L&F: Hård Brexit rejser flere spørgsmål end svar

Af Kenneth Lindharth Madsen
Handelspolitisk chef, Landbrug & Fødevarer

Med Theresa Mays tale for en uge siden fik vi det længe ventede svar på, hvad den britiske regering har tænkt sig med deres udmeldelse af EU på den handelspolitiske front: fuld udtrædelse af toldunionen, fuld udtrædelse af det indre marked og forhandling af en frihandelsaftale med EU som rammen for den fremtidige samhandel.

Talen var naturligvis indrettet til at tage to strategiske hensyn. Dels hensynet til det politiske bagland, hvor May havde behov for at fremstå stålsat i forhold til de mange vælgere, som har stemt for en udtrædelse af EU med det erklærede formål at genvinde UK’s fulde suverænitet. Og dels hensynet til de kommende forhandlinger med EU, hvor May har brug for at etablere et vist forhandlingsrum.

Men hvis vi nu alligevel antager, at meldingen fra May om en såkaldt hård Brexit på det handelspolitiske område rent faktisk er Mays røde linje, hvad er så de væsentligste spørgsmål, som vi står tilbage med i forhold til de fremtidige relationer mellem EU og UK?

Spørgsmålene er mange, og nogle af svarene har vi, men der er brug for, at vi får taget hul på en samlet afklaring meget snart af hensyn til vores eksportorienterede erhverv.

Kenneth Lindharth Madsen
Handelspolitisk chef i Landbrug & Fødevarer

I hvert fald tre spørgsmål trænger sig umiddelbart på.

Kan en frihandelsaftale nås på to år?
Det første spørgsmål er, hvordan det skal kunne lade sig gøre for EU og UK at nå til enighed om en frihandelsaftale inden for de to år, som artikel 50-proceduren umiddelbart foreskriver som fristen for udtrædelsesforhandlinger.

Det officielle svar vil være, at det ikke kan lade sig gøre, alene fordi formålet med artikel 50-proceduren er at lande en aftale om UK's udtrædelse af EU. Først dernæst kan man reelt skride til forhandlinger om den fremtidige ramme for blandt andet EU’s og UK’s handelsrelationer.

Selv hvis man inden for artikel 50-proceduren skulle åbne for egentlige parallelle forhandlinger om en fremtidig frihandelsaftale mellem EU og UK, så er det svært at forestille sig, at det skulle kunne nås i løbet af kun to år. Det skyldes den enorme kompleksitet, der ligger i alene at skulle forhandle UK’s udtrædelse.

Derudover er det ikke tidligere lykkedes EU at forhandle en frihandelsaftale igennem med et tredjeland på kun to år. Forhandlingerne mellem for eksempel EU og Canada begyndte i 2009, og vi har som bekendt endnu til gode at se den midlertidige ikrafttrædelse af CETA-aftalen, selv om den nu er lige på trapperne.

Er WTO-basis en anvendelig overgangsordning?
Hvis vi derfor antager, at en frihandelsaftale ikke kan være på plads inden for de to år af artikel 50-proceduren, så bliver det andet spørgsmål, hvad der bliver overgangsordningen, som skal bygge bro mellem UK’s udtrædelse per for eksempel 1. april 2019 og en frihandelsaftale.

Som udgangspunkt er svaret enkelt. UK blev medlem af forløberen til WTO i 1995 som del af sit EU-medlemskab, og for ikke at træde ud i et handelspolitisk ingenmandsland ved udtrædelse af EU, ventes UK umiddelbart at ville kopiere EU's WTO-forpligtelser.

Det vil sige, at UK blandt andet vil videreføre de toldsatser, som EU pt. opretholder over for de WTO-medlemmer, som EU ikke har indgået en præferentiel handelsaftale med. Det sker i overensstemmelse med WTO's grundprincip om mestbegunstigelse (MFN-princippet), som firkantet sagt indebærer, at man skal behandle alle WTO-medlemmer ens i forhold til den markedsadgang, man tilbyder.

Men er det nu så sikkert, at UK uden videre kan kopiere EU’s nuværende WTO-forpligtelser? Principielt set skal en sådan genforhandling af UK’s WTO-forpligtelser godkendes af alle de øvrige WTO-medlemmer. Men kan man undgå, at nogle af de øvrige WTO-medlemmer vil undlade at bruge anledningen til at rejse nye krav og emner i forhold til UK, som kan besværliggøre processen?

Hvem hænger på EU's nuværende toldkontingenter på landbrugs- og fødevareområdet?
Og for at gøre billedet endnu mere komplekst, så melder et tredje spørgsmål sig straks, når vi taler handel på landbrugs- og fødevareområdet. Det drejer sig om håndteringen af de mange toldkontingenter, som EU har indgået aftale om. Det drejer sig om kvoter for import af blandt andet smør og svinekød til EU til ingen told eller til en lav told. Hvordan skal de toldkontingenter deles fremadrettet, når UK træder ud?

Som udgangspunkt vil EU27 hænge på forpligtelserne, også selv om UK har været aftager af en stor andel af de produkter, som kommer ind via de toldkontingenter. Men vil EU27 uden videre kunne acceptere den løsning?

Det vil de facto have den umiddelbare effekt, at priserne for de pågældende produkter presses i nedadgående retning i EU27, som nu også skal aftage den mængde, som tidligere er blevet afsat til UK. Vil EU27 i den situation lade UK komme af krogen, så UK så at sige kan give de samme indrømmelser én gang til i selvstændige frihandelsforhandlinger med lande som blandt andet New Zealand og Canada?

Spørgsmålene er mange, og nogle af svarene har vi, men der er brug for, at vi får taget hul på en samlet afklaring meget snart af hensyn til vores eksportorienterede erhverv.