Lisbeth Knudsen: Demokratisk disruption – og hvad så?

KLUMME: Får vi en ny type politiker og magtlogik ud af det, Liberal Alliances Mette Bock kalder 'demokratisk disruption', så risikerer vi at ende i et populistisk Eldorado, skriver Lisbeth Knudsen.

Liberal Alliances folketingsmedlem Mette Bock skrev 1. november en kronik i dagbladet Politiken, hvor hun introducerede begrebet ”demokratisk disruption” – et meget rammende ord for en udvikling, som man alt efter overbevisning kan se på med optimisme eller pessimisme.

Lad det være sagt med det samme: Mette Bock er optimisten, og jeg er pessimisten. Men hendes debatindlæg fortjener i den grad at blive diskuteret og udfordret, og tak fordi der endelig er en politiker, som har lyst til at diskutere demokratiets tilstand og ytrer sin mening om det.

Hvad betyder demokratisk disruption så, ifølge Mette Bock?

1) At personer kommer til at betyde mere end partier. Partierne bliver baggrundstæppe for den karismatiske politiker. Godt eller skidt? Efter min mening særdeles skidt. For det betyder, at vi sætter al vores politiske kapital ind på, hvor karismatisk, populær, troværdig og vindende de enkelte politikere, med hver deres kæpheste, nu engang er i stedet for at tænke politik i helheder, sammenhæng og perspektiv. Selvfølgelig har vi brug for stærke, dygtige politikere med holdninger. Og gerne 179 af dem i Folketinget. Men det personaliserede demokrati understøtter en tænkning i retning af et politisk supermarked, hvor vi som politiske forbrugere river det ned fra hylderne, som vi lige nu bedst kan lide, og så finder vi den politiker, der har de fleste af de samme præferencer. Og til næste år er det måske nogle andre varer, vi hiver ned fra hylderne. Den politiske forbruger kan være enig med Liberal Alliance i den økonomiske politik, med DF i udlændingepolitikken og SF i miljøpolitikken. Men hvordan i alverden skal der komme store, modige, sammenhængende, visionære, politiske beslutninger – og gode, robuste løsninger ud af det? Der kommer tilfældigheder og folkestemninger ud af det, som ikke bringer Danmark på forsvarlig kurs. Det bliver populismens eldorado.

2). At vi får et opgør mod ”the establishment” af gamle partier, som er faldet i søvn og ikke har moderniseret sig selv. Godt eller skidt? Rigtig godt. Helt enig. Der er brug for, at de gamle politiske partier nytænker forretningsmodellen – for nu at bruge den kommercielle vending. Der er brug for, at de gamle partier får genetableret forbindelsen til deres rodnet og i højere grad involverer vælgerne frem for reklamebureauet i udarbejdelsen af politik. Men hvad består oprøret i, ifølge Mette Bock?

At de nye partier – Enhedslisten, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Alternativet – samler mennesker, som er enige om en retning, men ikke enige om alting, organiserer sig anderledes, kommunikerer anderledes og gør oprør mod traditionel magtpolitik, skriver Bock.

Det er muligt, man kan kalde de nye partiers måde at organisere sig på anderledes – og her er Dansk Folkeparti allerede at henregne til de gamle – men er det nu også sandt for andre end Alternativet? Særligt Liberal Alliance må da siges at være temmelig topstyret i forhold til, hvem der er opstillet for partiet, og hvad der er partilinjen. Det samme er Nye Borgerlige ved at lære, da de hurtigt blev fluepapir for ekstremister. Og Enhedslisten har lært, hvad det koster imagemæssigt, hvis kandidater med alt for megen revolutionsromantik dukker frem i offentligheden.

3) At de nye partier har fundet en ny form for politisk magtlogik. Godt eller skidt? Absolut skidt. Hvis Liberal Alliances og Nye Borgerliges nye model for magtlogik og demokratisk praksis skal være fremtidens model for alle partier, så lukker og slukker vores parlamentariske system. I dag er praksis, at med mindre man har 90 mandater og kan skaffe et flertal i Folketinget ved egen kraft, så må man forhandle sig frem til resultater og indgå kompromiser, hvor forskellige viljer og holdninger bøjes mod hinanden. Hvis den nye model er, at man ikke vil tage ansvar, med mindre man får sine ultimative krav igennem, og man ikke vil støtte en statsminister, som afviser at udrette mirakler mod Folketingets flertal, så går vores demokrati i hårknude. Hvis andre partier kopierer Liberal Alliances model, og det gør de, hvis LA får succes med den, så bliver det meget svært at danne regering i Danmark i fremtiden.

