagskib.