Kommentar af 
Kristian Danholm

Kristian Danholm: Når man ikke kan se problemet for bare racisme

KLUMME: Der er ingen hellige køer, når det kommer til diskussionen om, hvilke værdier etnisk danske børn opdrages efter. Det samme gælder ikke diskussionen om, hvilke værdier grupper af mellemøstlige børn opdrages efter.

FORNÆGTELSEN: Mellemøstlige indvandrermiljøer har ekstra svært ved at se egne problemer i øjnene, mener Kr. Danholm.
FORNÆGTELSEN: Mellemøstlige indvandrermiljøer har ekstra svært ved at se egne problemer i øjnene, mener Kr. Danholm.Foto: Morten Germund/Scanpix
Kristian Danholm
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den iranskfødte debattør Poya Pakzad kom i den forgangne uge med en opsigtsvækkende indrømmelse i et Facebook-opslag. Han skrev, at han målrettet havde forsøgt at disrupte den eksisterende forskning om social kontrol i indvandrermiljøer.

Afsættet for hans opslag var et indlæg i Berlingske, hvor et ekspert-udvalg nedsat af Københavns Kommune gennemgik den eksisterende forskning på området, og fastslog, hvordan social kontrol i ’etniske minoritets-miljøer’ skal bekæmpes.

Præmissen var ikke, OM social kontrol er et særligt problem i de miljøer, men AT der er social kontrol udbredt i specifikt mellemøstlige indvandrermiljøer, og at: ”Vi er bekymrede over, at mens der i grundskolen laves én underretning for hver 34. elev, underretter de muslimske friskoler for hver 358. elev. Kommunen bør insistere på samarbejde med friskolerne om udfordringer i forbindelse med social kontrol.”

Forfatterne til indlægget er Agi Csonka, Natasha Al Hariri og Aydin Soei, som er formænd for ekspertgruppen til forebyggelse af social kontrol, hvoraf de to sidstnævnte selv har mellemøstlig indvandrerbaggrund. I indlægget blev der refereret grundigt til både danske og internationale undersøgelser, der stadfæster, at social kontrol i ’etniske minoritetsmiljør’ er et problem.

For når man siger, at der foregår uacceptabel social kontrol i særlige indvandrer-miljøer, må det være fordi, man bare ikke kan lide indvandrere, synes at være logikken, og så er man enten racist eller; oh skræk: DF’er!

Kristian Danholm
Redaktør, Radio24syv

Det fik Poya Pakzad til at skrive, at da han i sin tid blev bekendt med fænomenet social kontrol i 2011, ”betragtede jeg det som endnu et 'angreb' på den muslimske minoritet. Det var helt indlysende for mig dengang, at man fra myndighedernes side forsøgte at definere et specielt muslimsk eller mellemøstligt problem. For selvfølgelig forekommer social kontrol da også i gammeldanske familier.”

Altså når vi accepterer, at etnisk danske forældre påvirker og former deres børns værdier, hvor længe de må være ude, hvor meget sukker og junk-food de må spise, hvem de må hænge ud med, hvordan deres fremtid skal forme sig, etc., skal vi også acceptere, at muslimske børn (læs: piger) i ’etniske minoritetsmiljøer’ ikke må dyrke sport med andre, skal gå lige hjem fra skole, ikke må omgås andre drenge end den af familien særligt udvalgte, etc. Det måtte naturligvis være hykleri, som kun tjente det formål at miskreditere mellemøstlige indvandrere, så derfor satte Poya Pakzad sig for at miskreditere forskningen:

Man skal være overordentligt tykhovedet – ligesom jeg har været – hvis man fortsat vil benægte, at der eksisterer et specifikt problem med social kontrol i indvandrerfamilier fra Mellemøsten.

Poya Pakzad
Debattør

”Jeg satte mig for at læse rapporterne fra Als-research og SFI (Socialforskningsinstituttet, red). Jeg fandt alt, hvad jeg kunne finde af kritiske opinionsindlæg og ph.d-afhandlinger om fænomenets diskurs. Mit præ-definerede ærinde var at modbevise det hele som humbug.”

Pakzad beskriver selv, hvordan det var en automatreaktion baseret på fordomme, og konkluderer i dag:

”Social kontrol er et udbredt fænomen, og det kan defineres forskelligt, og dermed resultere i forskellige konklusioner. Men man skal være overordentligt tykhovedet – ligesom jeg har været – hvis man fortsat vil benægte, at der eksisterer et specifikt problem med social kontrol i indvandrerfamilier fra Mellemøsten. Man skal være en ægte bagstræber, hvis man vil obfuskere (gøre noget uigennemskueligt, red.) denne virkelighed. Og til hvilken nytte?”

Det er et godt spørgsmål. Nærmest samtidig skrev en anden debattør, Anna Thygesen, en klumme i Jyllands-Posten baseret på egne erfaringer. Hendes søn har spurgt, hvorfor muslimske piger fra skolen på Amager går med tørklæde, og holder sig meget for sig selv. Hun svarede – i overensstemmelse med egne værdier – hvad hun mente om det, nemlig at ”det ikke er i orden at give små piger slør på, og at jeg synes, at det generelt er kvindeundertrykkende.”

Det skulle hun måske aldrig have gjort, for indlægget er væltet ud og ind af tråde, hvor hun er blandt meget andet er blevet kaldt racist.

Alle juletræer er grantræer, men det er ikke alle grantræer, der er juletræer. Siden indlægget i JP har man nærmest ikke kunne se skoven for bare træer, for i stedet for at handle om de værdier og den sociale kontrol, der hersker i – som ekspertenerne beskriver det - ’etniske minoritets-miljøer’, handlede debatten om, hvorvidt klummeskribenten var racist eller ej.

For når man siger, at der foregår uacceptabel social kontrol i særlige indvandrer-miljøer, må det være fordi, man bare ikke kan lide indvandrere, synes at være logikken, og så er man enten racist eller; oh skræk: DF’er!

Det er gådefuldt, at lige præcis forsøget på at tage livtag med problemer i ’etniske minoritetsmiljøer’ bliver obstrueret på denne måde.

Man kan godt sige, at der er flere problemer med rygning blandt folk med de laveste indkomster, uden at blive skudt i skoene, at man bare ikke kan lide folk med få penge. Det bliver heller ikke antaget, at man dermed mener, at alle med lave indkomster ryger. Man kan godt sige, at danske unge drikker mere end andre unge, uden at blive skudt i skoene, at man bare ikke kan lide unge, eller at alle unge drikker for meget. Men det er straks mere svært at sige, at muslimske piger bliver udsat for social kontrol, uden at det antages, at man mener, at ALLE muslimske piger bliver udsat for social kontrol, og at man bare ikke kan lide muslimer. Men som Poya Pakzad spørger retorisk: Til hvilken nytte?

Antagelsen om, at hvide mennesker må være racistiske, når de omtaler et specifikt problem i etniske minoritetsmiljøer, kommer oftest fra velmenende mennesker, der ser kritik af muslimer som udtryk for snæversyn, og angreb på mangfoldighed og multikulturalisme.

Det ironiske er, at det er lige omvendt; at udskamme den, der udtaler sig om et specifikt problem med social kontrol i ’etniske minoritetsmiljøer’ som racist, er i sin natur bygget på et racistisk mindset: Udsagnet bliver disrupted, fordi det kommer fra én med en anden hudfarve end dem, der er en del af problemet. I stedet for at tage selve problemet alvorligt, bliver afsenderen gjort til problemet.

I det her tilfælde havde afsenderen fået at vide på skolen, der har mange børn med muslimsk baggrund, at pigerne gjorde klogt i at få veninder, der ikke er muslimer, for når de kom i 10-12 års-alderen, ville mange af dem begynde at gå med tørklæde, og måtte ikke længere komme ud efter skole. Som Anna Thygesen retorisk spørger: ”Hvordan forklarer man det til sine børn uden at nævne, at man synes, det er udtryk for et forkert menneskesyn?”

Og Poya Pakzad ditto: ”Til hvilken nytte?”

Man skal kunne identificere et problem for at kunne gøre noget ved det, men så længe problemet med social kontrol i ’etniske minoritetsmiljøer’ kommer til at handle om afsenderen, bliver problemet – undskyld: udfordringen! - druknet i det notorisk nyttesløse enten/eller: Enten at der ikke er noget problem, men blot manglende forståelse for andre kulturer – eller at problemet med social kontrol i indvandrer-milljøer blot er et udtryk for, at danske værdier er ved at gå under.

Men der er en gylden mellemvej, der ikke handler om afsenderen, men om dem der bliver socialt kontrolleret ned under gulvbrædderne – i grelle tilfælde i bogstaveligste forstand. Det er dem og det værdisæt, de opdrages efter, det handler om. Som ekspert-gruppen skriver:

”Social kontrol er svær at tale om. Enten kommer man til at tale problemet ned – »Ingen skal blande sig i folks opdragelse« – eller man kommer til at stigmatisere en hel befolkningsgruppe – »Hvis de blander sig i, hvem hun er kærester med, hvem ved, hvad de så kan finde på?«"

Men det er vigtigt, at vi som samfund sætter ind, når den sociale kontrol rækker ud over gængs børneopdragelse.

Læs mere: Kunstige jomfruhinder er uacceptabel social kontrol

.......

Kristian Danholm er redaktør på Radio24syv, som han også var med til at starte op. Hans faglige baggrund er akademisk, men karrieren har udspillet sig i det journalistiske – herunder en årrække i DR, hvor de fleste af dem foregik på DR2 Deadline. Han er desuden foredragsholder, musiker og klummeskribent.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anna Thygesen

Kommunikationsrådgiver, adm. direktør, WeDoCommunication
korrespondent i spansk og engelsk (Handelshøjskolen i Århus 1988), akademiøkonom (Aarhus Købmandsskole 1993)

Kristian Danholm

Pressechef, Københavns Stift
journalistik og historie (Roskilde Uni. 2006)

Natasha Al-Hariri

Projektchef, TrygFonden, medlem af DBU's Governance og Udviklingskomité og næstforperson i DBU's Etisk Udvalg, Børnebasketfonden med flere
cand.jur. (Københavns Uni. 2016)

0:000:00