4) At den gamle højre/venstre-akse i dansk politik er ophævet, fordi værdipolitiske spørgsmål skaber brudlinjer på tværs af de gamle politiske båsesystemer og kategoriseringer. Godt eller skidt? En rigtig god pointe. Vi ser et stigende antal politiske og etiske spørgsmål, der ikke kan findes svar på i partiprogrammerne. Og vi ser nye alliancer opstå hen over den politiske midterstreg, som ikke ville have set dagens lys tidligere. Der er sket en udviskning af forskelle i den klassiske økonomiske politik med Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, hvor mange har haft svært ved at se forskel på rød og blå bloks politiske prioriteringer; alt sammen pakket ind i ”nødvendighedens politik”. Det giver plads og lyst til at prøve noget nyt, hvis alt det gamle blot er et fedt.

5) At de nye partier udgør en fornyelse og et brud med de gamle blokke? Indtil videre ikke. Liberal Alliance og Nye Borgerlige peger på en borgerlig statsminister, hvis de kan få tilstrækkelig pant i hans politik, og ellers er konsekvensen demokratisk handlingslammelse, og næppe at LA peger på Mette Frederiksen. Enhedslisten og Alternativet vil sikkert nu efter LA's eksempel forsøge at gøre det samme i forhold til en socialdemokratisk statsminister. Ellers er konsekvensen også her handlingslammelse – og næppe at de to partier peger på Lars Løkke Rasmussen.

6) At der bliver mindre af gammeldags topstyret partidisciplin. Godt eller skidt? Fortrinsvis godt. Forstået på den måde, at det ville være befriende at se folketingsmedlemmerne, ikke mindst på værdipolitiske spørgsmål, bliver sluppet fri af partidisciplinen og stemme efter egen opfattelse. Andre gange hænger det jo ikke sammen, og det bliver helt ustyrligt, hvis daglige afstemninger i Folketinget bliver reduceret til en ren lotteriseddel. Vil vi komme til at stifte bekendtskab med flere politiske profiler end de maksimalt 15-20 stykker ud af 179 folketingsmedlemmer, som vi ser hele tiden på tv og i de øvrige medier? Nej – ikke med mindre vi kommer til at se langt flere stemme imod deres eget parti i afgørende spørgsmål. Så skal det nok få mediedækning.

7) At de nye partier som f.eks. LA skulle have en ny stil og mere mod til at være upopulære end de gamle? Det kan man jo se forskelligt på, alt efter hvad man kalder mod. Er det modigt, når LA hele tiden truer med at vælte regeringen, hvis de ikke får deres vilje med topskatten? Eller er det modigt at forstå demokratiets spilleregler, at man må kunne tælle til 90 for at få noget igennem, og at man må indgå kompromiser i stedet for at true med valg? Er den nye stil, at man kan få uddelt et antal milliarder til disposition af det økonomiske råderum frem til 2025 i forhold til ens mandattal, sådan som LA foreslår det? Hvad i alverden er det for en sammenhæng, der kommer ud af sådan et politisk kludetæppe, hvor LA, Konservative, Dansk Folkeparti og Venstre hver disponerer et antal milliarder af det økonomiske råderum i forhold til deres mandattal – hvilken statsminister vil acceptere at styre efter den model?

8) At de politiske kommentatorer ikke kan forstå, hvad der foregår, fordi de er lige så forstenede som de gamle partier. Rigtigt eller forkert? Rigtigt, at den politiske journalistik spiller på den velkendte gamle bane med den velkendte magtlogik. Her er de nye partiers ageren årsag til både kritiske spørgsmål og højlydt undren, og ingen tvivl om at medierne bidrager til konserveringen af dansk politik ved at kaste sig kritisk over alle brud med normerne. Men den kritiske udfordring af alt det nye er jo også det, medierne er til for. Problemet er, at vi i mindre grad udfordrer det eksisterende.

9) At de nye partier har ført til et opbrud i blokpolitikken, en ny kultur og nye profiler. Det er her på den korte bane i hvert fald svært at få øje på. Endnu har ingen skiftet side i blokkene, selv om der på mindre farlige områder selvfølgelig kan samarbejdes på tværs og findes nye, utraditionelle partnerskaber om konkrete lovinitiativer. Vil de nye partier skabe en ny kultur? I hvert fald har det givet anledning til både bekymring og eftertanke, at partier som Liberal Alliance, Alternativet og Nye Borgerlige har kunnet få den medvind ved valg og meningsmålinger, som de har fået. Hvis de gamle partier ikke overvejer grundigt, hvad de skal gøre ved det, og hvad der skal være deres modsvar, så fortjener de da ikke bedre end at tage turen ned ad vejen til lavere opbakning. Hvis ikke de overvejer, hvorfor mange af de nye partier er dannet som afskalninger af de gamle med partiafhoppere i spidsen.

Får vi en ny type politikere ud af den 'demokratiske disruption'? En ny attraktionsværdi ved at være politiker uden kadaverdisciplin og med større frihed til egne mærkesager. Kan en ny kultur ændre på, at politikerne i stigende omfang har tabt troværdighed, at Folketinget har mistet sin mangfoldighed og repræsentativitet i sammensætning i forhold til befolkningen, og at vælgerne har mistet tilliden til, at politikerne kan løse de væsentligste udfordringer for vores samfund? 

