Professor: Lobbyisme kræver gennemsigtighed. Desværre er transparensen faldet, mens diversiteten er steget

Det er ikke helt enkelt at svare på, hvad fair lobbyisme er.

Danske lobbyister rangerer fra de helt store – DI, DE, FH, KL (bemærk, at de er så store, at vi kan nøjes med initialerne) – til det mylder af små organisationer og virksomheder som på forskellige måder søger indflydelse på politiske og administrative beslutninger.

Det er vel fair nok, at organisationer, der repræsenterer store og tunge samfundsinteresser, har bedre adgang og større indflydelse end repræsentanter for smalle interesser.

Man kan endda argumentere for, at det er demokratisk værdifuldt. Men det giver ikke noget klart svar på, hvad fair lobbyisme er.

Lobbyisme skal være transparent

Mit take er, at fair lobbyisme skal være transparent og at den i det store og hele skal afspejle relevante samfundsinteresser.

Målt på de to parametre har udviklingen gennem de senere år være modsat. Transparensen er blevet reduceret, mens diversiteten er øget.

Den reducerede transparens gælder især den administrative beslutningsforberedelse. Går vi nogle årtier tilbage, blev en langt større del af lovgivningen forberedt i udvalg eller kommissioner. De er efterhånden sjældne.

Kommissionsarbejde passer ikke godt med tidens krav om hastighed. Behovet for små og større reformer øger heller ikke efterspørgslen efter kommissioner, hvis medlemslogik tilsiger at tænke i baner, der ligger inden for medlemmernes acceptzoner, det vil sige i lineær politikudvikling.

I dag har ministeriernes departementer større kontrol med den administrative lovforberedelse. Interesseorganisationer inddrages i de emner og faser, hvor de formodes at kunne bidrage til ministerens og ministeriets dagsordener.

Lov om offentlighed var i 1971 et stort fremskridt for transparensen.

Revisionen var et stort tilbageskridt i 2013, da nogle meget omdiskuterede stramninger – herunder den såkaldte ministerbetjeningsregel, der gør det muligt at undtage sager fra offentlighed, hvis en minister antages at få behov for hjælp til sagen – blev vedtaget med meget stort flertal i Folketinget.

Ministerbetjeningsreglen er brugt mere end 2000 gange siden vedtagelsen og trods gentagne politiske tilkendegivelser om revision, er der ikke sket noget som helst.Hverken regeringsduelige partier eller embedsmænd bryder sig synderligt om at blive kigget i kortene – heller ikke deres omgang med lobbyister.

Der er adskillige eksempler på, at selv centrale organisationer ikke har været inddraget i forbindelse med lovforberedelse

Peter Munk Christiansen
Institutleder og professor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Gamle dages normer om inddragelse af berørte interesser i forbindelse med beslutningsforberedelse har ikke samme status i dag. Der er adskillige eksempler på, at selv centrale organisationer ikke har været inddraget i forbindelse med lovforberedelse.

Det kan være velbegrundet, fordi ministre og embedsværk har behov for autonomi i forhold til interesser, som ofte har snævre grænser for positiv medvirken.

I de fleste tilfælde er de store og stærke organisationer dog tidligt inddraget på en eller anden måde – offentligheden ved det blot ikke.

Diversitet

Mens det er blevet mindre transparent, hvem der lobbyer i den tidlige beslutningsforberedelse, tyder meget på, at der er blevet større diversitet i inddragelsen af organisationer.

Ved den moderne miljøpolitiks fødsel i begyndelsen af 1970’erne spillede miljøorganisationer praktisk taget ingen rolle. I dag inddrages et mylder af miljøorganisationer i forberedelse og implementering af miljøpolitikken.

Store miljøorganisationer spiller endda en ganske betydelig rolle. Der findes også andre områder, hvor civilsamfundets organisationer spiller en vigtig rolle som lobbyister. Vi fik også et glimt af det i forbindelse med de mere end 70 udvalg, som blev nedsat i forbindelse med coronaen.

De økonomiske organisationer spillede klart den vigtigste rolle, men der blev også trukket på mange civilsamfundsorganisationer.