Hvad skal der til, for at vores politiske system kan skabe de nye innovative løsninger? Vi har brug for en grundlæggende diskussion om demokratiets fremtid. Jeg tror desværre ikke, at Mette Bocks optimistiske budskab om det personaliserede demokrati giver os løsningen. Det er muligvis den rigtige diagnose, men de nye partier har ikke vist os den rigtige kur til den demokratiske udfordring, vi står med.

-----

Lisbeth Knudsen er formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater samt direktør og chefredaktør for Mandag Morgens danske aktiviteter. Hun har været ansvarshavende chefredaktør for Berlingske og koncernchef for Berlingske Media i otte år. Før det var hun bl.a. nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

 

Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Medierne har svært ved at udfordre medierne Lisbeth Knudsen: Medierne har svært ved at udfordre medierne Næste artikel Lisbeth Knudsen: Nå, men skal vi så bare fyre eliten? Lisbeth Knudsen: Nå, men skal vi så bare fyre eliten?
  • Anmeld

    Lasse Glavind

    Når kritikken opløser sig selv

    Er det ikke modsætningsfyldt på grænsen til det absurde, at en mangeårig chefredaktør på adskillige hensygnende medier "der i mindre grad udfordrer det eksisterende", nu gør sig selv til kritisk kommentator og en slags overdommer i netop emnet - 'kritik af det bestående'?

    Chefredaktøren ender jo som en metaparodi på sit eget virke gennem 40 år, når hun gør kritikken af det bestående til et spørgsmål om, hvordan man får det bestående til at fungere igen - (for det gør det ikke, så langt er chefredaktøren enig i kritikken) - så det kan fortsætte med at bestå.

  • Anmeld

    Ib Christensen · fhv. MEP & MF

    Ingen forskel på gamle og nye partier

    Lisbeth Knudsen køber uden videre Mette Bocks påstand om, at der er forskel på de gamle og de nye partiers adfærd. Det er der ikke. Alle folketingspartierne er topstyrede, ensrettede og uden nævneværdig medlemsbasering. De finansierer sig selv gennem statskassen, hvortil nogle af dem supplerer med økonomisk støtte fra særinteresser, som de til gengæld servicerer. Alle partier vil gerne "tage ansvar" og i regering, men nogle plejer interesser eller har synspunkter fjernt fra den politiske midte, og så er de i mindre grad med i spillet - hvad enten de holdes ude eller selv vælger at holde sig ude.

  • Anmeld

    Tommy Dinesen · Forh, mfer og borgmester.

    Politik før og nu.

    Det er min opfattelse at der er sket et stort skred i forskellene mellem de politiske partier før og i dag.
    I dag er politik blevet enormt personfikseret og politikere der før kom ud i forsamlingshusene og lignende steder sælger i dag sig selv ved reklamer næsten altid med billede af den pågældende således vælgerne kan blive klar over at den pågældende er opstillet i kredsen - sådan var det ikke før i tiden - da var det normalt partiet man stemte på.
    Ved valget i 1981 hvor undertegnede sammen med 20 andre SFere blev valgt til folketinget, var det ikke med baggrund at vi havde hængt i lygtepælene med billede, dette var ikke velset, de plakater der hang i lygtepælene og var i medierne var med et stort F eller SF - hos os var det partiet der var baggrunden for valget.
    En anden ting der er værd at nævne er at blandingen af mfere var en helt anden og Jeg mindes ikke at der var medlemmer på Borgen der lige kom skolen eller universitetet, der var landmænd, forretningsfolk og arbejdere - som vi blev kaldt den gang.
    Vi var uenige men lærte at respektere andres holdninger og netop at de fleste havde en faglig ballast betød også at de fleste vidste hvad de snakkede i dagligdagen på Borgen når sagerne skulle behandles - man lyttede til de der havde baggrunden og viden om den sag der blev behandlet.
    I SF var der langtfra topstyring , vi der blev valgte dengang blev i starten nærmest opfattet som en flok langhårede hippier i cowboybukser, men kunne alligevel godt være med til at sætte en dagsorden og sige noget fornuftigt i dagligdagen.
    Jeg erindrer adskillige gange hvor der var uenighed om en sag, og hvor man blev nedstemt i gruppen og nogle gange tog konsekvensen deraf og clearet inden 3 die behandlingen.
    Mette Bochs artikel - der foruden at bruge disruption i flæng - antyder at de nye partier gør tingene på en anden måde , og fred være med det, topstyring er mere effektivt end gruppedemokrati, Jeg tror dog at det sidste overlever i hvert fald er jeg ikke overbevist om at politikerleden overlever på grund af topstyring - man undgår jo ikke grimme sager alligevel som vi alle har overværet de sidste 14 dage.